Annonce
Sport

Fransk fodboldchef: Racisme og homofobi er forskelligt

Fred Lancelot/Reuters
Fransk fodboldpræsident bokser videre med sportsminister i sag om homofobi ved franske fodboldkampe.

Flere kampe i den bedste franske fodboldrække er i denne sæson blevet stoppet på grund af homofobiske tilråb eller bannere fra tilskuerpladserne.

Det fik forleden præsidenten for Frankrigs Fodboldforbund (FFF), Noel Le Graet, til at opfordre til en blødere linje over for homofobi i forbindelse med kampene.

- Jeg synes, vi stopper for mange kampe. Det gør nogle ministre glade, men det generer mig. Fodbold kan ikke blive taget som gidsel af vulgaritet, sagde Le Graet ifølge AFP i et interview med avisen Ouest-France.

Tirsdag bed fodboldpræsidenten så fra sig igen, da han ifølge AFP sagde til mediet France Info, at han håber, at fodboldkampe i den kommende weekend i Frankrig ikke vil blive stoppet på grund af homofobiske tilråb.

Ifølge AFP har Noel Le Graet forklaret de franske fodbolddommere, at de ikke skal fortsætte med at stoppe kampene på grund af homofobiske tilråb.

Le Graet pointerede også, at homofobi og eksempelvis racisme ifølge ham ikke kan sammenlignes.

- Jeg vil stoppe en kamp, hvis der opstår racistiske tilråb. Jeg vil stoppe en kamp, hvis der er slagsmål, eller hvis der opstår en farlig situation på tilskuerpladserne.

- Men racisme og homofobi er ikke det samme, siger Noel Le Graet.

Udtalelsen fik tirsdag med det samme Frankrigs sportsminister, Roxana Maracineanu, til at reagere, efter at parterne også tidligere har været ret uenige i sagen.

- Den position, som Noel Le Graet har indtaget ved at gøre forskel på homofobi og racisme, er forkert, siger Maracineanu ifølge AFP.

Forslaget om at stoppe kampe kommer oprindelig fra sportsminister og ligestillingsminister Marlene Schiappa.

Noel Le Graet har tidligere udtalt, at politikerne blot udnytter situationen med homofobi i forbindelse med de franske fodboldkampe, så de på tv kan fremstå godt i offentligheden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

112

Politi i aktion ved boligblok i Middelfart

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce