Annonce
Danmark

Funding-analyse: Mettes røde soldater varsler en ny tid

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
Landets nye regering er ung og venstreorienteret. Mette Frederiksen er gået efter politikere, der mener noget, og som er rodfæstet til venstre for midten. Ligesom hende selv. Danmark har fået en rød regering og tag ikke fejl, den nye statsminister mener, hvad hun siger. Hun vil trække Danmark i en mere klassisk socialdemokratisk retning.
Annonce

Socialdemokratiet er, siden Mette Frederiksen blev formand for fire år siden, i stor stil begyndt at dyrke sin historie. Mødelokaler og gruppeværelset er blevet plastret til med malerier og store fotografier af tidligere tiders kæmper.

En nostalgisk hyldest af folk som H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Anker Jørgensen og det og den tid, de repræsenterede. Et socialdemokrati der tør vedkende sig, hvem de er noget for – og dermed også hvem de ikke er noget for.

Mette Frederiksen er værdipolitiker, og det er tydeligt, at hun vil have, at hendes regering skal kendes på klare socialdemokratiske værdier.

I den socialdemokratiske top er der en decideret foragt overfor den måde, Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon drev politik på. Tilgangen har de spydigt døbt ”nødvendighedens politik”.

Det dækker over, at de mener, at Socialdemokratiet i disse år glemte rødderne. I stedet for at lade sig styre af værdier, lod man sig diktere af omgivelserne. De mener ikke, at der var et klart værdipolitisk mål med det, man lavede.

Bjarne Corydons bekendelse til konkurrencestatens logik står for mange af partiets nuværende topfolk som en skamstøtte over det manglende værdipolitiske kompas.

I deres optik forsøgte den tidligere finansminister at legitimerede grundlæggende usocialdemokratiske gerninger ved at sige, at det var beslutninger, man var nødt til at træffe. Ellers ville Danmark tabe konkurrencen om væksten med andre stater. Sænkelse af selskabsskatten, højere topskattegrænse og salg af DONG-aktier er eksempler på dette.

Det er ikke fordi, at Mette Frederiksen kommer til at lave en revolution som statsminister. Hun er socialdemokrat, og de er grundlæggende pragmatikere, men hendes politik kommer i højere grad, end vi er vant til, til at tage et udgangspunkt i værdier.

Det så vi eksemplificeret i forhandlingerne om det såkaldte forståelsesdokument mellem partierne i rød blok. Indholdet er ganske rødt, og det kom til stort set uden indblanding fra embedsværket.

Både da Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i henholdsvis 2011 og 2015 dannede regering sad statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen med ved bordet og rådgav de to kongelige undersøgere.

Det gjorde han ikke denne gang, og embedsværket har i det hele taget ikke spillet nogen nævneværdig rolle i tilblivelsen af det dokument, den nye regering skal bruge denne valgperioden på at forsøge at realisere.

Det har skabt en ikke ubetydelig uro i embedsmandskredse, og det forstår man godt. Mette Frederiksens tilgang til politik varsler en ny tid for embedsværket. Den nye statsminister insisterer på en rollefordeling, hvor det er politikerne, der som det første udstikker de politiske mål, hvorefter embedsmændene bagefter forsøger at realisere dem. Embedsværket er blevet for definerende for landets udviklingen, og Socialdemokratiet vil rykke noget magten tilbage til politikerne. Altså dem selv.

Det skal være slut med, at finanslovsforhandlingerne starter med, at finansministeriet fortæller politikerne, hvor mange penge, de har at lege politiker for, og at det bliver det, der sætter barren for ambitionerne.

Mette Frederiksens tilgang til politik ser man også afspejlet i det ministerhold, hun har valgt. Teknokrater og driftspolitikere er blevet fravalgt til fordel for en ung generation af politikere, der mener noget. Og det vel og mærke det rigtige set i Mette Frederiksens optik.

Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad, Lea Wermelin, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen er alle forankret samme sted som statsministeren.

De ideologiserer partiets gamle kæmper, der hænger på væggene i Socialdemokratiets mødelokaler, og de har stort set alle brugt den seneste valgperiode på politisk ideudvikling. De har skrevet bøger om produktionsdanmark, omfordeling, kapitalismen, tidlig social indsats og integration og udlændingepolitik.

Men selv ikke ideologer kan undslå sig virkelighedens realiteter, og den nye regering er stadig en mindretalsregering. Mette Frederiksens socialdemokratiske projekt bliver kun til noget, hvis hun og hendes nye ministre kan få flertal for det, og især finansieringen af alle drømmene bliver en hård nød at knække.

Der er på lange stræk ikke flertal for en mere venstreorienteret retning i dansk politik, så det kommer til at kræve store forhandlingsevner for regeringen at komme igennem med sin politik. Mange af de nye ministre har i den sammenhæng en relativ spinkel parlamentariske erfaring, og det risikerer at blive et problem.

Men ambitionerne er der. Mette Frederiksen vil gøre Danmark mere socialdemokratisk. Og hun mener det alvorligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce