Annonce
Debat

Forfatteren og læserne

tegning til debat af Mikkel Petersen

Må en forfatter bruge genkendelige personer i en roman, der jo generelt opfattes som fiktion? Det er et af spørgsmålene, som Knud Romer har rejst med Den som blinker er bange for døden

Annonce

Det er sjældent, at en roman får så megen medieomtale som Knud Romers Den som blinker er bange for døden. Romanen har fået en række flotte anmeldelser, og den har modtaget De gyldne laurbær, Debutantprisen og andre litterære priser. Men det, der har skabt omtale, er ikke så meget de litterære priser som reaktionerne fra de mennesker, der er indlagt i romanen med navns nævnelse.

Bogen bliver kaldt roman på omslaget. Dvs. at den lægger op til at blive læst som en fiktiv skildring. På den anden side optræder Romer selv, hans familie og en række personer i bogen under eget navn. Bogen er opbygget som en række erindringsglimt, der dukker op i spredt orden uden at følge kronologisk efter hinanden. Det signalerer, at den bygger på fortællerens erindringer eller ting, han har fået fortalt, der godt nok er set med fortællerens øjne, men som skal tages for pålydende.

Romanen beskriver lillebyen Nykøbing Falster før, men især under og efter Anden Verdenskrig. Moren får sur mælk og harsk smør og gammelt brød og for lidt tilbage i byttepenge. Faren får endelig brug for sit tysk 9. april 1940, da han hjælper tyske soldater på vej mod København, som er faret vild og går i ring rundt i Nykøbing.

Den lille Knud er bange for sin egen fødselsdag, fordi skolekammeraterne kun kommer til fødselsdag for at få et billigt grin og gøre nar, mens de stikker i de varme vafler og kagerne, knalder balloner og tegner på dugen.

Første skoledag har moren klædt Knud i korte Lederhosen og grønne knæstrømper med det resultat, at de andre børn råber tyskersvin efter ham - og det bliver de ved med i alle årene efter.

Moren bliver hængt ud for at være nazist og Hitlerkælling, selv om hun var tilknyttet den kommunistiske modstandsgruppe Rote Kapelle, og hendes kæreste blev likvideret af nazisterne. Efter krigen blev hun hædret med jernkorset og modtaget af den amerikanske overkommando, fordi hun havde reddet tyske soldater fra at blive deporteret til Rusland.

Kort sagt: Knud bliver mobbet i skolen, får bank af kammeraterne og må gå rundt i evig angst. Familien bliver efterhånden isoleret i byen og skældt ud for at være pølsetyskere.

Onkel Helmut er under krigen blevet ramt af granatsplinter, der kommer ud af ham med mellemrum. Romanen ender med, at Knud samlet alle stumperne sammen til en granat, der rummer al hans sorg, raseri og fortvivlelse: "Så trak jeg splitten ud og kylede den så langt, jeg overhovedet kunne og lukkede øjnene og stak en finger i hvert øre."

Romanen har i Nykøbing virket som en granat, der har spredt splinter til alle sider. En række af de skolekammerater og lærere, der optræder i bogen, og som føler sig ramt, har reageret: Fødselsdagen var noget af det bedste i klassen - Knud var en kvik fyr og ganske normal - han havde venner og en god barndom - vi mindes ikke noget tyskerhad.

Som én af dem summerer det op: "Det er temmelig patetisk for os andre at være vidner til - og rent ud sagt en fed løgn." Og en anden bakker op: "Det er det rene opspind."

Anmeldere og kritikere -der formentlig bor i solid afstand fra Nykøbing - har taget det for at være en fiktiv skildring af en dansk provinsby med dens snæversyn, sociale kontrol og udstødelse af dem, der er anderledes. Skolekammerater, lærere og beboere i Nykøbing har derimod taget Romers skildring for pålydende og sat etiketten løgn på.

Litteratur er opbygget efter bestemte regler, der kan variere fra den ene genre til den anden, fra den ene tekst til den anden. En roman skal læses og forstås i overensstemmelse med de æstetiske regler og konventioner, der er skabt i løbet af romanens historiske udvikling, og som den enkelte roman kan fortsætte, modificere eller ændre radikalt. Et digt skal læses som et digt, et essay i overensstemmelse med essayets regler etc.

Forfatter og læser kender romangenrens tradition (mere eller mindre godt). Forfatteren skriver i forlængelse af denne tradition, og hvis læseren vil have en god læseoplevelse, må han eller hun acceptere de spilleregler, der gælder for den pågældende genre og den bestemte tekst. Forfatter og læser indgår en slags uformel kontrakt, der indebærer, at begge parter følger spillereglerne, eventuelt i ændret form, når de skriver eller læser.

Denne kontrakt fungerer uden problemer i langt de fleste tilfælde. De signaler, forfatteren (og forlaget) giver, modtages og forstås af læseren i overensstemmelse med de forventninger, han eller hun har.

I forbindelse med Den som blinker er bange for døden har en gruppe læsere anklaget Knud Romer for at bryde kontrakten. Hans bog bliver kaldt roman på omslaget, og det må skabe forventninger om, at den nok kan være tids- og stedfæstet, men at det er fiktive og ikke faktiske personer, der optræder i den. Men navnene på de personer, der skildres i romanen, er identiske med navne på skolekammerater, familie etc.

I interviews har Romer fastholdt, at han beskrev virkeligheden. Med andre ord: Han lægger op til, at bogen skal læses ikke som roman, men som erindringer, hvor spillereglerne er helt anderledes.

Romer kunne have undgået mange af disse problemer, hvis han havde fiktiviseret personerne, som Carsten Jensen har gjort i sin roman Vi, de druknede. Han kunne have givet personerne andre navne og ændret på genkendelige episoder, så romanen havde lagt op til en mere generel tolkning. Det ville ikke have forringet dens litterære værdi.

PÅ DEN anden side er det netop en pointe, at forholdet mellem fiktion og virkelighed er tvetydigt. Det giver romanen et mere autentisk præg.

Det er karakteristisk for megen moderne litteratur, at skillelinien udviskes. Peter Høeg taler om sine forældre og sin skoletid i De måske egnede i en form, hvor fiktivt og virkeligt kan være vanskeligt at skille fra hinanden. Ib Michael bruger Roskilde som handlingens sted i Blå bror og andre af sine romaner, hvor han og familien også optræder i eget navn.

I historiske romaner tegnes der ofte et billede af historiske personer. Ingemann skriver om danske middelalderkonger fra Valdemar Sejr og frem ved siden af en række fiktive personer. De historiske personer tillægges tanker, følelser og motiver for deres handlinger, som vi intet kan vide om ud fra de historiske kilder.

Til forskel fra de historiske romaner, hvor personerne ikke kan tage til genmæle, kan de faktiske personer i samtidsromaner svare igen - og det har de gjort i udstrakt grad i forbindelse med Romers bog.

Der er trods alt mange signaler i bogen, der peger på, at det er en fiktiv skildring. Når romanen ender med en vision om at smide en granat i byen, som er samlet af stumper, der er kommet ud af onklen, turde det være en klar melding om, at vi har at gøre med fiktion, der ikke skal måles på sin sandhedsværdi.

Problemstillingen "Hvad er sandt, og hvad er fiktion?" og spørgsmålet om kontrakten mellem forfatter og læser, går langt tilbage i litteraturhistorien. Daniel Defoe, der gik ind for religiøs tolerance, skrev i 1702 en pamflet, der foregav at være skrevet af en intolerant gejstlig. Den blev misforstået af begge parter, og Defoes tvetydige spil bragte ham i gabestokken.

På tilsvarende måde kan vi måske sige, at Knud Romers tvetydige spil har bragt ham i vor tids gabestok.

Leif Søndergaard, Langelinie 100, Odense M., er adjunkt.

Sammen med professor Jørgen Dines Johansen arrangerer Leif Søndergaard i dag og i morgen et seminar på SDU med titlen "Fact, Fication and Faction".

Leif Søndergaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce