Annonce
Danmark

Funding: Løkke satser hele butikken - udmelding modtaget med chok og vantro

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Alle jetonerne blev skubbet ind midt på bordet, da Lars Løkke Rasmussen torsdag fortalte, at han er åben over for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. "All in," som man siger i poker. Nyheden efterlod det politiske miljø i en tilstand af chok og vantro. Ingen ved, hvad Løkkes melding præcis kommer til at betyde for resten af valgkampen, men alle sidder tilbage med en fornemmelse af, at statsministeren løber en kæmpe risiko.

Nogle gange siger politikere rent faktisk det, de mener. Og det virker egentlig ganske troværdigt, at Lars Løkke Rasmussen skulle gå og drømme om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Ikke fordi det er en førsteprioritet, men fordi han mener, det kan blive nødvendigt.

Det er tydeligt, at Løkke i denne regeringsperiode er blevet mere og mere optaget af det internationale. Den politiske ustabilitet rundt om i verden har gjort indtryk på ham. En ustabilitet, han mener, er ved at snige sig ind i Folketinget.

I den sammenhæng giver det mening, at han går og drømmer om at gøre sig fri af fløjene i dansk politik og indgå i et stabilt regeringssamarbejde hen over midten med Socialdemokratiet. Uden at jeg overhovedet skal forholde mig til, om det er en realistisk konstruktion.

Men en ting er at drømme, noget andet er – midt i en valgkamp – at lancere ideen. Lars Løkke Rasmussen bringer os ud på jomfruelig grund, og det er lige nu umuligt at sige, hvad hans udmelding vil få af konsekvenser for dynamikken i resten af valgkampen.

Løkke håber naturligvis, at det vil understøtte Venstres overordnede fortælling. Nemlig lederskab. Statsministeren forsøger at portrættere sig selv som den, der rækker hånden frem og tilbyder Mette Frederiksen og danskerne stabilt lederskab i urolige tider.

Det er der givetvis et publikum for i befolkningen. Ikke fordi folk er bange for fløjene, men mere fordi de er trætte af ævl og kævl og helst bare gerne vil have nogle politikere, der sætter sig ned og løser problemerne.

Kontrasten til dette – håber Løkke og Venstre på – er kaosset i rød blok. Og man så da også i Mette Frederiksens kommentar, at Socialdemokratiet er meget opmærksomme på, at det ikke er til deres fordel, hvis de kommer til at give et indtryk af, at det er dem, der er stopklods for et bredt samarbejde.

Men Lars Løkke Rasmussen melding er på trods af dette et kæmpe sats, og indsatsen, Løkke spiller om, er Venstre. Blå blok er langt bagud i meningsmålingerne, og Lars Løkke Rasmussens valgkanin kan meget hurtigt blive opfattet som en desperat handling fem minutter i lukketid.

Overordnet set løber statsministeren den risiko, at han med ét slag får legitimeret Socialdemokratiet og samtidig åbnet en gigantisk flanke til Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Frygten i dele af Venstre er, at Løkke er i gang med at føre Venstre ud på tynd is, og at man lige om lidt ryger igennem og ned i det iskolde vand.

Flere kilder i statsministerpartiet vurderer således, at partiet kommer til at miste vælgere på grund af torsdagens melding. Logikken er, at de mest borgerlige af Venstres vælgere ikke vil risikere, at deres stemme vil kunne gå til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. De vil derfor i stedet stemme på LA og Konservative.

Det kan Lars Løkke Rasmussen leve med, hvis han til gengæld tiltrækker vælgere fra den anden side af midten. Men det er der bare ikke nogen garanti for, at han kommer til. Tværtimod.

Når Løkke siger, at han er klar til et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er den indbyggede logik nemlig, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ikke er så slemme endda. Ellers ville man jo ikke være klar til at gå i regering med dem.

Effekten af Lars Løkke Rasmussens melding kan derfor lige så godt blive, at de mest midtersøgende vælgere i Venstre og Dansk Folkeparti får en undskyldning for at stemme socialdemokratisk. Løkkes sats indebærer med andre ord den risiko, at Venstres valgresultat kan blive betydeligt ringere, end det ser ud til lige nu, fordi man risikerer at tabe stemmer til både den ene og den anden side.

Det er en kliche. Men den næste uge i dansk politik bliver ufattelig spændende, og topfolkene i Venstre og Socialdemokratiet vil de næste dage studere meningsmålingerne med en nidkærhed sjældent set for at se, hvilken effekt Løkkes sats har haft.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce