Annonce
Odense

Frygten for skindødes begravelse

Luftfoto af Gerthasminde-kvarteret og  Ansgar Kirke ca. 1930. I bunden af billedet ses nogle af gartner Rasmussens drivhuse og blomstermarker. Gartneren boede selv i Kirkegårds Allé 31 og havde butik i huset ved siden af. Foto: Stadsarkivet i Odense
Historien om graveren på Assistenskirkegården er også historien om, hvordan byen fik sin første haveby.
Annonce

Da Assistenskirkegården blev anlagt i 1811, blev gartner Niels Nørager Rasmussen (1786-1867) ansat som den første graver. Det havde før indvielsen været på tale at lave et kapel ved kirkegården – eller som det blev kaldt i samtiden et ”lighus til forebyggelse af skindødes begravelse”. Lighuset skulle have været bygget sammen med graverboligen, men ingen af delene blev til noget. Man havde ellers forestillet sig, at ligene i kapellet blev forsynet med en snor om håndleddet, og at snoren gennem nogle trisser ved den mindste bevægelse alarmerede graveren, der så kunne have en klokke i sin stue. Alene tanken vidner om, hvor udbredt frygten dengang var for at blive levende begravet.

Graver Rasmussen bosatte sig i stedet for uden for kirkegården, nærmere bestemt på Kirkegårds Allé 31. Her drev han også et lille gartneri, som han grundlagde i 1816. Han blev i graverembedet helt frem til sin død i 1867 – også selv om han i kirkebogen blev omtalt som ”undergraver”.

Det blev sønnen Niels Peter Rasmussen, der overtog hvervet som graver. Han var barnefødt i Odense. Forældrene var allerede godt oppe i årene, da han kom til verden i 1835 som den sidste i en større børneflok.

Gartnersønnen gik i faderens fodspor og fik sin uddannelse hos den dengang landskendte Odensegartner, L.H. Bredsted. Kun 18 år gammel overtog han faderens gartneri, men viste snart, hvad han formåede. Fra år til år drev han virksomheden frem og skabte med dygtighed og flid et anset gartneri. I begyndelsen var det meget alsidigt, men senere mere specialiseret som blomstergartneri.

N.P. Rasmussen efterfulgte også faderen som graver ved Assistenskirkegården. I 1895 blev gartneriet overtaget af sønnen Niels Peter Emil Rasmussen (1870-1953), men ”den gamle gartner” var stadig stærkt optaget af anlægsarbejder. Hans grønne fingre satte et stærkt aftryk i Læseforeningens Have (nu Eventyrhaven), og i 1900 var han også manden bag udformningen af Ansgar Anlæg. Ved hans 90-års fødselsdag i 1925 takkede en lokal avis ham derfor for det smukke anlæg, ”han i sin tid skabte ud af den grimme og snavsede markedsplads”.

N.P. Rasmussen tog også initiativ til Odenses første haveby, Gerthasminde, der blev bygget på den gamle gartnerigrund ved Kirkegårds Allé. Han var kommet i kontakt med arkitekt Anton Rosen, der i 1900-1902 byggede flere ejendomme i byen. De var begge - ud fra hver sin vinkel – meget optaget af hele haveby-ideen. I 1912 rejste de sammen til England og Tyskland for at se på havebyer, og ved slutningen af året indsendte Anton Rosen ansøgning til byrådet med plan for bebyggelsen af området, der blev opkaldt efter N.P. Rasmussens afdøde hustru. Om planen skrev Rosen, at ”hvert hus for sig opnår de størst mulige fordele, hvad angår lys og luft”. Inspirationen kom fra de engelske havebyer, og hensigten var, at man ”ved enkle og naturlige midler [kunne] skabe et fredeligt og smukt kvarter”. Hvad kunne være mere perfekt på en tidligere gartnerigrund?

Har læserne spørgsmål om Odenses historie, kan de sendes til odense@fyens.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn

Se dem her: Lyngvilds syv omstridte billeder fra Faaborg Kirke

Annonce