Annonce
Debat

Fordel ressourcerne bedre så vi alle får mere ens livsvilkår

På kant: Vores livsmuligheder og levevilkår er ganske forskellige, alt efter om man bor i indre København eller i et landdistrikt, og jeg mener allerede nu, at det hos nogen har ført til en manglende tillid til, at tingene går fremad.

Sådan siger statsminister Mette Frederiksen i et interview i Berlingske . Og hun har helt ret. Også når hun tilføjer, at hvis vi ikke gør noget ved det, får vi ”et mere splittet land, end vi har set før."

Ja! Vi er godt på vej dertil, og det har vi været i snart 40 år.

Jeg er gammel nok til at huske 1980 med en forfalden, forvirret og fortvivlet hovedstad, hvor indbyggerne i de foregående 30 år var flyttet fra med et gennemsnit på 9.000 om året.

Da besluttede Danmark, at vi alle skulle give hovedstaden en hjælpende hånd. Og det gjorde vi. Danmark stillede om på en masse skruer, så resten af landet reelt kom til at overføre store tocifrede milliardbeløb til København hvert eneste år. Det var rigtigt, og det var godt. København havde brug for det. Men det har København ikke mere. Nu har resten af landet brug for, at pengene bliver der, hvor de bliver tjent, så vi kan fastholde de eksportvirksomheder, som Danmark reelt lever af.

Redskaberne er simple. Stop den store kunstige overførsel af penge til København inden for stort set alle forvaltningsområder. Erstat den kommunale udligningsordning med en, der rent faktisk tjener det formål, den er sat i verden for: At sikre lige velfærd ved et nogenlunde lige beskatningsniveau i hele Danmark. Skab balance i uddannelserne, så de reelt er til stede i hele landet. Fordel statslige arbejdspladser og institutioner over hele landet, så staten bliver vedkommende for alle danskere og ikke blot noget, der ligger i København.

Så får vi et rigere, mere retfærdigt og sammenhængende Danmark, hvor borgerne vil have tillid til hinanden og politikerne.

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce