Annonce
Danmark

Funding om Ellemanns power trip: En stærk reaktion fra en svækket leder

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Det var det helt store bat, Jakob Ellemann-Jensen fandt frem, da han fredag afstraffede Kristian Jensen for at bryde partidisciplinen. Avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding peger på tre ting, der er værd at lægge mærke til.

1. Folk begyndte at se Ellemann som en svag leder

En leder kan ikke tåle at virke svag i politik. Gør han eller hun det, begynder folk at tvivle på lederskabet, og partidisciplinen falder fra hinanden.

Sådan har det lidt været i Venstre på det sidste. Snakken i partiet går, og den har handlet om, at Ellemann endnu ikke har manifesteret sig i den klassiske høvdingerolle, venstrefolkene er vant til, at deres leder udfylder.

Ellemann er i Forsvaret kaptajn af rang, men han har ikke formået at få orden i geledderne. Gruppemedlemmer har taget sig friheder, man normalt ikke tolererer i politik.

Uden at få mandat af partiets ledelse eller af folketingsgruppen har en række folketingsmedlemmer kommet med udtalelser, der har skabt tvivl om, hvad Venstres politiske linje er. Inger Støjbergs udtalelser om udlændinge og hendes forsvar for USA’s ret til at dræbe den iranske general Qassem Soleimani er blot to eksempler på dette.

Jakob Ellemann-Jensen har med andre ord været under pres for at sætte sig i respekt, og det blev altså Kristian Jensens interview i Jyllands-Posten, der var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Annonce

2. En stærk leder har ikke brug for at hævde sin autoritet

Det er tydeligt, at Jakob Ellemann-Jensen forsøger at bruge straffeaktionen mod partiets tidligere kronprins til at statuere et eksempel.

Ved både at udsende en pressemeddelelse og dele nyheden på sociale medier, forsøger formanden at sende et klart signal til sine egne. Folketingsgruppen skal forstå, at solorytteri ikke accepteres. Det straffes.

Og mon ikke det får en pædagogisk virkning på de gruppemedlemmer, der tidligere har følt, at de ikke behøvede at spørge om lov, før de gik ud og mente noget. Ellers har Ellemann nu sat en standard, han bliver nødt til at følge fremover.

Men magtdemonstrationen kommer med en pris. Venstreformanden får godt nok trukket en streg i sandet, men han kommer også ufrivilligt udadtil til at bekræfte billedet af en leder, der ikke har den fornødne respekt i sit eget parti.

Havde han været en stærk leder, var det aldrig kommet til dette. En stærk leder havde ikke haft brug for at hævde sin autoritet. Den er usagt, og folk indretter sig instinktivt efter den. Og gør de ikke, kan en let berøring ofte være lige så effektfuld som en syngende lussing.

Skåret ud i pap, så er Ellemann nødt til at spille med musklerne, fordi folk ikke tror, han har nogle. Hans reaktion er et resultat af, at folk har opfattet ham som svag.

3. Det kommer der til at ske nu

En anden ulempe ved Jakob Ellemanns power trip er, at det kommer til at sætte fokus på manglen på politisk projekt.

Balladen er nemlig langt fra slut. Det, der kommer til at ske nu, er, at der til næstkommende gruppemøde i Venstre vil stå en horde af journalister foran partiets mødelokale.

Her vil pressens gentlemen selvfølgelig forsøge at få Ellemann til at begrunde straffeaktionen, men hvad mere væsentligt er, så vil de spørge ind til, hvad han tænker om indholdet i det interview, Kristian Jensen gav, og som er baggrunden for hele miseren.

Er han enig i, at Venstre skal søge et samarbejde med regeringen om en økonomiske plan for de næste ti år? Siger han ja, virker det fjollet, at Kristian Jensen skal straffes, og siger han nej, vil det opfølgende spørgsmål blive. Hvad mener du så?

Og det er kernen af problemet. Hele det her forløb bunder i sidste ende i, at det er uklart, hvad Jakob Ellemann-Jensens politiske projekt er. Havde det stået tindrende klart, ville det også have været sværere for Kristian Jensen at give sit interview. En ting er således at forsøge at fylde et tomrum ud, noget andet er at udfordre partiformandens linje.

Og det er der, den her sag ender, når røgen har lagt sig. Kristian Jensen blev fyret for at opføre sig illoyalt og uden mandat forsøge at udstikke en politisk retning for Venstre. Men hvad mener partiets formand egentlig?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce