Annonce
Sport

Franske stjerners historiske nedtur: Fra håndboldkonger til døende elefanter på to døgn

Tronskifte i Trondheim. Håndboldens fremtid takker håndboldens fortid. De to Paris-spillere, Norges Sander Sagosen og Frankrigs Nikola Karabatic, viser hinanden respekt. Foto: Ole Martin Wold / NTB Scanpix / AFP
En æra er endegyldigt forbi med det tidlige franske EM-exit, og selv om Frankrig tidligere har rejst sig i et OL-år, ser Karabatic-epoken ud til at være ovre.

De sad på håndboldtronen i henved 20 år.

De var årtusindets mest frygtindgydende håndboldlandshold.

Taktisk, atletisk og mentalt var de overlegne.

Nu er det ovre. Frankrigs nederlag til Norge søndag aften overraskede kun de færreste. Karabatic-slængets dage som håndboldherskere har været udfordret i nogle år. Ved EM-slutrunden blev pointerne blot understreget. Det store au revoir må sandsynligvis vente til efter OL i Japan senere på året, for det virker trods alt utænkeligt, at koryfæer som Nikola Karabatic og Luc Abalo bliver bedt om at pakke tasken og liste ud af bagdøren. Elitesport er oftest usentimental, men de spillere, der har givet Frankrig så meget, fortjener at få den sidste store turnering med.

Om landstræner Didier Dinart, der selv var med til at hente mange af trofæerne som aktiv, også får OL med er nok mere tvivlsomt. Nederlagene mod Portugal og Norge, der har gjort Frankrig til statist inden den sidste gruppekamp mod Bilal Suman og Lasse Boesens Bosnien, kan blive dødskysset, men allerede inden EM-slutrunden fremstod Frankrig som et hold i ubalance.

Annonce

Karabatic' skuldre er trætte

Frankrig har lignet et hold, der er fanget mellem noget gammelt og noget nyt. Talentmassen og potentialet er gigantisk i Frankrig. Det er helt indiskutabelt. Alle andre lande - den danske OL-guldvinder og verdensmester inklusive - kan kun drømme om at have så mange klassespillere at vælge mellem. Det er indlysende, at spillere som Dika Mem, Nedim Remili, Ludovic Fabregas og Melvyn Richardson kommer til at stråle på den internationale scene i mange år frem, men som hold skal Frankrig finde nye ben at stå på.

Landstræner Dinart forsvarede sig selv og holdet i den franske sportsavis L'Equipe.

- Men jeg synes ikke, der er krise. Vi gjorde vores bedste. Ingen skal have skylden for det. Frankrig er måske bare på det niveau, sagde han.

De franske håndboldfans vil næppe acceptere at være på det niveau, og holdet står senest efter OL foran en helt ny tid. VM-guldet på hjemmebane i 2017 og bronzemedaljerne ved EM 2018 og VM i 2019 er hurtigt glemt.

Nikola Karabatic brede skuldre er blevet trætte efter 18 år på landsholdet med svimlende ni guldmedaljer ved OL, VM og EM til følge. Vor tids største spiller kan ikke længere bære holdet alene, som han kunne i sine bedste dage. Det viste kampen mod Norge også med al tydelighed.

Skal gennem OL-kvalifikation

Selv om Frankrig gennem et årti har været Danmarks største konkurrent, er det alligevel en anelse vemodigt. Det er som de stolte, gamle elefanter, der ifølge gamle sagn går mod et hemmeligt sted for at lægge sig til at dø.

De franske håndboldkonger giver måske et sidste hug med stødtænderne, inden det er slut. Men deres bortgang kommer til at ske i fuld offentlighed i Japan. Ved OL om et halvt år. Hvis holdet endda når så langt.

For Frankrig skal først gennem en OL-kvalifikation, hvor modstanderne bliver Kroatien, den kommende EM-bronzevinder og sølvvinderen fra de afrikanske mesterskaber. Kun to af disse hold får adgang til OL, så intet er givet.

Kikser franskmændene OL-kvalifikationen, slår elefantkirkegården portene op før tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce