Annonce
Læserbrev

Frivillige. Vi siger ja tak til en udstrakt hånd

Synspunkt: I Region Syddanmark har vi mange dygtige, veluddannede og erfarne medarbejdere ansat – både på sygehusene, i psykiatrien, på de sociale centre og som ambulancereddere. De yder en kæmpe indsats hver dag.

Men vi har også de frivillige. Mennesker, som stiller deres tid og ressourcer til rådighed for at yde en frivillig indsats, og som brænder for at gøre en forskel for deres medmennesker. De findes både på sygehusene og de sociale centre, hvor de har tid og ro til at lytte til borgerne, hvor de hjælper borgerne med praktiske gøremål, holder dem ved selskab til julemiddagen eller underholder med sang og musik.

De frivillige findes også uden for sygehusenes og centrenes mure. Her yder de for eksempel en kæmpe indsats som frivillige akut- og førstehjælpere, der er klar til at rykke ud med førstehjælp og redde liv døgnet rundt.

Og så er der alle de frivillige, som selv har været patienter eller pårørende, og som nu hjælper andre patienter i samme situation. Det kan være en uvurderlig støtte for patienterne at tale med en frivillig, som har oplevet sygdommen på egen krop og ved, hvordan det føles. En viden, medarbejderne normalt ikke kan bidrage med.

Vi er dybt taknemmelige for, at disse frivillige syddanskere vil stille deres tid og ressourcer til rådighed.

For at give de frivillige gode vilkår, har regionsrådet i oktober vedtaget en ny politik for frivillighed og medborgerskab, udviklet i samarbejde med blandt andre frivillige, medarbejdere og patientforeninger.

Samtidig har regionsrådet afsat tre mio. kr. på budget 2020 til frivilligkoordinatorer på regionens sygehuse. Koordinatorerne skal understøtte og udvikle samarbejdet med de frivillige – og være med til at tiltrække nye frivillige kræfter.

Kritiske røster er bekymrede for, at de frivillige skal erstatte personalet. At det er en måde at spare løn på. Det vil jeg gerne blankt afvise. Det er på ingen måde meningen, at frivillige eksempelvis skal have med behandling og pleje af patienter at gøre eller udføre portørernes arbejdsopgaver.

Men de frivillige kan stadig være med til at give ekstra værdi og lette hverdagen – ikke kun for patienterne på sygehusene eller for borgerne på de sociale centre, men også for medarbejderne.

For de frivillige kan for eksempel sætte sig hos en patient og høre om patientens liv og glæder. De kan spille brætspil, læse bøger højt eller sætte blomster i vand. Og så kan de have en patienterfaring, som medarbejderne ikke besidder, eller de kan på anden vis være et sted i livet, som matcher patienterne - som for eksempel de frivillige fra Ungdommens Røde Kors, der arrangerer café for andre unge, der er indlagt.

De frivilliges omsorg kan med andre ord bidrage med noget særligt og samtidig give medarbejderne bedre mulighed for at udføre de mange opgaver, som frivillige hverken kan eller skal løse.

Vi er meget optaget af at sørge for, at vores frivillige er godt rustet. At de ved, hvordan de skal agere – både når det gælder tavshedspligt og hygiejne. Men også når det drejer sig om, hvad borgerne kan tåle og ikke kan tåle. For det er hverken rart for borgerne eller for de frivillige selv, hvis der er usikkerhed om, hvordan de frivillige skal færdes på en sygehusafdeling, eller hvad de må og ikke må hjælpe med. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne slå fast, at man altid er i sin gode ret til at takke nej til en frivillig hånd.

I Region Syddanmark ser vi frem til at fortsætte vores gode samarbejde med de frivillige. Med den nye politik og ansættelsen af frivilligkoordinatorer skaber vi yderligere muligheder for at styrke dette samarbejde. For vi siger ja tak til en udstrakt hånd og tager imod den med kyshånd.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce