Annonce
Læserbrev

Forskning. En ’ferie’ det bestemt var godt at komme hjem fra

Annonce

Synspunkt: Onsdag den 27. maj fik forskerne lov til at vende tilbage til universitetet. At forskningen har skullet vente så længe, er uforståelig. Vi kan godt forstå, at det var synd for både efterskoleelever og professionelle sportsudøvere, men vi har i bagklogskabens lys svært ved at forstå, at så mange andre behov i den seneste tid tilsyneladende har vejet tungere end samfundets behov for forskningen.

Indtil den 27. maj var langt hovedparten af de ansatte ved universiteterne tvunget til at arbejde hjemme. Kun nogle få havde lov til at vende tilbage til SDU: 100 unge forskere med projekter med risiko for tab af forskningsdata, 55 ph.d.-studerende i sidste fase af deres ph.d.-forløb, 100 tekniske medarbejdere til at understøtte arbejdet i forskningslaboratorierne og 245 specialestuderende. I en bygning på 263.380 kvadratmeter som til daglig huser små 3500 ansatte og 22.000 studerende.

I forhold til forskernes arbejdsmiljø er det skidt. At vi mister den daglige idegenerering med kolleger, som opstår, når man mødes tilfældigt ved kaffemaskinen, er én ting, fysisk og psykisk arbejdsmiljø er noget helt andet. Universiteterne har ikke mulighed for at understøtte, at forskerne har hjemmearbejdspladser, der lever op til de krav, som myndighederne normalt stiller til arbejdspladsen - og alt lige fra køkkenet til haveskuret har været i brug.

Forskere er dedikerede til deres arbejde, og alle har kæmpet en brav kamp mod musearme og nakkeinfiltrationer. Vi fik lov til at hente ting på kontorerne, men at mokle et hævesænkebord med dertilhørende kontorstol ind i ’hjemmekontoret’ er sin sag.

Endnu mere underligt bliver det af, at langt de fleste forskere har enkeltmandskontorer, og mange er fortsat villige til at arbejde hjemme, indtil de studerende vender tilbage.

Vi skal ikke tærske langhalm på det med økonomien, for det har der allerede været skrevet og talt en del om. Men det bliver dyrt. Omkostningerne for forskningen skønnes at ligge i omegnen af flere milliarder.

Men hvad da med bibliotekerne, de fik jo lov til at åbne, da de ses som en del af kulturområdet. Men mange forsknings- og uddannelsesbiblioteker ligger jo som Syddansk Universitetsbibliotek inde i universitetet. Det er så at sige dets hjerte, også geografisk. Så da hverken forskere eller studerende måtte gå ind i bygningen uden særlig tilladelse, så er biblioteket jo reelt ikke åbent. Man kan godt få udleveret og afleveret materiale, men det foregår gennem et vindue, hvor bibliotekarerne kæmper med at følge med den kaskade af bestillinger på bøger. Forleden modtog vi mere end 400 bestillinger på et par timer.

Det er alt sammen virkelig underligt og uforståeligt. Havde vores minister Ane Halsbo-Jørgensen glemt os? Eller betyder universiteterne så lidt samfundsmæssigt, at de skal prioriteres lavere end sidste skoledag? Hvorfor var det ikke netop nu, at universiteterne fik lov til at vise deres værd, være innovative og bidrage til at skaffe løsninger både teknisk, økonomisk, administrativt og sundhedsmæssigt. Der er ikke kommet nogen hjælpepakke til universiteterne, selv om nogle politikere nu taler om, at der bør afsættes mindst en milliard ekstra til forskningen. Det sidste kan vi kun appellere til sker hurtigst muligt – og at man – fremover, vælger at satse på, at forskningen sikres vilkår, så den kan bidrage både til en vidensbaseret nedlukning og genåbning af samfundet!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce