Annonce
Sydfyn

Fire kommuner får dispensation for skrappe ghettoregler

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
12 kommuner har søgt dispensation fra nye regler for børnehaver i ghettoområder. Fire har fået medhold.

Fire kommuner slipper for skrappe regler for, hvordan børn fra ghettoområder skal blandes med børn fra resten af kommunen i børnehaver og vuggestuer.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge den såkaldte ghettoplan må højst en tredjedel af de børn, der fremover optages i en ghettobørnehave, komme fra lokalområdet.

Men flere kommuner har så svært ved at lave op til reglerne, at de har bedt om dispensation. Med den må kan de vente i op til fem år med at opfylde kravene.

Og det har Odense, Esbjerg, Roskilde og Svendborg nu fået.

Samtidig har Randers fået afslag på sin ansøgning efter de første afgørelser af ansøgninger fra i alt 12 kommuner.

Rådmand i Odense Susanne Crawley (R) er glad for dispensationen, der dækker over to ghettoområder i byen.

- Det er helt afgørende for, at vi ikke laver en hurtig og dårlig løsning. Det betyder, at vi har tid til at lave en omhyggelig og klog løsning til gavn for børn, familier og medarbejdere i Vollsmose og Korsløkkeparken, siger hun ifølge DR.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet har 16 institutioner fået dispensation i fem år. En enkelt institution i Esbjerg har fået to års dispensation.

Børneminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) understreger, at hun forventer handling fra de kommuner, der nu har fået lidt længere snor.

- Dispensationsmuligheden må ikke blive en sovepude, som betyder, at vi vender det blinde øje til, så kommunerne ikke får løst problemerne med opdelte lokalsamfund år efter år, udtaler hun i en pressemeddelelse.

- Kommunerne må ikke ane nogen som helst smuthuller i fremtiden i forhold til at leve op til deres ansvar og få knækket kurven.

Ministeren lægger derfor op til, at dispensationsmuligheden fremover bliver afskaffet.

/ritzau/

Annonce
Netnyhed fra dr.dk
Pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nødblus satte redningsaktion i gang

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce