Annonce
Fyn

Efter 43 års ægteskab: Ældre mand nægter at tro, hans hustru ville slå ham ihjel

Arkivfoto: Michael Bager

En 65-årig kvinde nægter at have givet sin mand stærk medicin, mens han lå på flere sygehuse, blandt andet OUH. Hun er tiltalt for drabsforsøg på sin ni år ældre mand, men hun nægter sig skyldig i både drabsforsøg og ekstrem grov vold og mishandling.

Det var en overlæge på Rigshospitalet i København, der slog alarm og kontaktede Københavns Politi. Overlægen var - efter at have set resultatet af prøver fra en 74-årig mands mavesæk og blodprøver - sikker på, at manden havde været udsat for en forgiftning på det store sygehus. Manden havde den stærke medicin baclofen i maven og blodet, selv om han ikke var ordineret baclofen. Præcis den samme medicin tager hans ni år yngre hustru. Få dage efter overlægen havde meldt sagen til politiet 21. december 2018, blev hustruen anholdt og sigtet for drabsforsøg på sin mand. Det skete i deres fælles hjem på Sydals, da betjente fra Syd- & Sønderjyllands Politi mødte op kort før jul.

Nu er retssagen mod den 65-årige kvinde indledt ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg. Det betyder, at kvinden risikerer mere end fire års fængsel, hvis hun kendes skyldig. Hun nægter sig skyldig i både drabsforsøg og ekstrem grov vold med karakter af mishandling.

Fra 29. juli til 7. december 2018 var den ældre herre indlagt på Sønderborg Sygehus, Odense Universitets Hospital (OUH) og Rigshospitalet i København. I perioden oplevede manden det, der i fagsprog hedder bevidsthedsfald - og flere gange røg han i koma. En gang i en uge - en anden gang i tre uger. Ofte under eller efter besøg af sin hustru, mener altså politiet.

Specialanklager Rikke Brændgaard fik af den tiltalte og en sygeplejerske tirsdag bekræftet, at hustruen en gang på Sønderborg Sygehus for eksempel havde medbragt jordbærgrød til sin mand på sygehuset. Samme dag få timer senere gik manden i koma.

Annonce

Når jeg læser anklageskriftet passer det ikke med den kvinde, jeg har levet sammen med i 43 år.

74-årig mand om sin hustru, der er tiltalt for drabsforsøg på ham

Mand: Ingen sammenhæng

Læger på sygehusene i både Sønderborg og Odense havde vanskeligt ved at stille en diagnose. Manden var blevet indlagt efter tidligere på sommeren at have været opereret og indlagt i nogle uger efter et voldsomt fald i hjemmet, hvor han brækkede bækken, mange ribben og en arm.

Der var mistanke om blandt andet epilepsi - men på et tidspunkt kom der vagt på døgnet rundt hos den 74-årige mand på stuen på Rigshospitalet. Besøgende fik at vide, at de ikke måtte tage mad og drikke med. På et tidspunkt havde den tiltalte en kakaomælk med til sin mand. Men den måtte han ikke få. Kvinden forklarede i retten, at hun ikke drak den.

- Fordi jeg syntes, det var synd for ham. For han ville så gerne have den kakaomælk, forklarede hun. Under efterforskningen har det vist sig, at den 74-årige mand også havde baclofen i blodet ved bevidsthedsfald på OUH tidligere i forløbet. Den ældre herre var ikke ordineret baclofen, der er medicin, blandt andre sklerose- og parkinsonpatienter tager. Den tiltalte mener at have Parkinson, men det er ikke en diagnose, hun har fået stillet.

Rikke Brændgaard spurgte direkte den ældre herre, hvordan det kunne hænge sammen, at der blev fundet baclofen i hans blod og mave - præcis den samme medicin, som hustruen tager.

- Det kan jeg slet ikke forholde mig til. Nej, jeg kan ikke se en sammenhæng, sagde den 74-årige mand.

- Har du fået baclofen af (tiltalte, red)?

- Aldrig, lød svaret.

De elsker hinanden

Den ældre herre forklarede dog også, at han stort set ikke kan huske noget fra indlæggelserne i Sønderborg og Odense. Han har mistanke til, at han ikke tåler morfin - eller at de mange bevidsthedsfald skyldes medicinforgiftning, som sygehusene har ansvaret for. Ikke hustruen.

- Skal jeg forstå det sådan, at du mener, at de 14 bevidsthedsfald skyldes, at du har fået morfin? Sagde Rikke Brændgaard.

- Det er jeg fuldt ud overbevist om. Ellers også er der blandet for meget medicin sammen, og det er årsagen. Jeg tror jo ikke på, hun har gjort noget, sagde han, der har besøgt sin hustru i arresten i Esbjerg hver fredag i det år, hun har siddet varetægtsfængslet. Hvordan en stribe andre slags medicin kunne forvandles til netop baclofen, som der blevet fundet i blodet - det kom der ingen forklaring på.

- Når jeg læser anklageskriftet passer det ikke med den kvinde, jeg har levet sammen med i 43 år, sagde manden.

Ægteparrets datter vidnede også - og hun blev også spurgt ind til, hvordan samme slags medicin, som moderen tager, kunne ende i faderens mavesæk og blod.

- Har du et bud på det? Sagde anklageren.

- Nej, svarede datteren.

- Så du mener ikke, at din mor har givet din far den medicin?

- Nej. De elsker hinanden højt og har et godt ægteskab, sagde datteren.

Retssagen fortsætter fredag 6, december, og der forventes dom 17. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce