Annonce
Kultur

Fremragende debutalbum fra fynsk kvintet

The Love Coffin består af tre odenseanere, en fra Marslev og en fra Måle. Foto: Zarko Ivetic

Musikredaktør Simon Staun har lyttet sig gennem et udvalg af den seneste måneds udgivelser fra bands på eller fra Fyn. Rockgruppen The Love Coffin er den helt store oplevelse med det femstjernede album "Cloudlands".

Annonce

Oktober kan være en trist måned at komme igennem, fordi det ikke helt er gået op for krop og sind, at sommeren endegyldigt er forbi. Heldigvis er der masser af fortrinlige fynske udgivelser at lune sig på.

Månedens album er "Cloudlands" fra gruppen The Love Coffin. Årets indtil videre stærkeste debutudgivelse er en komplet og helstøbt overraskelse, som tilmed er fortræffeligt produceret.

Allerede et minut inde i åbningsnummeret "Sense of Indifference" rejser mine hår på armene sig, da forsanger Jonatan K. Magnussen åbenbarer et respektindgydende vokalt format. Hans vrængende, aggressive stemme emmer af samme frådende vrede som Billy Corgan fra The Smashing Pumpkins.

Sangen er begavet med bunkevis af tempo- og stemningsskift, hvilket tvinger lytteren ud over stolesædet. Vekselvirkningen mellem akustisk og elektrisk guitar samt helt rolige mellemspil og brutale passager er kløgtigt orkestreret, og i det hele taget er det instrumentale og kompositoriske talent imponerende.

Bandmedlemmerne kalder selv musikken for et kludetæppe af støjrock, shoegazer og post-punk. Uanset prædikat er de fem fynske et interessant bekendtskab, hvor sangene det ene øjeblik emmer af poleret skønhed for det næste at eksplodere i et inferno af forvrænget guitar.

"See Me When I Crawl" er en pompøs rockudladning af en kaliber, der giver mig kuldegysninger. Tænk sig, at der stadig findes unge rockmusikere, som er så kompromisløse og stræber efter skabe et udtryk, som måske nok har klare referencer, men alligevel ender med at være lyden af The Love Coffin.

På titelnummeret vækker den æggende intro med Jonatan K. Magnussen helt fremme i lydbilledet også minder om The The med en af mine favoritsangere, Matt Johnson. Sangen understreger de lyriske ambitioner, og hvor er det fornøjeligt at lytte til sange, som faktisk har noget på hjerte. "Concrete Foreign Shores" runder poetisk albummet af med klagende guitarflader og strygere som potent prik over i'et.

Jeg har hørt albummet 20 gange på en uge og kan ikke få nok. The Love Coffin har skabt et smerteligt smukt album, som skal nærlyttes og fordøjes i sin helhed. En seriøs bejler til årets fynske udgivelse.

The Love Coffin, "Cloudlands", Bad AfroFem stjerner

Annonce

Lyrisk perle

Jonathans Christensens ep, "Folk der følges", er en lyrisk perle, hvor den Povl Dissing-inspirerede sanger viser et kyndigt sangskrivningstalent. Titelsangen emmer af kærlighed til det danske sprog og en særlig emne til at skabe fængende omkvæd. "Mens du smiler, kan du glæde dig til et helt nyt synsfelt - en helt ny legeplads - bare vent og se det ske" lyder måske ikke sexet på papiret, men det er sunget med så megen indlevelse og determination, at man fysisk kan mærke Jonathan Christensen bore sig ind i øregangen.

"Adressen på et snefnug" er fortællekunst på højt niveau, som lover godt for de kommende ep'er, da denne er første af en serie på fire eller fem. "Sømand, jeg elsker dig" tager afsæt i visetraditionen og ender med storladen fællessang, som er umulig ikke at hoppe om bord i. Endnu en formidabel sang fra en troubadour med ekstremt stort live-potentiale.

The Folk Factory, "Let's Not Move Into the Suburbs", selvudgivetFire stjerner

Annonce

Ensartet udtryk

Dan Rose er også singer-songwriter fra Odense. Han har ikke samme vokale slagkraftighed som Jonathan Christensen og mangler også nytænkning i sangskrivningen. Men der er fine tendenser at spore i de Elliott Smith-inspirerede mol-melodier, hvor "Never Gonna Leave" udstikker den opgivende kurs fra start.

Han har været solist i en årrække og kun arbejdet sammen med de øvrige musikere i albumsammenhæng, hvilken kan høres. Det er sjældent 100 procent tight og i flere sange lyder sammenspillet lidt for stivbenet og mekanisk. "Early in the Morning" løsner musikalsk lidt op med mundharpe og banjo, men Dan Roses vokale udtryk er for ensartet til at holde interessen fanget over 10 sange.

Folkeklubben, "Sort tulipan", A:larm MusicFire stjerner

Annonce

Hyldest til Shu-bi-dua

Folkeklubben har udsendt gruppens fjerde album, "Sort Tulipan", hvor forsanger Kjartan Arngrim fortsat boltrer sig i litterære og musikalske referencer fra alt til Rimbaud og Baudelaire til Holger Drachmann og C.V. Jørgensen.

Der er få andre sangere i Danmark end ham, der kan slippe med skindet på næsen med at synge: "Afgrundsrosen blomstrer i dit hår" eller "Poesi, kys mine frostkolde læber". Hans sangsprog er efterhånden så veludviklet, at man alene ved at læse teksten på tryk kan gætte, at han er afsender.

På kanten til endnu en vinter er det herligt at høre "Men ikke endnu en vinter" med falsetkor og et omkvæd, som hænger ved som tungen på en frostkold lygtepæl. "Vikaren" er bedårende udført med strygere, vemodigt flygel og stemningsfuldt guitarspil fra Rasmus Dall. Mit favoritnummer er den ligefremme "Falden gud", som melodiøst kan betragtes som en hyldest til Shu-bi-duas effektive rockformular. En bliv-glad-i-låget-sang til trods for den seriøse tekst.

Jonathan Christensen, "Folk der følges", selvudgivet

Fire stjerner

Annonce

Folk Factory viser format

En anden gruppe med fynske aner er The Folk Factory, som har fået en ekstra dimension med trommeslager. "Let's Not Move to the Suburbs" er på mange måder et kvantespring for folkgruppen, der både kompositorisk, teknisk og lyrisk har hævet niveauet siden forrige albumudgivelse i 2014.

"Sally, Please Don't Go" er en pompøs folk-ballade med fængende flerstemmig sang og en emotionel, klaverbåren intro. De fire faste medlemmer sværger til strengeinstrumenter, og især banjoen giver flere af sangene ekstra kulør. "Glory Days", som minder om en folket udgave af Band of Horses, er med forsanger Morten Fast som kaptajn en rørende fortælling om karakteren Thomas. Melankolsk trækharmonika giver sangen det sidste vemodige finish til en mesterlig sang.

På "Perfection Or Produce" synger gruppens anden sanger, Jon Bonde Eriksen, om, at man må vælge mellem perfektion eller produktion. Med "Let's Not Move to the Suburbs" lever The Folk Factory op til begge dele med et velproduceret album, hvor enkelte sange nærmer sig det perfekte.

Dan Rose, "No Time for Fear", selvudgivetTo stjerner

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce