Annonce
Danmark

Forlangte baby væk og fire andre kontroverser med Folketingets formand

Pia Kjærsgaard bragte sig som formand i søgelyset i foråret. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Der har tidligere været postyr omkring formandsposten i Folketinget. Her er fem nedslag med nogle af de større sager.

1. Lodtrækning om formandspost

Birte Weiss (S) var i 1998 udpeget af den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at overtage formandsposten, efter at Socialdemokratiet havde genvundet folketingsvalget med hjælp af mandater fra Grønland og Færøerne. Det færøske folketingsmedlem, Jóannes Eidesgaard, fra det socialdemokratiske parti Javnadarflokkurin ville dog ikke stemme for, og dermed var der lige mange, der pegede på henholdsvis Birte Weiss og modkandidaten Ivar Hansen (V). Under den efterfølgende lodtrækning blev Ivar Hansen valgt.

Annonce
Duellen om formandsposten i 1998 blev dramatisk, efter at Birte Weiss (S) og Ivar Hansen (V) stod lige med støtteerklæringer. Afgørelsen foregik med en vase, hvor Ivar Hansen trak sit eget navn op og blev formand. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

2, Afviste ramadanfest på Christiansborg

Folketingets formand Thor Pedersen (V) afviste i august 2011, at danske muslimer skulle have mulighed for at afholde en festmiddag på Christiansborg, som afslutning på ramadan. Det var det socialdemokratiske og midlertidige folketingsmedlem, Hüseyin Arac, som havde sendt ansøgningen om at bruge lokaler på Christiansborg til arrangementet, hvilket Dansk Folkeparti klagede over. Afvisningen blev efterfølgende omstødt af Folketinget og afholdt senere på måneden.

3. Partipolitisk ifølge oppositionen

Mogens Lykketoft fik i efteråret 2013 kritik af oppositionspartierne Venstre, De Konservative og Liberal Alliance for at fremstår mere som partipolitisk for Socialdemokratiet end som Folketingets formand. Blandt kritikken mente Inger Støjberg (V), at Lykketoft sorterede i spørgsmålene under debatterne for at skåne S-R-SF-regeringen. Mogens Lykketoft afviste dengang anklagerne over for Berlingske som ”direkte usandt”.

4. Ville have Pia Kjærsgaard afsat som formand

Zenia Stampe (RV) gik 23. februar i år imod Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), med at lave en kampagne på de sociale medier, der krævede formandens afgang. Det skete, efter at Pia Kjærsgaard under en folketingsdebat havde frabedt Pelle Dragsted (EL) om at kalde Kenneth Kristensen Berths (DF) udtalelser for racistiske. Kort efter irettesatte Pia Kjærsgaard over for Pelle Dragsteds protest, at ”man diskuterer ikke med formanden, overhovedet”.

5. Ønskede baby fjernet i folketingssalen

Blot få uger efter Pia Kjærsgaards episode med Pelle Dragsted, kom hun igen søgelyset både blandt politikere og i internationale medier. 19. marts forlangte formanden, at Mette Abildgaard (K) skulle forlade folketingssalen sammen med sin baby. Pia Kjærsgaard forklarede på sin facebookprofil, at politikernes børn ikke hører hjemme i folketingssalen, hvilket også Folketingets Præsidium efterfølgende har vedtaget. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) rettede efterfølgende kritik og mente, at Pia Kjærsgaard ikke var værdig som formand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Danmark

Genlæs livebloggen: Britta Nielsen idømt mere end seks års fængsel

Erhverv For abonnenter

Erhvervshus Fyns gulddreng: Økonomisk hjælp til udvikling af supercomputer har fløjet dronevirksomhed i mål

Annonce