Annonce
Udland

Store lande enes om libysk løsning - men krigens parter fnyser

Hannibal Hanschke/Ritzau Scanpix
Fredsmøde for Libyen i Berlin enes om våbenembargo og våbenhvile. Men krigens parter vil ikke tale sammen.

Deltagerne på et internationalt fredsmøde for Libyen, der søndag er afholdt i Berlin, har forpligtet sig til at styrke en våbenembargo.

Samtidig skal de sikre, at den militære støtte udefra til krigens parter i Libyen ophører.

Det fremgår af en sluterklæring fra mødet.

- Vi er blevet enige om en bindende proces, lyder det fra Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

Men det står klart, at på ét punkt har fredsmødet fejlet: Det er ikke lykkes at få de to hovedmodstandere til at tale sammen.

Det er Khalifa Haftar, der er kommandant for en østlig oprørshær, og den FN-anerkendte premierminister i hovedstaden Tripoli, Fayez al-Serraj. Haftars styrker har i syv måneder belejret Tripoli i den vestlige del af landet.

Den libyske tv-station Alahrar oplyste, at Serraj og hans delegation søndag nægtede at mødes med Haftar i Berlin.

- Det er indlysende, at vi endnu ikke har haft held til at igangsætte en seriøs og stabil dialog mellem dem, konstaterer Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Fredsmødet i Berlin har haft deltagelse af blandt andet FN, europæiske ledere, den russiske og tyrkiske præsident - Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan - USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og aktørerne i den libyske konflikt. I alt har 16 lande deltaget.

Parterne mener i sluterklæringen, at man internationalt skal anstrenge sig for at styrke overvågningen af en våbenembargo. Samtidig skal parterne respektere den våbenhvile, som blev brudt tidligere på ugen.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, siger, at hans land vil spille en ledende rolle for at fastholde resultaterne fra Berlin.

- Vi vil så fra nu af stole på, at de vil holde sig til våbenhvilen, siger han om Haftar og Serraj.

- Vi har taget nogle vigtige skridt fremad, mener Conte.

Haftar har sin base i Benghazi i det østlige Libyen. Han støttes af russiske lejesoldater, mens Tyrkiet har sendt soldater til støtte for regeringen i Tripoli.

Op til mødet i Berlin afbrød Haftar over halvdelen af Libyens betydelige olieeksport ved at blokere udskibningshavne.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce