Annonce
Indland

Flere indsatte slipper væk fra psykiatrien end fra fængsler

Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix
I løbet af et år er 11 dømte og varetægtsfængslede personer stukket af fra retspsykiatriske afdelinger.

Personer, der er varetægtsfængslet eller dømt til behandling på en retspsykiatrisk afdeling, slipper oftere væk end indsatte i landets fængsler og arresthuse.

Det fremgår af en opgørelse, som Danske Regioner har lavet for Jyllands-Posten.

I løbet af et år - fra 1. juli 2018 til 1. juli 2019 - blev der registreret 11 såkaldte rømninger fra retspsykiatriske afdelinger.

Rømninger er ifølge Danske Regioner kendetegnet ved, at "patienter stikker af fra lukkede afsnit og bryder ud på tidspunkter, hvor patienten ikke er tildelt nogen frihedsgrader".

I samme periode blev der registeret ni tilfælde, hvor indsatte i danske fængsler og arresthuse uretmæssigt slap fri.

Fængslerne og arresthusene huser vel at mærke over seks gange så mange dømte og varetægtsfængslede som retspsykiatrien.

Tallene bekymrer politikerne i Folketinget, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kalder opgørelsen "alarmerende".

- Vi skal til bunds i, hvad det er for nogle typer - og hvordan vi kan få strammet op for sikkerheden, siger han til Jyllands-Posten.

Sikkerheden i retspsykiatrien har været i fokus, efter at det tirsdag lykkedes gerningsmænd at befri den 24-årige Hemin Dilshad Saleh fra en retspsykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus.

Han har en ledende rolle i bandegrupperingen NNV fra Nørrebro i København og var varetægtsfængslet i en sag om et groft overfald.

Hemin Dilshad Saleh var på den retspsykiatriske afdeling i Slagelse, fordi han skulle mentalundersøges.

Retspsykiatriske patienter, som er indlagt på almenpsykiatriske afdelinger, indgår ikke i opgørelsen fra Danske Regioner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce