Synspunkt: Vi skal som bekendt til valgurnerne 1. juni. I princippet er der ikke noget odiøst i at revidere en en gang truffen beslutning. Vi kan også konstatere at verden ikke er den samme 2022 som i 1993.
Hovedelementerne i ligningen er Nato, mistillid til EU og ikke mindst til Frankrig og Tyskland. Vi kan også konstatere, at vi i alle årene efter den 2. verdenskrig har betalt en stormagt (USA) for at varetage vores lands sikkerhed. Det var og er USA, der kører løbet. De gange, et natomedlem har forsøgt at føre egen forsvarspolitik, er det blevet sat på plads, hvis ikke straks så over tid (læs UK og Frankrig).
Det har været en ”win-win” situation for alle parter. USA kunne styre og sørge for at en eventuel 3. verdenskrig skete på den anden side af atlanten (på Vesteuropæisk grund,) medens europæerne slap med ikke at betale en stor del af regningen med et kostbart forsvar. Penge som vi kunne bruge på at forbedre de materielle leveforhold for.
Her er dilemmaet. Vi (mange) har erkendt, at vi skal bruge flere af vore midler på forsvaret, samtidig med at der er tegn på, at ”gode gamle Nato” er under opbrud. Vi fik et wakeup-call, da Donald Trump forlangte, at vi nu også skulle leve op til at øge forsvarsudgifterne, som vi havde forpligtet os til tidligere, samt at vi ikke kunne tage det for givet, at USA sendte ”kavaleriet,” hvis det brændte på.
At vi nu (i dag) er så heldige, at de i USA har valgt en præsident, som siger og handler, som vi har vænnet os til i alle årene, er én ting, men om de gør det igen og igen er der nogle, der stiller spørgsmålstegn ved.
... i alt 30 lande, der kan bidrage til forsvarssamarbejdet i Europa. Et samarbejde, Danmark kun kan være med i fra sidelinjen.
Vi ved også, inklusive den nuværende præsident, at USA har bedt Europa (læs EU) om mere og mere at tage vare på at kunne forsvare sig selv. Vi ved også, at USA bliver nødt til at koncentrere sig mere og mere om hvad der foregår i Østasien (her tænkes specielt på Kina), og ikke om så lang tid også om Indien, hvorfor Europa mister mere og mere betydning globalt set. Situationen i dag er, at man i Rusland tør sige det åbent, at Europa fremover skal være et forsvarsløst appendiks til et fremtidig Rusland, hvor de globale spillere vil være Kina, USA, Indien og Rusland.
Der er dem, der mener, at EU kun skal være et frit marked (da vi jo ikke har noget tilfælles med de dovne sydeuropæere) og overlade forsvaret til USA, og så er der dem, der mener, at samarbejdet skal udvikle sig til, at vi bliver en mere homogen verdensdel, som kan tage vare på egne problemer inklusive forsvaret.
Forsvaret i EU er organiseret i Det Europæiske Forsvarsagentur som har 26 medlemmer samt et formelt samarbejde med Norge, Schweitz, Serbien og Ukraine (2015) altså i alt 30 lande, der kan bidrage til forsvarssamarbejdet i Europa. Et samarbejde, Danmark kun kan være med i fra sidelinjen.
På den norske statsradios (NRK) hjemmeside kan man læse : ”Det er klart at Nato fortsatt er viktigst for vårt territorielle forsvar. EU kan ikke erstatte det. Det er bred enighet om at de europeiske landene må styrke sin forsvarskapasitet, nå tar EU konkrete grep for å bidra til det. Og det må Norge være med på”
Det er altså et spørgsmål om at ville sidde med ved det berømte bord, eller om vi skal ”lurepasse”, som er et dansk speciale i international politik. Det er for sent at tage stilling til spørgsmålet, når vi får problemet ind på livet, hvad vi jo ser i disse dage, hvor EU febrilsk forsøger at udvikle en plan B for forsyningen af naturgas. Det gik jo så godt med Rusland som en stor og stabil leverandør.
