Annonce
Odense

Frygten for skindødes begravelse

Luftfoto af Gerthasminde-kvarteret og  Ansgar Kirke ca. 1930. I bunden af billedet ses nogle af gartner Rasmussens drivhuse og blomstermarker. Gartneren boede selv i Kirkegårds Allé 31 og havde butik i huset ved siden af. Foto: Stadsarkivet i Odense
Historien om graveren på Assistenskirkegården er også historien om, hvordan byen fik sin første haveby.

Da Assistenskirkegården blev anlagt i 1811, blev gartner Niels Nørager Rasmussen (1786-1867) ansat som den første graver. Det havde før indvielsen været på tale at lave et kapel ved kirkegården – eller som det blev kaldt i samtiden et ”lighus til forebyggelse af skindødes begravelse”. Lighuset skulle have været bygget sammen med graverboligen, men ingen af delene blev til noget. Man havde ellers forestillet sig, at ligene i kapellet blev forsynet med en snor om håndleddet, og at snoren gennem nogle trisser ved den mindste bevægelse alarmerede graveren, der så kunne have en klokke i sin stue. Alene tanken vidner om, hvor udbredt frygten dengang var for at blive levende begravet.

Graver Rasmussen bosatte sig i stedet for uden for kirkegården, nærmere bestemt på Kirkegårds Allé 31. Her drev han også et lille gartneri, som han grundlagde i 1816. Han blev i graverembedet helt frem til sin død i 1867 – også selv om han i kirkebogen blev omtalt som ”undergraver”.

Det blev sønnen Niels Peter Rasmussen, der overtog hvervet som graver. Han var barnefødt i Odense. Forældrene var allerede godt oppe i årene, da han kom til verden i 1835 som den sidste i en større børneflok.

Gartnersønnen gik i faderens fodspor og fik sin uddannelse hos den dengang landskendte Odensegartner, L.H. Bredsted. Kun 18 år gammel overtog han faderens gartneri, men viste snart, hvad han formåede. Fra år til år drev han virksomheden frem og skabte med dygtighed og flid et anset gartneri. I begyndelsen var det meget alsidigt, men senere mere specialiseret som blomstergartneri.

N.P. Rasmussen efterfulgte også faderen som graver ved Assistenskirkegården. I 1895 blev gartneriet overtaget af sønnen Niels Peter Emil Rasmussen (1870-1953), men ”den gamle gartner” var stadig stærkt optaget af anlægsarbejder. Hans grønne fingre satte et stærkt aftryk i Læseforeningens Have (nu Eventyrhaven), og i 1900 var han også manden bag udformningen af Ansgar Anlæg. Ved hans 90-års fødselsdag i 1925 takkede en lokal avis ham derfor for det smukke anlæg, ”han i sin tid skabte ud af den grimme og snavsede markedsplads”.

N.P. Rasmussen tog også initiativ til Odenses første haveby, Gerthasminde, der blev bygget på den gamle gartnerigrund ved Kirkegårds Allé. Han var kommet i kontakt med arkitekt Anton Rosen, der i 1900-1902 byggede flere ejendomme i byen. De var begge - ud fra hver sin vinkel – meget optaget af hele haveby-ideen. I 1912 rejste de sammen til England og Tyskland for at se på havebyer, og ved slutningen af året indsendte Anton Rosen ansøgning til byrådet med plan for bebyggelsen af området, der blev opkaldt efter N.P. Rasmussens afdøde hustru. Om planen skrev Rosen, at ”hvert hus for sig opnår de størst mulige fordele, hvad angår lys og luft”. Inspirationen kom fra de engelske havebyer, og hensigten var, at man ”ved enkle og naturlige midler [kunne] skabe et fredeligt og smukt kvarter”. Hvad kunne være mere perfekt på en tidligere gartnerigrund?

Har læserne spørgsmål om Odenses historie, kan de sendes til odense@fyens.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce