Annonce
Indland

Formand for Dansk Metal: - Det er lykkedes at råbe politikerne op

Formand for Dansk Metal, Claus Jensen, har længe kæmpet for at få udbygget Den Fynske Motorvej. Arkivfoto: Carsten Bundgaard

Formand for Dansk Metal, Claus Jensen, er begejstret for udbygningen af Den Fynske Motorvej. Han savner dog en målrettet indsats i forhold til pendlerne.

Hos Dansk Metal glæder man sig over, at regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget, at Den Fynske Motorvej skal udbygges med et tredje spor hurtigst muligt.

- Vores medlemmer er nogle af dem i Danmark, der pendler mest. Det betyder rigtig meget for dem, at de kan komme nemt frem og tilbage fra arbejdet i stedet for at bruge en ekstra time hver vej, fordi de skal holde i kø på motorvejen. Derudover vil vores servicebiler spare tid, og det giver en højere produktivitet, siger formand for Dansk Metal, Claus Jensen.

Claus Jensen, der selv er bosat på Nordfyn, har tidligere været ude med riven i forhold til inddragelsen af nødsporet, som han så som "en lappeløsning, der ville skubbe den rigtige løsning bagud i køen." Denne forudsigelse ser ikke ud til at gå i opfyldelse, og det er kun glædeligt.

- Det er lykkedes at råbe politikerne op, mener han.

Annonce

Mindre broafgift til pendlerne

Udover at udbygge det tredje spor vil regeringen sænke broafgiften med 25 procent. Claus Jensen byder dette velkomment, men han savner en mere målrettet indsats til dem, der krydser broen jævnligt.

- Ham fra Spanien, der én gang i sit liv skal til Stockholm, han vil køre over Storebæltsbroen, lige meget hvad prisen er. Så jeg ærgrer mig over, at der ikke er tale om en ekstraordinær nedsættelse for dem, der dagligt krydser broen for at komme til og fra arbejde, siger Claus Jensen.

Broafgiften sænkes kun for personbiler og ikke for lastbiler. Det er ærgerligt, men det er ikke et stort problem, mener Claus Jensen.

- Det ville være rigtig godt, hvis det også blev billigere at transportere varer over Storebælt. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men jeg synes, det vigtigste er at gøre det billigere for pendlerne, siger Claus Jensen.

Sent fredag eftermiddag besluttede regeringen og DF at ændre aftalen, så rabatten over Storebælt også gælde for lastbiler og togpassagerer.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce