x
Annonce
Danmark

Funding: Hvad sker der, når vælgerne opdager, at vi har fået en rød regering?

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Mette Frederiksens regering er den måske rødeste regering siden Anker Jørgensen. Det er så småt ved at gå op for Christiansborg, men er det gået op for vælgerne? Og hvis det ikke er, hvordan reagerer de så, når tiøren falder?

Har I opdaget det? Vi fik et systemskifte ved valget i juni. Ikke bare et magtskifte som da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, men en langt mere fundamental kursændring.

Thorning-regeringen byggede i træskolængder videre på den måde at føre politik, som vi har kendt, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. Det stærkeste symbol på dette er den formulering, som Radikale Venstre tvang Thorning til at skrive ind i sit regeringsgrundlag. Hun ville videreføre ”VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

Men Mette Frederiksen er et anderledes dyr. Hun vil noget andet. Hun er klassisk socialdemokrat. Palle From fremstår som en blodfattig kopi ved siden af arbejderpartiets nuværende formand, der er tredje eller fjerde generation socialdemokrat.

Det så man, da hun samlede sit ministerhold for en af de første gange. Ifølge flere kilder havde hun kun ét krav til dem. Ud over at hun selvfølgelig forventede, at de ville arbejde hårdt og passe deres arbejde. Statsministeren ville måle og veje hver enkelt minister på, om de i deres gerning var med til at styrke den strukturelle samfundsmodel, vi har i Danmark. Eller sagt med andre ord: Hun vil se socialdemokratisk værdipolitik fra sine ministre.

Og hvad du ønsker, det skal du få. Siden ordren blev udstedet, har de socialdemokratiske ministre med vold og magt forsøgt at dreje alle sager, der er kommet hen over deres bord, ind på en ideologisk linje.

Boligminister Kaare Dybvads har startet et stormløb mod kapitalens opkøb af boligmassen i hovedstaden, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils forsøgte lidt halvhjertet at skære i friskolernes tilskud, og finansminister Nicolaj Wammen ser ud til at få et forslag igennem om at sætte skatten op for generationsskifte i landet familieejede virksomheder. Blot for at nævne nogle få eksempler.

Og sådan vil det fortsætte. Vi har fået en rød regering, og det betyder fokus på kollektive løsninger og øget omfordeling fra de rigeste til de relativt set fattigste.

I det hele taget er regeringen opsat på at være noget for nogen. Og selvom Mette Frederiksen insisterer på, at hun er statsminister for alle danskere, så tegner der sig et billede af, at regeringen er lidt mere for dem, man med en altmodisch betegnelse kalder arbejderklassen. Det var dem, Socialdemokratiet i deres valgkampagne portrætterede som arbejdsmanden Arne og sygeplejersken Lotte. Nu var det deres tur.

Og det er ikke, fordi Mette Frederiksen har puttet med det. Hun var sådan set meget tydeligt omkring sit værdipolitiske ståsted i valgkampen. Men på trods af det, er det som om, at det først er nu, at det for alvor er ved at gå op for Christiansborg, hvad det er for en regering, vi har med at gøre.

Den klassisk socialdemokratiske profil var ikke bare en valgkampsstrategi. De mener det. Mette Frederiksens regering er den mest røde siden i hvert fald Poul Nyrup Rasmussen, og vi skal muligvis helt tilbage til Anker Jørgensen for at finde et sammenligningsgrundlag.

Det kan selvfølgelig ikke afvises, at det alene er på Christiansborg, at man er lidt langsomme i opfattelsen. Men hvad nu hvis, tiøren heller ikke helt er faldet ude hos vælgerne? Hvad nu hvis danskerne i valgkampen ikke helt opfangede, at Mette Frederiksen var noget ganske andet end det, vi har været vant til de seneste 20 år i dansk politik? Eller spurgt på en anden måde: Ønskede danskerne en så rød regering?

Det er selvfølgelig et spørgsmål, der ikke lige sådan er til at svare på. Indtil videre ser meningsmålingerne godt ud for rød blok, der stadig fører med en stor margen. Men det er på en baggrund, der er en smule billig. Der er stort set ikke gennemført noget af betydning siden valget, og det gør det alt andet lige sværere at blive upopulær, og balladen i Venstre har reelt betydet, at der ikke har været nogen opposition.

Risikoen for Socialdemokratiet er, at de i bestræbelserne for at være noget for de klassiske socialdemokratiske vælgere skubber andre væk. Nærmere bestemt den højere middelklasse. Det kunne være metalarbejderen, der betaler topskat, akademikeren eller den offentlig ansatte leder.

Hvis disse mennesker begynder at føle, at den nye regering ikke rigtig er noget for dem, men at det i stedet er den ufaglærte, sosu-assistenten og sygeplejersken, der løber med opmærksomheden – og pengene – hvad gør de så? Måske begynder de at finde et andet parti.

I Socialdemokratiet tror man på, at danskerne er parat til en dosis solidaritet efter to årtier med skattelettelser, men i de yderste hjørner af partiet er det muligt at spore bekymring. Mette Frederiksens forherligelse af de klassiske socialdemokratiske dyder giver genklang, når medlemmerne samles under fanerne, men for de ikke indviede kan retorikken virke fremmedgørende.

Lige nu er Venstre stadig kun i den spæde genopbygningsfase, men når partiet begynder at få lidt mere samling på stumperne, bliver dette med garanti et sted, de vil angribe Mette Frederiksen.

Anders Fogh Rasmussen opfandt skattestoppet og vandt valg på valg på løftet. Danskerne har de seneste 20 år vænnet sig til, at skattelettelser er den nye normal. Mange i Venstre er overbevist om, at det stadig er en vindersag, og at det er her, nøglerne til magten ligger gemt.

Tiden vil vise, hvem der har ret.

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Når vi er på vej mod de 70 procent i 2030, giver det slet ikke mening at have en kurve, der flader ud frem mod 2050. Vi arbejder for, at der skal stå i klimaloven, at Danmark skal være klimaneutral i 2040.

Regeringen har som mål at lande en klimalov inden jul, men det går langsomt. En af årsagerner er, at Enhedslisten har spillet et nyt krav på banen. Det fortalte partiets klimaordfører Mai Villadsen til Altinget.

- Vi skal huske på, at vi har brug for børnene, uanset hvem de er, og hvad de er bedst til, og det signal skal vi også sende til dem.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fortalte til DR, at regeringen vil indføre eksamen i kreative fag i folkeskolen. Det kunne for eksempel være musik, billedkunst og madkundskab.

- Jeg tror, jeg vil lade Macron bruge de ord, han har lyst til at bruge. Jeg mener, at Nato-samarbejdet er udfordret. Det er helt åbenbart, og det er ikke mindst på grund af situationen i Syrien.

Statsminister Mette Frederiksen bakkede den franske præsident Emauel Macrons kritik af USA og NATO-samarbejde, da hun i denne uge for første gang besøgte ham i Paris.

- Den attitude, vi møder fra ministeren i det her samråd, er noget af det mest arrogante, jeg har oplevet i mine år i Folketinget. Det er ikke specielt fordrende for den politiske debat.

Det Konservative Folkepartis Mette Abildgaard gik i flæsket på klimaminister Dan Jørgensen, da denne var indkaldt til samråd. Ministeren skulle forklare, de nærmere tanker bag det nyoprettede interne grønne udvalg i regeringen, men valgte ikke at fortælle mere, end hvad der allerede var skrevet i en pressemeddelelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Coronavirussen vil forandre dansk politik

I Danmark har vi – heldigvis – en politisk tradition for, at vi rykker sammen, når det gælder. Således kunne Folketinget på tværs af partiskel i et højt tempo og uden det sædvanlige politiske fnidder vedtage de nødvendige tiltag. Hvad enten det var omfattende og nødvendige tiltag på sundhedsområdet, forbud mod større forsamlinger eller en historisk stor økonomisk kompensation til ansatte og virksomheder, der er ramt af Coronaen. Også fagbevægelsen og arbejdsgiverne har med indgåelsen af en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under rigtigt mange lønmodtagere og mange virksomheder vist, at de er parate til at tage ansvar i denne svære situation. Men det er ikke slut endnu, og der bliver brug for flere tiltag. Både for at håndtere sundhedssituationen, men også for at sikre, at de alt for mange virksomheder, der af den ene eller anden årsag ikke bliver hjulpet af de vedtagne hjælpepakker, kan få den fornødne hjælp. Når denne coronakrise er drevet over, er der behov for samarbejder på tværs af partiskel. Til den tid vil dansk politik være forandret. Vi vil stå med en kæmpe regning, som vi endnu ikke kender, og som skal samles op. Det kommer til at kræve politisk mod og vilje. Hvordan sikrer vi de rette politiske rammer, økonomisk vækst og dermed en fortsat høj beskæftigelse? Og hvordan får vi de mange tusinde mennesker, der i disse dage bliver afskediget eller sendt hjem, tilbage på arbejdsmarkedet? Der er mange spørgsmål, der kræver politisk handling og samarbejde i Folketinget. I den første tid af coronakrisen har Folketinget vist vilje til samarbejde, men hvor længe vil det vare ved? Vil vi se ydrefløjene grave sig ned, som vanen forskriver? Og hvad med regeringens parlamentariske grundlag – herunder ikke mindst Enhedslisten og SF – vil de have modet til også at træffe upopulære beslutninger? Der må gøres ofre i tiden efter, og det er ikke givet, at Arne får lov til at komme tidligere på pension, eller at vi kan afsætte ubegrænset med penge til klimaet, hvis pengene ikke er der. For mig at se er løsningen klar: Et tæt samarbejde mellem S-regeringen og Venstre om en omfattende plan, der skal få Danmark tilbage på sporet. En plan, der rækker mange år frem – også til efter næste folketingsvalg. De to partier har flertal tilsammen og har for mig at se en forpligtigelse til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at bringe Danmark sikkert videre. Coronavirussen har derfor forandret dansk politik her og nu men så sandelig også på lang sigt.

Annonce