Annonce
Danmark

Forståelig behandling af tyske flygtninge efter krigen

Ricardt Riis

Flygtninge: Hvor er det godt, at vi har vore bedsteforældre at være forargede på. Så kan vi forarges uden at tage hensyn til den historiske sammenhæng. Som nu de to journalister gjorde i deres kronik i avisen Danmark 15. februar om Danmarks behandling af de tyske flygtninge. Der er tale om et "mørkt og underbelyst kapitel", lod de forstå.

Såmænd er det ej. Der udkom en officiel redegørelse i 1950, Henrik Havrehed udgav sin doktordisputats om flygtningene i 1987, Arne Gammelgaard har udgivet indtil flere flygtningeberetninger, og jeg har lavet en hjemmeside: tyskeflygtning.dk, hvor man kan læse en del beretninger plus nogle referater og bedømmelser af den diskussion, der udspandt sig i pressen efter Kirsten Lylloffs angreb på lægerne i 1999-2000.

Det er sandt, at flygtningelejrene var omgivet af pigtråd og blev bevogtet af bevæbnet mandskab. Det er også sandt, at der bestod et "fraterniseringsforbud", og at det blev håndhævet strengt. Men hvad så? Flygtningene skulle jo ikke integreres i det danske samfund, men rejse hjem så snart som muligt. Desværre tog det fire år for vore myndigheder at overbevise de allierede om, at de som besættelsesmagter havde pligt til at modtage tyske borgere, så meget mere, som mange af kvinderne i vore lejre efterhånden havde fundet ud af, at deres mænd havde overlevet og befandt sig i Tyskland.

Man frøs i lejrene, ja. Men det gjorde mange i den danske befolkning også, for der var både brændselsmangel og utrolig kolde vintre i årene efter krigen. Da der på en lejr i Nordjylland blev lagt træ frem til bygning af en ny barak, var træet pist-væk på en enkelt nat. Det gode brænde skulle ikke gå til spilde til bygning af nogen barak. I Oksbøllejren forsvandt alle træer på lejrens grund. Og i Kløvermarkslejren ved København huggede man brædder fra de andres barakker, så isolationen faldt ned. Usolidarisk, ja, men vel forståeligt.

De flygtninge, der var kommet hjem til Tyskland, skrev ofte til deres kammerater i Danmark: "Bliv i Danmark så længe som muligt". Man sultede nemlig i Tyskland, og flygtningene fra Danmark blev beskrevet som individer udstyret med "Danskerfedt".

Indespærringen bag pigtråd, tja. Den blev administreret forholdsvis mildt. Blev man syg i Kløvermarkslejren, skulle man indlægges på flygtningesygehuset på Nyelandsvej på Frederiksberg. Og ville ens veninder besøge én, kunne de få både udgangstilladelse og sporvognskort. Det samme kunne Walter Franz, når han skulle bruge de danske biblioteker. Det benyttede han sig af til at gå tur på strøget. Det er ganske spændende læsning, også for en jyde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Leder For abonnenter

Sparetid i kommunen: Respekt for aflysning af julefrokost i Ældre- og Handicapforvaltningen

RESPEKT FOR AFLYSNINGEN Julen er som bekendt traditionernes tid, men en arbejdsgiverstøttet firmajulefrokost kan aldrig blive en så fast tradition, at den er ubrydelig. Derfor fortjener beslutningen om at droppe årets julefrokost for de 4500 medarbejdere i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning respekt. Herunder medarbejdernes accept af beslutningen. Forvaltningens direktør Gitte Østergaard og Forvaltningsudvalget traf beslutningen, fordi økonomien er dårlig. Forvaltningen har i år brugt for mange penge, og dette overforbrug skal tjenes ind i 2020. Forvaltningsledelsen agerer altså på samme måde, som en ansvarlig ledelse i en privat virksomhed. I den private sektor er der mere julefryns til medarbejderne i år med store overskud, end i år med røde tal på bundlinjen. Anskuer man Ældre- og Handicapforvaltningen som en helt almindelig arbejdsplads, er beslutningen om at aflyse julefrokosten derfor elementær. Men beslutningen har skabt debat, fordi rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), er så ærgerlig over aflysningen, at han foreslår en centralisering af kommunens penge til personalepleje. Windells begrundelse er, at alle medarbejdere i en kommune bør have samme beløb til fryns. De enkelte afdelinger kan så selv bestemme, om pengene skal bruges til en julefrokost eller en sommerfest eller noget tredje. Rådmandens forslag er velment, og hans argument om, at god personalepleje er med til at fastholde gode medarbejdere, er bestemt validt. Men det modsatte argument, at lokal medbestemmelse også er personalepleje, er lige så vægtigt. Og her skal man huske, at Odense Kommune ikke blot er en stor arbejdsplads med i alt cirka 13.000 ansatte. Det er også en mangeartet arbejdsplads med vidt forskellige kulturer. Beslutningen om, hvordan man bedst fejrer jul med kollegerne, kan man derfor roligt overlade til de enkelte afdelinger. Det er ikke noget, politikerne behøver at blande sig i, hvad borgmester Peter Rahbæk Juel da også fornuftigvis afviser. Politikerne i Ældre- og Handicapudvalget har i solidaritet - må man gå ud fra - med medarbejderne besluttet også at aflyse deres julefrokost. Det er da en sympatisk beslutning. Men det må være tilladt at tilføje: Alt andet havde også set underligt ud og sendt et blakket signal.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce