Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen risikerer at gå i samme fælde som Løkke

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
For hver gang Mette Frederiksen siger, at hun ikke vil være statsminister for enhver pris, øger hun risikoen for at blive beskyldt for løftebrud efter et valg. Lars Løkke Rasmussen gik i den samme fælde for fire år siden. Han lærte på den hårde måde, at løftebrud ikke altid handler om, hvad man har sagt, men hvad man har givet indtryk af.

Det lød som et ekko fra fortiden, da Mette Frederiksen i søndagens duel mod Lars Løkke Rasmussen på TV 2 sagde, at hun ikke ville være statsminister for enhver pris.

Og det var da også tænkt som en syrlig kommentar til Lars Løkke Rasmussen, der inden sidste valg sagde nøjagtig det samme. En ytring der siden har martret ham.

Statsministeren beskriver egentlig meget fint, hvorfor den fire år gamle udtalelse endte med at blive problematisk i den nye bog ”Befrielsens øjeblik”. Her forklarer han, at det, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, blev opfattet som om, at han ikke ville være statsminister for en pris.

Men magten kommer som bekendt altid med en pris, og det gjorde den også for Lars Løkke Rasmussen. Det er helt naturligt, sådan er politik.

Man skal selvfølgelig ikke underkende, at Løkke har haft svært ved at komme igennem med sin politik i denne valgperiode, og at det er en stor del af årsagen til, at mange netop har fået indtrykket af, at han alligevel gerne ville være statsminister for enhver pris.

Men kigger man på de fem sigtelinjer, han listede op inden sidste valg, må man være ærlig at sige, at han i større eller mindre grad har leveret på omkring de fire af dem.

Men forventningerne til statsministeren var bare højere. I førnævnte bog får man indtrykket af, at Lars Løkke Rasmussen selv synes, at der har været et urimeligt højt forventningsniveau til ham. Men i politik gælder der den simple regel, at det ikke er politikernes opfattelse af virkeligheden, der er styrende, men derimod vælgernes. Så hvis vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at Løkke ved sidste valg lovede mere, end han kunne levere, så er det den virkelighed, han må forholde sig til.

Og samme logik gælder for Mette Frederiksen. Den socialdemokratiske statsministerkandidat gør meget ud af at love en stram udlændingepolitik, men man skal lægge mærke til, at hun langt hen ad vejen taler om det i overordnede vendinger. Det gjorde hun således også i søndagens duel på TV 2.

- Hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik end den, jeg er 100 procent overbevist om, er rigtig for Danmark, nemlig en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange, der kommer hertil, så vi også kan få integrationen til at fungere, så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris, fortalte Mette Frederiksen, hvilket med det samme fik Lars Løkke Rasmussen til at gå i kødet på hende.

- Så det, du siger her i dag, er, at du ikke kommer til at give én eneste indrømmelse på ydelser og på udlændingepolitik til hverken det Radikale Venstre, SF, Alternativet eller Enhedslisten?

- Den brede udlændingepolitik står fast, svarede Mette Frederiksen tilbage uden dermed at svare klart på statsministerens spørgsmål.

Og måske er der en grund til det. Socialdemokratiet har nemlig i denne valgperiode på en række områder sikret sig muligheden for at kunne lempe på udlændingepolitikken.

Mette Frederiksen har ikke ville fortælle, om hun er for eller imod etableringen af et udrejsecenter på øen Lindholm, ej heller om hun vil ændre på integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, hun har også formuleret sig på en måde, hvor Danmark igen vil kunne begynde at modtage FN kvoteflygtninge, og så har hun åbnet op for at forbedre forholdene for børnene på udrejsecenter Sjælsmark.

Men Mette Frederiksen får svært ved at bruge alle disse potentielle indrømmelser til en hatfis, hvis vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at hun har lovet ikke at lempe overhovedet. Altså at hun ikke vil give én eneste indrømmelse til hendes støttepartier.

Og det er Mette Frederiksens paradoks. På den ene side bliver hun nødt til bombastisk at afvise at ville lempe udlændingepolitikken, men på den anden side har hun brug for en smule manøvrerum efter et valg. For magten har som sagt en pris. Også for Mette Frederiksen.

Det er to modsatrettede hensyn. Og for hver gang den socialdemokratiske formand siger, at hun ikke vil være statsminister for enhver pris, gør hun det nødvendige kompromis efter et valg sværere, fordi risikoen for at blive beskyldt for løftebrud vokser.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce