Annonce
Musik

Fribytterdrømme bag månedens udgivelse: Seksbenet skizofren kamæleon

Fribytterdrømme med fynske aner står bag månedens fynske udgivelse med gruppens tredje album "Skin". PR-foto
Fribytterdrømmer svæver væk fra den psykedeliske rock og forlyster sig ubekymret og ubesværet i alt fra britisk-inspireret 90'er-rock til moderne ravetoner. Den nyborgensiske kvartet Anoxia udmærker sig også med et gennemført heavy metal-album.

1: Fribytterdrømme - "Skin" - Fem stjerner

Fribytterdrømme med fynske aner er en musikalsk seksbenet kamæleon, der ubekymret springer rundt mellem britisk 90'er-rock, eklektisk elektrorock og ferme popsange på gruppens tredje album "Skin".

Fans af deres psykedeliske forkærlighed vil få sig en gevaldig lussing, men formodentlig også blive forundret og fascineret af de nye universer Fribytterdrømme inviterer lytteren med til.

"Hallusignaler" med dyster New Order-bas, en melankolsk messende Lau Ingemann Vinther Pedersen og gæstesanger Rasmus Yde med opgivende klageråb udgør en mørk, musikalsk rejse, hvor det springer i ørerne, at de seks medlemmer har foretaget et musikalsk kvantespring siden forrige udgivelse, "Superego", fra 2017.

Fra det album sendte sangen "De elysianske mysterier" mig i kronisk kredsløb om fjerne planeter, og det samme gør sig gældende med den vidunderlige nye sang, "Lau I. V. Pedersen over 24 timer", der er en melodisk og lyrisk åbenbaring. Det er det bedste fra Steppeulvene, CV Jørgensen og Povl Dissing forenet i et nutidig poetisk udtryk, hvor Lau Ingemann Vinther Pedersen tager lytteren i hånden og fører dem svævende gennem verdensrummet.

Der gemmer sig bunkevis af sproglige godbidder for den opmærksomme lytter. Selv skulle jeg høre omkvædet på "Soma" en snes gange, før det gik op for mig, at linjen "Intet varer evigt, medmindre jeg får mere" også kan tolkes som "Intet varer evigt, medmindre jeg formerer". En genial dobbelthed som understreger forsangerens lyriske niveau.

"En del af os" med strygere og en sukkersød tekst, bliver lidt for langtrukken og kælen til min smag. Så er jeg klart mere til eksplosive sange som "Assasinerdrømme" med pulserende, dansable diskobeats eller "Alt er alter" med frådende guitarriff og et skønt, brutalt raveudtryk, som uden tvivl kommer til at jævne spillesteder og festivalpladser med jorden.

Sidste nummer, "Det skinnende", runder mesterligt af med Lydmor som veloplagt gæstesanger. Jeg har fået gåsehud samtlige gange, jeg hører hendes sarte stemme åbenbare sig mellem det catchy, legende guitarriff og de drømmende synthflader. Hendes klare englerøst står i skærende kontrast til Lau Ingemann Vinther Pedersens lettere uortodokse sangstil, men det understreger kun, at "Skin" er et skizofrent album med sange, som uden tvivl kommer til at fylde både dansegulve, hjerner og hjerter.

Annonce
Friytterdrømme - "Skin"

2: Anoxia - "To the Lions" - fire stjerner

Lars, Claus, Allan og Søren lyder muligvis ikke som en frygtindgydende kvartet, men Nyborgbandet Anoxia med flere end 20 år på bagen udgør bestemt et band med power og gennemslagskraft.

Det er længe siden, jeg har hørt så rendyrket heavy metal, som de præsenterer på det velproducerede fjerde album, "To the Lions". Jeg har ikke hørt gruppens første udgivelser, men kan kun rose det dynamiske lydbillede, hvor både de mere afdæmpede passager og de ildsprudlende klimakser spiller vitale roller.

Som ikke alt for passioneret heavy metal-lytter kan jeg tydeligt høre, at bandet har lagt sig i selen for at skabe en række varierede melodier, hvor man ikke går kold efter fem numre.

De to guitarister, Lars Frederiksen (der også synger) og Claus S. Nielsen, deler rovet eminent mellem sig. Et godt eksempel er den hæsblæsende "The Devil Share", hvor der både væves ekvilibristiske detaljer sammen med et godt gammeldags smadderriff. Det er umuligt ikke at blive grebet af.

Titlen på sangene indikerer tydeligt, at vi er i heavy-land. "Origin of Pain", "Rule the Storm" og "Bite the Darkness" er ikke falske prædikater, da det føles som at få en mavepuster, blive rusket i et infernalsk guitarinferno og trukket dybt ned i mørket.

"To the Lions" er et gennemført album, hvor kvaliteten og ambitionerne holder hele vejen fra åbningsnummeret og til sidste skæring "In Eternity". Lars, Claus, Allan og Søren understreger, at man sagtens kan være småbørnsfædre og musikalske helvedeskarle på samme tid.

3: Jonathan Christensen - "Ylajali" - tre stjerner

Den produktive odensemusiker Jonathan Christensen har udgivet albummet "Ylajali" sammen med en bog af samme navn med sang- og prosatekster. "Ylajali" er navnet på en kvinde, som fortælleren i Knut Hamsuns roman "Sult" forelsker sig i på gaden. Jonathan Christensen har fundet romanen i en genbrugsbutik og har meget passende genbrugt det løjerlige navn.

Jeg har ikke læst bogen, så jeg kan ikke udlede, hvor tæt forbundne de to størrelser er. Og ikke mindst, om sangene åbner sig mere op, hvis man først har læst bogen. Jeg synes, at fortællingerne på albummet flagrer lidt i øst og vest. Både genremæssigt og emnemæssigt. "Urblind" er til trods for den geniale titel en skabet kabaretsang, hvor der går for megen spradebasse i Jonathan Christensens vokal. Det næsten barnligt simple tromme- og guitarspil hjælper ikke på helhedsindtrykket.

"Prinsens ord" fortsætter det lidt rodede indtryk, hvor man forgæves leder efter en musikalsk eller lyrisk rød tråd. En af Jonathan Christensens forcer er hans fabulerende stil, men faren ved den arbejdsmetode er, at man risikerer at lade sin lytter i stikken. Jeg kan simpelthen ikke finde hoved eller hale i sangen.

Bedre går det på den bluesede "Skuden vender altid hjem igen", hvor man har et fængende omkvæd at klynge sig til. De syv numre - hvoraf det ene er genbrug fra en tidligere ep - har lidt for meget en skitse-em over sig, og desværre holder det høje niveau fra det smukke, veldoserede åbningsnummer, "Onsdagssoldat", ikke ret længe.

Anoxia - "To the Lions"

4: Det I Hører - "D-I-H" - tre stjerner

Bag pladetitlens tre bogstaver står midtfynboen Dan Ingemann Hansen, der gennem en årrække har været guitarist i en række fynske bands. Han havde egentlig planlagt at udgive et singersongwriter-album med sig selv som eneste musiker, men han ændrede mening og samlede et band, som indspillede albummet med ham i Medley Studios.

Stilen er en afdæmpet rock med elementer af både folk og blues, men det er også tydeligt slægtskab med danske folkemusikere og spillemænd som Erik Grip og Ib Grønbech uden at være helt så humoristisk anlagt som sidstnævnte.

Dan Ingemann Hansen er ikke nogen orkan rent vokalt, men han kender tilsyneladende sine begrænsninger og bevæger sig ikke ud på for dybt vand. Der er noget dragende over hans stemme, som kommer til udtryk især på den afdæmpede "Dit ypperste værk" og den mere løsslupne rockballade "Farlig omgang".

Der er ikke tale om revolutionerende spil, men det er klædeligt, at der er fundet plads til hammondorgel på flere af sangene. Guitarlyden er yderst velproduceret, men det er ikke helt nok til at eliminere indtrykket af, at flere af teksterne halter kvalitetsmæssigt. Nogle af dem er på kanten af det uforståelige, selv om der med tanke på kunstnerisk frihed naturligvis skal være plads til abstraktioner og metaforer.

Jonathan Christensen - "Ylajali"
Det I Hører - "D-I-H"
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Annonce