Annonce
Sport

Forsvarer: Dømt ishockeyspiller er skuffet og overvejer anke

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anklager i sjælden sag mener ikke, at en dom for vold i ishockeykamp har principiel betydning.

Dommen i voldssagen mod en ishockeyspiller har ingen generel eller mere principiel betydning.

Det siger senioranklager Torben Kauffmann Sørensen efter domsafsigelsen i Hjørring fredag eftermiddag.

- Det er en konkret dom om en konkret episode, som havde en høj grad af grovhed, siger han.

Senioranklageren vil ikke udtale sig om, hvorvidt offerets klub, Odense Bulldogs, burde have anmeldt sagen til politiet. Anmeldelsen kom fra to privatpersoner.

En dommer og to domsmænd har fredag vurderet, at der var tale om strafbar vold, da Kristian Jensen fra Frederikshavn White Hawks i en kamp gik løs på modspilleren Lucas Bjerre Rasmussen fra Odense Bulldogs.

Et knytnæveslag mod den liggende Rasmussen var en reaktion på, at sidstnævnte forinden havde begået en ureglementeret crosschecking mod Jensen.

Kristian Jensen er skuffet af dommen, lyder det fra forsvareren, advokat Jens Christian Christensen. Spilleren selv vil ikke udtale sig. Han og forsvareren har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes til Vestre Landsret.

- Dommen får ingen ansættelsesretlige konsekvenser, siger advokaten på vegne af klubben.

Jens Christian Christensen lægger stor vægt på, at dommen på 20 dages betinget fængsel er en mild sanktion.

- Det er den mildeste dom, man kan få i dette her system, siger advokaten.

I øvrigt har han en helt anden opfattelse end senioranklageren fra Nordjyllands Politi, når det gælder spørgsmålet om afgørelsens mulige betydning for sporten og særligt ishockeyverdenen.

Han forudser flere anmeldelser af vold til politiet.

- Hvis der kommer andre episoder, hvor man siger, at "han har slået mig", så okay, så rejser vi en sag. Jo, det kan få principiel betydning, siger advokat Jens Christian Christensen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce