Annonce
Kerteminde

Fra hovedsstadområdet til forvalterbolig på Fyn: Tre generationer rykker sammen

Maria Scheel Hollnagel og Mads Siig Hansen nyder, at de deler det store hus på Hverringevej med Marias forældre, Morten Harald Hollnagel og Helle Scheel Hollnagel. Det nyder Liv på 15 måneder også godt af. Foto: Mette Louise Fasdal
For knap et år siden flyttede tre generationer sammen i den gamle forvalterbolig ved Hverringe Gods. Det har givet alle i familien ro og nærvær, og Liv på 15 måneder har en mormor og morfar, som har tid til hende.

Kerteminde: Liv på 15 måneder trisser rundt i den store have i sin flyverdragt og sine elskede, lilla gummistøvler.

Hun nyder, at hendes mor og far har fundet et stort hus, hvor havedøren kan åbnes, og hun kan komme ud og få græs under gummistøvlerne og sand mellem fingrene i sandkassen.

Og mor, Maria Scheel Hollnagel på 23 år og far, Mads Siig Hansen på 28 år nyder, at det store hus med udsigt til sø, dyreliv og naturens pletmaleri bliver delt med Marias forældre, Morten Harald Hollnagel (71) og Helle Scheel Hollnagel (60).

Det unge par bor i stuen, mens bedsteforældrene har hele førstesalen.

For et år siden faldt familien, der er opvokset i hovedstadsområdet, for Hverringe Gods' gamle forvalterbolig på Hverringevej lige uden for Kerteminde. I flere måneder havde de ledt efter et hus, hvor de tre generationer kunne dele adresse.

Maria Scheel Hollnagel og Mads Siig Hansen var allerede nogle år tidligere rykket til Fyn og boede i Odense, hvor hun studerer psykologi, og han læser medicin.

Annonce
Liv på 15 måneder går i vuggestuen i Bøgebjerg Naturbørnehave, og det er hendes forældre, Maria Scheel og Morten Siig Hansen meget begejstret for. Foto: Mette Louise Fasdal

Jagten på den rigtige bolig

Lige i nuet kan ingen af dem rigtig huske, hvem der foreslog, at de skulle rykke sammen under samme tag på Fyn.

- Jeg tror vist, at det var Mads, mener Morten H. Hollnagel.

Mads nikker:

- Ja, det kan vist godt være. Vi var jo vant til at være sammen - også på meget mindre plads, fortæller han.

Morten og Helle Hollnagel boede i lejet fiskerhus i Snekkersten på Sjælland, og her kom Maria og Mads meget. Derfor var Mads allerede vant til at være meget sammen med sine svigerforældre, og det skræmte ham på ingen måder at skulle komme til at dele adresse med dem.

Helle S. Hollnagel havde allerede tidligere været smålun på Kerteminde-området, hvor hun havde været forbi til et yoga-arrangement, men det var nu andre steder på Fyn, hvor familien i første omgang begyndte at lede efter en egnet bolig.

- Det var lige efter, at der havde været Tinkas Juleeventyr på TV2, og jeg så, at den gård, hvor tv-julekalenderen var blevet optaget på, blev sat til salg, fortæller Helle Hollnagel.

De to par tog af sted for at kigge på gården, men det var ikke lige stedet, hvor de ville slå rod.

- Der var for mange grantræer og slet ikke nogen bølgende marker, som vi ønskede os, forklarer Helle Hollnagel med et smil.

Hjælpen er nær

Flere måneder og en masse kørsel blev brugt på at tage rundt på Fyn og kigge på huse uden at finde "lige det." Imens de kiggede, kom Liv til verden. Hun skvulpede allerede rundt under Marias maveskind, da de to par begyndte at tale om at dele et hus.

Og så sidste år i oktober trådte de ind i den gamle forvalterbolig på Hverringevej, og endelig var boligen der. Der var store mængder af plads, smuk horisont og masser af natur, som de kunne se ud på og komme ud og bevæge sig rundt i.

Huset blev indrettet til to boliger og erhverv, og der er endda plads til, at Helle Hollnagel kan undervise i Fascial Flow, som er en ny bevægelsesform, der er godt for bindevævet.

1. december sidste år flyttede Mads, Maria og Liv ind i huset, og 27. december rykkede Morten og Helle ind.

I nogle måneder levede de med flyttekasser og håndværkere, men i begyndelsen af foråret var både kasser og håndværksstøv væk, og selv om det - for Morten og Helles vedkommende - var hårdt at flytte, fordi de ud over det lejede hus i Snekkersten også rykkede ud af et hus i Sverige på 180 kvadratmeter, fortryder de ikke, at de tog den beslutning at rykke sammen med deres datter og svigersøn.

- Det er også en stor hjælp for os at være så tæt på hinanden, forklarer Maria og fortæller, at hendes forældre gerne hjælper med Liv, når enderne skal nå sammen for hende og Mads.

Udover de begge er studerende, har det unge forældrepar også job ved siden af. Hun arbejder i Ikea, mens han er tilkaldevikar ved Medikom.

- Mine forældre hjælper ikke kun med pasningen af Liv. De kan også hjælpe med aftensmaden. Vi spiser faktisk ofte sammen, siger Maria og fortæller, at hun til tider har forelæsninger til klokken 18, og så kan det være rart at vide, at der er nogle andre, der står for aftensmaden.

Helle Scheel Hollnagel og Morten Harald Hollnagel er meget glade for at være flyttet til Fyn, hvor de har fået masser af natur lige uden for døren. Foto: Mette Louise Fasdal

Mulighed for privatliv

Maria har to brødre, som syntes, at det var lidt underligt, at hun gerne ville flytte sammen med deres forældre.

- De synes nok, at det var lidt som om, at jeg flyttede hjem igen, men sådan har jeg slet ikke oplevet det. Jeg ser faktisk kun fordele i det.

Det eneste punkt, hvor hun oplever lidt irritation, er, når hendes forældre har gæster.

- Så føler jeg lidt, at jeg også har gæster, fordi vi skal sørge for, at der er ryddeligt, ler hun.

- Men Mads og jeg har jo en dør, vi kan lukke, så vi har mulighed for privatliv, siger hun med et smil.

Morten og Helle har ikke nogen decideret dør til deres bolig ovenpå.

- Så må man banke på trappen, fortæller Mads.

For Livs mormor og morfar er det også en gave, at de kan få lov til at være så tæt på den lille dame hver dag.

Liv på 15 måneder er en aktiv, lille dame, som nyder godt af, at der er fire voksne i hendes hus, hun kan sno om sin lillefinger. Foto: Mette Louise Fasdal
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Annonce