Annonce
Fyn

Forskning fastslår vigtighed af screening for livmoderhalskræft: Ikke-screenede kvinder har tre gange så stor risiko for at dø

Den gode nyhed er, at det danske screeningstilbud for livmoderhalskræft, der blev introduceret i 1960'erne, virker. Den dårlige nyhed er, at det fortsat ikke er alle kvinder, der tager imod det, og det kan have store konsekvenser. Foto: Vibeke Volder
Man skal som kvinde tage imod det tilbud om screening for livmoderhalskræft, der med et par års mellemrum dumper ind i ens e-boks. Sådan lyder den klare opfordring fra blandt andre Kirsten Jochumsen, der står bag ny forskning. Konsekvenserne ved ikke at gøre det kan være særdeles alvorlige.

Alle danske kvinder over 23 år indkaldes alt efter alder enten hvert tredje eller femte år til en screening for livmoderhalskræft. Men ved omkring hver tredje screeningsindkaldelse dukker kvinden ikke op. Og det kan have fatale konsekvenser.

En kvinde, der ikke er screenet, har tre gange så stor risiko for at dø af sin livmoderhalskræft sammenlignet med en kvinde, der er screenet. Det bekræfter ny forskning, som blandt andre Kirsten Jochumsen, overlæge og ph.d. ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på OUH, står bag.

Hun og fire forskerkollegaer har kigget på data fra 216 kvinder i Region Syddanmark, der i årene 2012-2014 fik konstateret livmoderhalskræft. Af de 216 kvinder var to tredjedele af dem udeblevet fra deres seneste screeningsindkaldelse. Både overlevelsesrate og prognose var markant bedre for den tredjedel af kvinderne, der fik konstateret deres cancer i screeningen.

- Som minimum har de pågældende to tredjedele af kvinderne misset den seneste screening, der alt efter alder ligger enten tre eller fem år tilbage, men der var også nogle, der havde misset adskillelige screeninger. Og vi kan i hvert fald se, at risikoen er meget større, når der ikke er nogen, der har kigget på kvinderne i lang tid, siger Kirsten Jochumsen.

Annonce
Der er både bedre overlevelse og mindre risiko for tilbagefald, hvis ens livmoderhalskræft opdages i screeningtilbuddet. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Bedre overlevelse

Screeningen kan fange både forstadier til kræft samt små kræfttyper. Og mulighederne for behandling er større og bedre, jo tidligere man opdager dem. En screenet kvinde har både bedre chancer for overlevelse og mindre risiko for tilbagefald end en ikke-screenet kvinde.

- Selv hvis du er uheldig at blive fundet med en kræft i screeningsprogrammet, er det typisk en lille kræftknude, som du ikke kommer til at dø af, og hvor du måske endda kan bevare din livmoder, hvis du er heldig, siger Kirsten Jochumsen.

Der er ingen symptomer ved forstadier til kræft og små tilfælde af kræft i livmoderhalsen. Har man en af de to ting, og undlader man at blive screenet, vil det typisk først være, når canceren har udviklet sig så meget, at kroppen udgiver nogle alarmsignaler, at det opdages.

- Så er det tit nået derhen, hvor man har blødning, der ikke passer med almindelige menstruationer, blødning i forbindelse med sex, smerter i bækkenet eller blæren, og hvis det går rigtig galt, kan det lukke af for nyrerne.

Kom nu af sted

De to tredjedele af kvinderne, der ikke tog imod screeningstilbuddet, kan sagtens tidligere have benyttet sig af tilbuddet, og den sporadiske tilgang tyder ifølge Kirsten Jochumsen på, at nogle kvinder ikke får prioriteret screeningen.

- Der er nogle få kvinder, som aldrig dukker op, men der er en relativt stor del af kvinderne, der misser en enkelt screening, måske i forglemmelse i en travl hverdag, eller fordi de er gravide og ikke får bestilt en tid efter graviditeten, siger Kirsten Jochumsen.

Og selvom det givetvis ikke er specielt behageligt at få foretaget et celleskrab, og at der som regel heldigvis ikke er noget galt, skal man alligevel prioritere screeningen. Den er der nemlig af en årsag.

- Det bekymrende ved undersøgelsen er, hvor tydeligt det fremgår, at det går væsentligt dårligere, hvis man får påvist sin livmoderhalskræft uden at have fulgt screeningsprogrammet, siger Kirsten Jochumsen, der derfor også har en klar opfordring til de danske kvinder:

- Kom nu af sted. Det er helt klart bedre at være en del af screeningsprogrammet end ikke at være det. Konsekvenserne ved at udeblive er langt større end ubehaget ved undersøgelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce