Annonce
Danmark

Funding: Dansk Folkepartis katastrofevalg kan ikke bortforklares

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Pessimisterne fik ret. Dansk Folkeparti fik et elendigt valg til Europa-Parlamentet. Partiet gik allerede, før valgresultatet forelå, i gang med at placere ansvaret på alle andre end sig selv. ”Klimatosser”, journalister og EU blev bebrejdet. Og måske det er noget af forklaringen, men det er ikke dækkende. DF må også kigge indad.

Der lød et jubelsbrøl til Dansk Folkepartis valgfest på Christiansborg, da det første valgresultat blev vist på fjernsynsskærmene. Brølet kom dog ikke fra DF'erne, men i stedet fra venstrefolkene på etagen ovenover.

De havde netop fået at vide, at de var blevet valgets sejrherre med et historisk godt valg. Altimens stod DF'erne dødstille og kiggede mat ud i luften. Deres store frygt var blevet til virkelighed. Partiet blev mere end halveret i stemmeprocent og gik fra fire til et mandat. Et regulært katastrofevalg.

En komplet uvant situation for partiet, der aldrig før har prøvet en afvaskning af denne størrelsesorden. Et fald på rundt regnet 60 procent sammenlignet med det seneste valg.

Måske var det derfor, partiet, allerede før valgresultatet forelå, gik i gang med at placere ansvaret for nederlaget på alle andre end egne skuldre.

Partiets tidligere formand, Pia Kjærsgaard, tog tidligt på aftenen ordet og gik på talerstolen, hvor hun først tordnede mod EU-systemet, som hun mente havde forhalet undersøgelsen af skandalehistorierne i Meld og Feld.

- Det er over tre år siden, den er begyndt. Vi sidder med røven på kogepladen. Det er ganske urimeligt, at sådan noget ikke er afgjort. Og det er typisk EU-systemet bare at vente, sagde Pia Kjærsgaard, inden hun kastede sig over journalister og klimabekymrede danskere.

- Jeg kender jer jo, I pressefolk, spydige smil. Man fryder sig sådan en lille bitte smule, man kan se det på jer, og det kan I faktisk ikke være bekendt.

- Måske er det alle de, hvad er det nu man kalder dem, klimatosser. Nej alle dem, der alene går op i klima, fortalte Pia Kjærsgaard, inden hun understregede, at det var vigtigt, at de fremmødte huskede at klappe ad Kristian Thulesen Dahl, fordi han har haft det hårdt.

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti har måske en pointe. I hvert fald når det kommer til klimaet. Dækningen af valget til Europa-Parlamentet har været fraværende, og den dækning, der har været, har haft et stort fokus på klimaet, hvilket ikke er en styrkeposition for DF.

Spørgsmål såsom grænsekontrol, social dumping og mindre EU har ikke fyldt det store, og det har ramt partiet. Læg dertil, at EU-valget er blevet afviklet midt under et kaotisk brexit, Donald Trump, der siger "America First", og Vladimir Putins Rusland, der opfører sig stadig mere aggressivt.

Men når man peger fingre ad andre, er der tre, der peger mod én selv, og det bør Dansk Folkeparti måske huske på.

Der er i hvert fald som minimum to selvforskyldte grunde til, at Dansk Folkeparti fik så ringe et valg i går.

Den første hedder Morten Messerschmidt. Han er givetvis den dansker, der til tid og evighed vil være indehaver af rekorden for flest personlige stemmer. 465.758 danskere stemte på ham for fem år siden.

Men med til historien hører, at Messerschmidt forvaltede valget dårligt. Han formåede ikke at holde sammen på sin fire mand store gruppe. Tværtimod var han selv med til at accelerere de interne konflikter i stedet for at løse dem.

Derudover kan han ikke - underordnet hvordan undersøgelserne imod ham i sagerne om Meld og Feld ender - løbe fra, at han som minimum har opført sig sløset på en måde, der har skadet hans eget parti.

Men Kristian Thulesen Dahl må også tage sin del af ansvaret. Gårsdagens katastrofevalg hænger i høj grad også sammen med den ringe opbakning, der er til partiet i meningsmålingerne til folketingsvalget.

Det bunder langt hen ad vejen i Kristian Thulesen Dahls beslutning om at placere Dansk Folkeparti i midten af dansk politik. Det har blåstemplet Socialdemokratiet, og gjort de mest borgerlige af DF’s vælgere i tvivl om, hvad man egentlig får, hvis man stemmer på partiet.

Dansk Folkeparti går nu nogle skrækkelige nyhedsdøgn i møde, og den malstrøm, partiet er fanget i, vil tage til i kraft. Hvad konsekvenserne bliver til folketingsvalget om ni dage, ved vi ikke, men DF’s krise er ikke ovre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Danmark

Genlæs livebloggen: Britta Nielsen idømt mere end seks års fængsel

Erhverv For abonnenter

Erhvervshus Fyns gulddreng: Økonomisk hjælp til udvikling af supercomputer har fløjet dronevirksomhed i mål

Annonce