Annonce
Livsstil

Forfatter Sara Omar: Jeg tog kvinden ud af køkkenet, jeg gav hende en stemme, og den stemme blev hørt

- Der er nogen, der er glade for det, jeg laver, og der er nogen, som synes, at jeg skal stoppes, fortæller Sara Omar. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Det er ikke alle og enhver, der tør rejse sig op, åbne munden og kæmpe en kamp for kvinders og børns rettigheder. Det tør forfatter Sara Omar, der har modtaget Menneskerettighedsprisen 2019. Hun har netop udgivet ”Skyggedanseren”, som er efterfølgeren til bestsellerbogen ”Dødevaskeren”. Men det er ikke uden konsekvenser at tage kampen op i et samfund, hvor nogle dele af muslimske miljøer, fundamentalisterne og den yderste højrefløj kæmper tilbage med trusler og hadefulde beskeder.
Annonce

Et sted i Politikens Hus i København sidder Sara Omar i et mødelokale. Hovedstadens liv og travlhed summer uden for vinduerne. Sara Omar har hemmelig adresse, og derfor møder vi hende her.

- Har du set, hvad folk skriver om mig på de sociale medier? De seneste par dage er det blevet ret slemt. Jeg bliver fuldstændig svinet til af den yderste højrefløj, fordi jeg har vundet en menneskerettighedspris. Og det vil de ikke have. De tror, at jeg er en vendekåbe og en fundamentalistisk trojansk hest, fordi jeg ikke kritiserer med had, men med oplysning og nuancer, siger Sara Omar og ser ned på sin iPhone, der ligger i hånden.

Hun sidder helt ude på kanten af sofaen. Hendes ryg er rank, og det lange, letkrøllede sorte hår med de karakteristiske hvide striber ligger ned over den sorte bluse.

Sara Omar har en mission. Hun kæmper for kvinders og børns rettigheder. Hun vil give dem en stemme.

- Min mission går ud på, at alle kvinder og børn skal respekteres som de mennesker, de er. De skal have en stemme. De skal værdsættes, de skal anerkendes for dem, de er, som er på lige fod med alle andre.

Sara Omar er kvinden bag bestsellerbogen ”Dødevaskeren”, og for en måned siden udkom efterfølgeren, ”Skyggedanseren”. Hun har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019 for sin kamp for ligestilling. I romanerne følger man pigen Frmesk og hendes familie, hvor tiden skifter mellem hendes første leveår i Kurdistan og som voksen i Danmark og Tyskland. Romanerne skildrer og kritiserer de barske levevilkår, som kvinderne og børnene er udsat for.

Den perfekte søndag: På tur til det fynske Kurdistan

Jeg har altid elsket søndage. Om søndagen står jeg ud af sengen, sætter musik på, tager et bad, laver kaffe og læser avisen. Jeg laver den lækreste morgenmad med æg, brød, te, kaffe, juice og frugt. Nogle gange laver jeg også pandekager. Jeg elsker at danse til musikken om morgenen, så det gør jeg samtidig med, at jeg laver morgenmad. Det er sådan, min søndag starter. Og resten af dagen bliver bare god.

Så snart jeg står op om søndagen, siger jeg til mig selv: ”Det bliver en god dag.” Og det bliver faktisk en god dag. Det kan være, at der sker en helt masse ting i løbet af dagen, men jeg tror på, at det bliver en god dag. Og så tænker jeg: ”Nå ja, det var bare lidt af dagen, det skal ikke påvirke resten af dagen.” Søndag er en af de dage, som ingen kan få lov til at ødelægge for mig. Uanset hvad der sker. Om der så er et missil, der rammer mig i hovedet, vil min søndag stadig være den bedste dag i ugen.

Jeg har gået mange ture om søndagen. Nogle gange kører jeg flere timer for at komme til en bakke eller en sø, der minder om Kurdistan. På Fyn er der Svanninge Bakker, De Fynske Alper, og Langesø. Jeg har ikke noget imod at køre flere timer for at komme derhen. I Svanninge Bakker står jeg og kigger ud over landskabet, og det hele er der. Jeg ved godt, at det ikke er bjerge, men det er tæt på. Og det er så utroligt smukt. Jeg elsker at være der. Nogle gange tager jeg derhen før solopgang, så jeg kan se solen stå op, og nogle gange er jeg der, når solen er ved at gå ned. Tro mig, jeg har undersøgt hver evig eneste krog af Danmark for at finde noget, der minder om Kurdistan.

Jeg er meget eventyrlysten. Jeg elsker at køre bil og lytte til musik og synge med. Jeg lytter til arabisk musik som Umm Kulthum, og jeg lytter til Frank Sinatra, Édith Piaf, Celine Dion, Michael Bublé og klassisk kurdisk musik. Jeg lytter til forskellig musik fra forskellige steder. Jeg lytter ikke til én bestemt genre. Eller jeg lytter ikke til rock og hård metal. Jeg lytter til musik, der kan sige mig noget og få mig på en indre rejse.

Nogle gange tager jeg også på museum eller i operaen, eller jeg finder ud af, hvor der er klassisk koncert, som jeg kan sidde og lytte til. Det er måske lidt kedeligt i min alder. Det er også tit om søndagen, hvor jeg laver aftaler og drikker en dejlig kop te eller et dejligt glas vin med dem, som jeg holder af. Nogle gange tager jeg på shoppingtur de steder, der har åbent om søndagen.

Søndag er også den dag, hvor jeg er derhjemme og surfer på nettet for at se, om jeg kan finde tøj og sko og makeup. Jeg kan være en kvinde om søndagen, og det elsker jeg.

Annonce

Bøgerne er hendes våben

Sara Omar er 156 centimer høj, og hendes stemme er lav. Hun holder lange, reflekterende pauser mellem sine svar, og der kan gå mange sekunder med stilhed. Men stilheden afbrydes af nøje udvalgte ord.

Hendes spinkle figur og stemme opvejes af de kraftfulde ord, som rammer med en sådan indlevelse og følelse, at man ikke kan gøre andet end at lytte til hende.

Disse ord findes også i Sara Omars bøger. Bøgerne er hendes våben, og hun bruger dem i sin kamp. Hun blev overrasket over, at læserne og samfundet tog så godt imod hendes første bog, ”Dødevaskeren”, der udkom i 2017.

- Efter udgivelsen af ”Dødevaskeren” kom det bag på mig, at kvindestemmen blev hørt. Det var ikke kun mig, der blev hørt. Det var også kvinden i det hele taget. Kvinden blev anerkendt, lyttet til, hørt, taget seriøst, taget alvorlig ...

Hun slår blikket ned, tænker et par sekunder og fortsætter:

- Jeg tog kvinden ud af køkkenet, jeg gav hende en stemme, og den stemme blev hørt, siger hun, og hendes mund former et smil.

Det er vigtigt for Sara Omar, at samfundet lytter til hende og bliver oplyst om den virkelighed, som hun beskriver i sine bøger.

- Det betyder utrolig meget for mig, at samfundet bliver oplyst. Når samfundet er oplyst, bliver vi bedre til at træffe de rigtige beslutninger. Vi bliver bedre til at tænke i løsningsforslag i stedet for dæmonisering. Vi bliver bedre til alt det, der har med et menneske at gøre, når vi bliver oplyst. Fordi vi lærer at nuancere tingene og tænke bredt. Vi lærer at smide ”os og dem”- tankerne væk fra os.

Annonce

Fænomenet Sara Omar

Sara Omar har fået mange positive tilkendegivelser for sin nye bog. Hun smiler, når hun taler om, at mennesker skriver til hende og roser hende for kampen for kvinder og børn.

- Jeg har de største støtter. Jeg kan se, at flere og flere med mellemøstlig baggrund også er kommet til. De skriver til mig privat, og nogle laver lange facebookopslag om mig, og de kommenterer og tagger mig i det. Du kan lige se det her, siger hun og finder igen sin telefon frem og åbner Facebook.

På skærmen dukker et opslag op skrevet på kurdisk. Sara Omar er nødt til at scrolle med fingeren på skærmen flere gange for at nå til slutningen.

- Det her kan du finde på min væg. Kvinden skriver først: ”Fænomenet Sara Omar.” Der er en masse kommentarer og likes. Alle sammen i denne tråd roser min mission. Men jeg er langtfra i mål.

Sara Omar

Forfatter og menneskerettighedsforkæmper.

Er 33 år, født og opvokset i Kurdistan, men flygtede derfra med sin familie i slutningen af 1990’erne. Har siden 2001 boet i Danmark.

Er kandidatstuderende i statskundskab.

Er bestyrelsesmedlem ved nogle kvindeorganisationer og foreninger i Danmark og udlandet.

Er ambassadør for DIGNITY, Crossing Boarders og den svenske organisation Gapf.

Sidder i Expert Advisory-panel for Arts & Globalization.

Har udgivet ”Dødevaskeren” i 2017, den aktuelle efterfølger, ”Skyggedanseren” i 2019, og bidraget med digte til flere antologier.

Har i 2019 modtaget Menneskerettighedsprisen og Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris.

Hun modtog i 2018 Læsernes Bogpris, Ytringsfrihedsprisen, Ekstra Bladets pris ”Årets Victor”, Artbeat Prisens talentpris og blev kåret som ”Årets Kvinde” af magasinet Elle.

Annonce

"Dødevaskeren" var et selvmordsbrev

Der er en helt særlig grund til, at Sara Omar vil kæmpe for menneskets rettigheder. Hun har selv haft ondskaben tæt på.
Hun læner sig frem, og hendes blik borer sig fast. De brune øjne, der er omringet af sort eyeliner og bronzefarvet øjenskygge, gemmer på en smertefuld historie.
- Der er millioner af kvinder, der bliver udsat for undertrykkelse, der er millioner af børn, der bliver udsat for undertrykkelse. Jeg var en af dem. Og ingen gjorde noget, siger hun, mens stemmen dirrer.
- Så nu gør jeg det for dem, som jeg ville ønske, det var blevet gjort for mig. Jeg går ikke på kompromis i den kamp.
Sara Omars bøger bliver ikke kun brugt som hendes våben i kampen for kvinders og børns rettigheder. De har også reddet hendes liv. Oprindeligt skulle hendes første bog have været et selvmordsbrev.
- Selvmordsbrevet blev til første kapitel. Det første kapitel fik mig til at ændre mening, da jeg havde to valg: at overleve eller dø. Og jeg valgte at overleve.
- Smerte fik mig til at skrive ”Dødevaskeren”.
Hun hvisker den sidste sætning.
Stilheden sænker sig over lokalet, mens støjen fra trafikken rundt om Rådhuspladsen fortsætter ufortrødent. Der går lidt over 10 sekunder, før Sara Omar fortsætter med at tale:
- Inden udgivelsen af ”Dødevaskeren” var jeg ingenting. Eller det var det, jeg var blevet bildt ind. Når man får at vide ”du er ingenting, du er ikke noget værd” så mange gange gennem livet, begynder man også at tro på det.
- Tiden efter bogen har fået mig til at anerkende, hvem jeg er, hvem jeg vil være, hvad jeg står for, og hvad jeg ikke vil finde mig i. Den udgivelse har fået mig til at blive til et helstøbt menneske. Er det ikke det, vi alle sammen efterstræber i livet? Et helstøbt menneske med alt indhold, spørger hun.
Sara Omar har ikke lyst til at komme ind på konkrete oplevelser fra sit liv.
- Jeg synes, at ethvert menneske har lov til at have et privatliv, også selv om man er en forfatter og kunstner. Det skal ikke handle om mig. Jeg står ikke et sted, hvor jeg har brug for, at mit privatliv skal serveres for offentligheden. Det skal handle om de mennesker, som har brug for at blive hørt.
Hun er opmærksom på, at det er en stor opgave, hun har taget på sine skuldre, men hun mener, at det er det hele værd.
- Alle mennesker er værdifulde. Alle mennesker er dyrebare. De fortjener at have et godt liv. Og de fortjener, at vi kæmper for dem. Jeg er her ikke for min egen skyld i dag. Jeg er her for deres skyld. For de tavse stemmers skyld.
Annonce

En kamp med konsekvenser

Selv om ”Dødevaskeren” reddede Sara Omars liv, er hendes romaner også dødsensfarlige for hende. For hendes kamp er ikke uden konsekvenser. Hun er konstant på vagt over for mennesker, der er imod, hvad hun skriver, og hun betaler en høj pris for at rejse sig op for dem, der ikke selv kan.
- Jeg har ofret rigtig meget. Det er ikke omkostningsfrit at åbne munden og fortælle, hvordan livet for nogle mennesker ser ud. Jeg risikerer rigtig meget.
Hun har fra starten været klar over, at ikke alle ville være enige med hendes budskab. Men havde der ikke været nogen modstand, havde der ikke været noget at kæmpe for.
- Jeg har jo vidst, at det her ikke er en nem vej. Du kan ikke stille dig op og kræve rettigheder og frihed og forvente, at alle vil sige: ”Selvfølgelig.” Hvis det var sådan, var der ingen kamp.
Efter udgivelsen af ”Dødevaskeren” skrev mænd og kvinder med mellemøstlig baggrund hadbeskeder til hende. Sara Omar mener, at nogle af kvinderne siden har skiftet mening om hende, og at de i dag kan se, at det, hun har udrettet, har frigjort deres døtre.
- Selv mennesker, som i dag godt kan lide mig, svinede mig til dengang. Fordi jeg valgte at hænge det beskidte undertøj til tørre i offentligheden.
Lige nu modtager hun hadbeskeder på sociale medier fra den yderste højrefløj.
- Jeg tror, at enhver ekstremisme har noget at gøre med uvidenhed. De kritiserer for at skabe had og splittelse. Det er enormt vigtigt at fortælle dem, at det er okay at kritisere. I bund og grund handler det om, at vi skal kritisere for at skabe en bedre verden. Men de kritiserer for at skabe en verden, der kun er til for dem selv. Verden skal være et sted, hvor du, jeg og de også kan være. I kampen for menneskers rettigheder har vi brug for alles meninger, også deres. Selv i dette land er det stadigvæk svært at blive hørt som kvinde. Det kan du jo se i kommentartråden på de forskellige medier, siger hun og peger på sin iPhone, der ligger på bordet.
- Der er stadig mange, der synes, at jeg skal ud af det her land, fordi jeg ikke er dansk nok. Selv om jeg bidrager til litteraturen og har udgivet to værker. Men de synes stadig ikke, at jeg er dansk nok.
Sara Omar siger, hun ikke er bange for noget, selv om truslerne og de hadefulde beskeder tikker ind døgnet rundt. Hun mener ikke, at disse personer skal stoppe hende i at skrive.
- Jeg er frygtløs. Jeg kan skrive om alt. Frygten har forladt min krop for længst.
Annonce

For hård til anmelderne

I Sara Omars lejlighed på en ukendt adresse står hendes skrivebord i stuen. Og det er her, hun har siddet og skrevet ”Skyggedanseren” det seneste halvandet år.
I romanen har hovedpersonen Frmesk en hvid hårtot, hun flygter til Danmark og er glad for kunst og poesi. Man kan spekulere over, om det er sit eget liv, Sara Omar skriver om. Men det afviser hun. For der er en grund til, at hun har skrevet en roman og ikke en selvbiografi.
- Jeg skriver romaner, fordi jeg har brug for en armslængde til virkeligheden, og jeg har brug for at kunne være i det. Jeg har brug for at kunne give smerten og ondskaben en stemme, for at retfærdigheden kan ske. Det bliver jeg nødt til. Og det kan man gøre i en roman, siger hun og fortsætter:
- Hvad der er mig og ikke er mig; det er fuldkommen ligegyldigt. Jeg skriver om den verden, jeg kender til, og den verden, jeg kommer fra. Det er alt sammen noget, jeg har set, overværet, oplevet og overlevet.
I ”Skyggedanseren” skildres temaer som mørke, undertrykkelse, overgreb og vold mod kvinder og børn i Kurdistan, Danmark og Tyskland fra 1994 til 2011. Der er dog også humor, kærlighed og omsorg med i bogen.
Sproget i Sara Omars bog er malerisk, udtryksfuldt og så detaljeret, at nogle handlinger i bogen får hårene til at rejse sig. Man er nødt til at stoppe op, trække vejret, holde en pause og læse videre på et senere tidspunkt.
Hun har oplevet anmeldere, der mener, at romanen har været for barsk at læse. Men kan man se en voldsom film, kan man også læse om virkeligheden, mener hun.
- Ja, det er en hård bog, fordi det er en hård virkelighed. Læserne skal vide, at de er stærke, at de godt kan holde til den slags læsning. Hvis de kan holde til at se serierne ”Game of Thrones” og ”The Handmaid’s Tale”, kan de også tåle at læse en bog, der gør dem klogere på livet og får dem til at kigge indad og til at tænke.
- Vi lever i en verden, hvor vi ser mennesker, der er utaknemmelige for deres liv, selv om de har haft et godt liv. Og så glemmer man, hvordan andre lever deres liv, hvad de bliver udsat for, at hvert eneste sekund handler om overlevelse. Det er uretfærdigt over for de mennesker, at vi andre sidder tilbage og piber over, at en bog er for hård at læse.
I litteraturen skal der være plads til følelser og fortællinger om barske oplevelser. Derfor mener Sara Omar, at hendes bøger er vigtige.
- Selvfølgelig er det hård læsning, og den kommer til at vække en hel masse følelser i os, men er det ikke også det, at litteratur skal kunne? At få os til at bruge følelserne på en helt anden måde. Tårerne på en helt anden måde. De tårer, der bliver fældet, er nødvendige tårer.
Forfatter Sara Omar fortæller, at hun skriver om den verden, hun kender til og kommer fra. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Sara Omar er aktuel med romanen ”Skyggedanseren”. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Du skal tage ansvar for din ytringsfrihed. Du kan ikke bare kaste en sten og forvente, at den ikke rammer nogen, siger Sara Omar om de ubehagelige beskeder, som hun modtager fra folk, der er imod hendes bøger. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Om søndagen kan hun være en kvinde, fortæller Sara Omar. Foto: Birgitte Carol Heiberg
De intense brune øjne gemmer på en smertefuld historie. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Jeg har skrevet endnu en bog, fordi jeg kun lige er begyndt. Den her kamp er kun lige startet, fortæller Sara Omar. Hendes nyeste roman er endnu et våben i kampen for kvinder og børns rettigheder. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Debat: Værdig tilbagetrækning

Coronavirus

Live: Over halvdelen af de corona-ramte kender ikke selv smittekilden

Danmark

'Træls', 'tåbeligt' og 'det vil vi ikke tolerere': DF-bagland kritiserer degradering af Kofod og Kjærsgaard

Annonce