Friskt ungt pust i skoven

April 1960: Gadegennembrud i Nørregade

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.