Annonce
Faaborg-Midtfyn

Fra Amager til Haastrup: Drømmen om landsbylivet ledte ungt københavnerpar til Sydfyn

Peter og Gitte Stovgaard-Hansen - her med børnene Vilfred og Roberta - flyttede fra København til Fyn og senere Haastrup for en årrække siden. Foto: Kim Rune
Gitte og Peter Stovgaard-Hansen er flyttet fra en lille lejlighed på Amager til en stor bindingsværksgård i Haastrup. Her er de faldet for landsbyens stærke fællesskab, og de kan mærke, at de ikke er det eneste unge par, der har fået idéen om at slå sig ned på landet.

Da Peter og Gitte Stovgaard-Hansen slog sig ned på Nørrebro og senere Amager i København for 13 år siden, føltes det som det eneste rigtige at gøre. Peters journalist- og redaktørjob var inden for rækkevidde, og det samme var mulighederne for Gitte, der var ved at uddanne sig til antropolog.

Efterhånden fandt det unge par ud af, at den hektiske hverdag i storbyen i højere grad gjorde dem rundtossede. De begyndte at drømme om et familieliv, der tog sig ud i nogle anderledes og langt mere rolige rammer end de, der findes i hovedstaden.

- Vi blev småstressede og overstimulerede af byrammerne. Alle havde travlt, og det var, som om der kun var én vej, der handlede om karriere, forklarer Peter Stovgaard-Hansen.

Da han stammer fra Højby syd for Odense, og Gitte Stovgaard-Hansen er vokset op i Orte tæt ved Aarup, var Fyn det naturlige sted for parret at gå på boligjagt. Det begyndte med et byhus i Odense og siden en stråtækt lejebolig ved Holckenhavn Slot ved Nyborg, men den ideelle landsby med mere eller mindre gåafstand til både skole, supermarked, skov og strand manglede endnu at vise sig.

- Vi skulle ud, hvor vi kunne mærke naturen, og da vi havde fået børn, var det heller ikke nok med natur. Vi ville gerne have et sted, hvor hele vores hverdag kunne foregå i et lille samfund. Vi tænkte på, om den der gammeldags landsby mon stadig fandtes, fortæller Gitte Stovgaard-Hansen.

Annonce
Efter at været flyttet til Haastrup er Peter og Gitte Stovgaard-Hansen begyndt at lægge planer for deres historiske bindingsværkshus, der blandt andet skal danne rammen for en folkefestival til august. Foto: Kim Rune

Købte gård i Haastrup

Parret fandt, hvad de søgte, da Haastrup begyndte at komme frem i deres søgninger på internettet. Her viste det sig samtidig, at deres drømmehjem, bindingsværkshuset Stormgården på landsbyens hovedgade, stod til salg. I sommeren 2018 skrev de under på købsaftalen og rykkede ind sammen med deres to børn, Vilfred på fem og Roberta på næsten tre.

- Vi blev forelsket i det her hus og dets historie, og samtidig ligger det centralt, så vi bor i downtown Haastrup, fortæller Gitte Stovgaard-Hansen.

Med en stor, fredet gård, der skal indrettes og passes, har hun indtil videre været beskæftiget på fuld tid, mens Peter Stovgaard-Hansen er blevet selvstændig og har startet en tv-produktionsvirksomhed op fra Haastrup.

De har bidt mærke i, at de langt fra er det eneste unge par, der over de senere år er flyttet til landsbyen fra en større by.

- Der er tydeligvis kommet et ordentligt ryk ind det sidste halve års tid. Der er næsten booket i børnehaven nu, og da vi flyttede hertil, var der flere ledige pladser. Samtidig kan det mærkes på den ældre generation, som har båret Haastrup til, hvor Haastrup er i dag. De er taknemmelige over, at vi kommer og fortsætter det, de har skabt, fortæller Gitte Stovgaard-Hansen.

Fællesskabet er stærkt

Noget af det, hun og Peter Stovgaard-Hansen især er faldet for ved Haastrup, er det lokale fællesskab, hvor man bruger tid med og hjælper hinanden.

- Vi har haft mere med naboer og genboer at gøre på fire timer her, end vi havde på fire år i København. Da vi flyttede ind, kom naboen med blomster og sagde, at vi bare skulle sige til, hvis vi skulle låne en traktor, fortæller Peter Stovgaard-Hansen.

Er der slet ikke noget, I savner fra København?

- Jeg vil sige, at der ikke er noget, siger Gitte Stovgaard-Hansen, mens Peter Stovgaard-Hansen følger op:

- Jo, måske en bodega. Men så drikker vi fredagsøl sammen hos én af os.

Parrets drøm er, at en del af Stormgården skal indrettes til at være et natur- og kulturhus, som beretter om dets tidligere beboer, musikeren Rasmus Storm. Samtidig skal den lægge rum til flere lokale begivenheder, så som en folkemusikfestival, som de nu er ved at løbe i gang.

- Vi har fået blod på tanden i forhold til at prøve at skabe noget her. Man føler ikke, at man står alene. Uanset hvor man kigger hen, er der nogen, der gerne vil træde til og hjælpe, siger Peter Stovgaard-Hansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce