Annonce
Odense

Forsker om debatten om humanioras værdi: - Humanister skaber et handlingens rum

Ane Qvortrup er kvinden bag tirsdagens seminar, og spørger man hende, skal humanister blive bedre til at tale om aktuelle bidrag til samfundet i stedet for at referere til floskler. Pressefoto: SDU
Ane Qvortrup er professor på uddannelsesvidenskab og centerleder for interdisciplinær forskning og udvikling. Derudover er det hende, der har stablet seminaret ”Humaniora set udefra” på benene. Humaniora har stor samfundsværdi, men humanisterne selv skal blive bedre til at sætte ord på, hvad de faktisk kan.

Ane Qvortrup, hvad skal det her seminar bidrage til?

- Det skal bidrage til at blive klogere på, hvordan humaniora kan positionere sig. Udgangspunktet er, at der har været mange historier om humaniora som et vidensfelt, der er i krise. Man taler om manglende kvalitet og relevans, at det er virkelighedsfjernt, ligegyldigt, og at det ingen positiv værdi har for samfundet. Og så er der det med arbejdsløsheden blandt de uddannede. Typisk har de historier ikke en helt aktuel sandhed, for antallet af kandidater er steget betydeligt og ledigheden faldet en smule.

Så du synes, der er en skævvridning mellem virkeligheden og de historier, der florerer?

- Ja. Og samtidig er vi for dårlige til at indgå i en dialog om det. Enten går vi i en defensiv position, hvor vi forsvarer humanioras relevans, typisk med overfladiske ideer som dannelse, etik og kritisk tænkning. Det bliver ofte mantraet for, hvad humaniora kan. Og ellers har vi en tendens til at fokusere på koryfæer som Kant eller Nietzsche. Vi befinder os ikke i en humanistisk krise, men vi har brug for at skabe en ny fortælling om, hvordan humanister bidrager til samfundsværdien.

Hvad er det, der mangler i den fortælling?

- Vi skal blive bedre til at sætte ord på de gennembrud, der er i nyere forskning, i stedet for hele tiden at ty til de overordnede begreber. Det bliver meget hurtigt sådan noget med, at man som humanist er kritisk tænkende og god til at sætte sig ind i nyt stof. Men det står ikke i kontrast til de andre videnskaber eller til dem, der har en mellemlang videregående uddannelse. Vi har simpelthen ikke været gode nok til at sætte begreber på, hvad vi kan inden for humaniora.

Og hvad er det så, humanister kan?

- Humanister kan bibringe en undersøgende, analytisk tilgang til praksis. Og man skal passe på med konflikten mellem at praktisere og teoretisere. Noget af det mest praktisk anvendelige er god teori, fordi det er det, der skaber et handlingens rum. Og det er det, forskere meget ofte gør. Om det er gymnasieforskning, alkoholforskning eller ældreforskning. Vi skaber et handlerum gennem en begrebslig, analytisk måde at forstå verden på. Og vi har ikke været godt nok til at tale om, at vi faktisk bibringer forandring og forbedring.

Skeptikere vil sige, at det er meget svært at argumentere for, at der skal uddannes folk i filosofi og didaktik, når der mangler sygeplejersker og håndværkere. Hvad siger du til det?

- Det er ikke enten-eller. Der skal være en samfundsbalance. Det er ikke sådan, at der skal være færre sygeplejersker og flere humanister. Det er slet ikke det, jeg taler for. Det, vi som humanister kan tilbyde, er, hvordan man agerer som en god sygeplejerske. Hvordan bliver rammerne optimale? Hvordan samarbejder man med patienter, pårørende og læger? Hvordan laver vi gode arbejdsgange? Det er dialogen mellem de her vidensfelter, der for mig at se skaber et godt arbejdsmarked og et stærkt samfund.

Så når man tænker teori og praksis som to forskellige ting, er det forkert, fordi der altid er teori bag en praksis?

- Præcis. Og det, man kan risikere ved bare at handle, er, at man ikke har en tilstrækkelig forståelse for, hvad andre handlinger ville føre til. Så der skal i større grad være en dialog, og det er lige præcis det, der er i vores interesse. Hvis vi skal kunne etablere den dialog, er vi nødt til at lytte til, hvordan folk ser os.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ny hanløve er ankommet til Odense Zoo

Leder For abonnenter

Overvågning. Et nødvendigt onde

Avisen bragte i går en god nyhed fra Korsløkkeparken, der er et boligområde i Odense på den såkaldte ghettoliste. Efter opsætning af i alt 460 kameraer er området blevet markant fredeligere. Tidligere var Korsløkkeparken plaget af omfattende hashhandel, hærværk og anden kriminalitet, der gjorde bebeboerne utrygge. Men nu kan tillidsfolk for beboerne fortælle, at kameraerne har lagt en dæmper på de urolige elementer, som typisk er helt unge mennesker. De nye kameraer i Korsløkkeparken flugter således fint med regeringens planer om mulighed for mere markant overvågning i det offentlige rum. Dette forslag vil regeringen sandsynligvis komme igennem med, takket være støtte fra de blå partier, og det vil ikke mindst langt størsteparten af beboerne i større almene bebyggelser være glade for. Med god grund. Fredelige borgeres efterspørgsel af en tryg hverdag, hvor man ikke møder hashpushere i nedgangen til kælderen eller skal frygte hærværk mod sin parkerede bil, er forståelig og legitim. Men samtidig må man ikke se bort fra, at mere overvågning også indskrænker den frihed og ret til privatliv, som er grundlæggende for et åbent, demokratisk samfund. Folks behov for tryghed stritter altså imod nogle vigtige værdier, og dermed kan sammenstødet overføres til modsætninger mellem på den ene side almindelige danskere, der tager afsæt i deres hverdag, og på den anden side organisationer, der henviser til undersøgelser og statistikker. Mens hr. og fru menigmand tager overvågningen ret afslappet, er for eksempel Advokatrådet og Det Kriminalpræventive Råd betænkelige. De efterlyser dokumentation for, at øget overvågning gør det nemmere for politiet at opklare alvorlige forbrydelser. Skeptikerne påpeger også, at regeringens lovforslag, om det bliver vedtaget, vil indskrænke borgernes ret til privatliv mere, end man forestiller sig. Det kan meget vel være rigtigt, at kameraovervågning kun har begrænset betydning, når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Men skønt gamle begreber som ro og orden ikke i dag er på mode blandt fagpersoner, har de alligevel fylde i befolkningen. Derfor er øget overvågning et nødvendigt onde. I hvert fald indtil forældre og SSP-folk har lært de unge uromagere reglerne for almindelig god opførsel. Det vil desværre nok tage en rum tid.

Annonce