Annonce
Middelfart

Fire år på børnehjem hjalp Noel i den rigtige retning: - Der var andre trygge rammer her end derhjemme

Da Noel Månsson som 10-årig kom til Brohuset, mente han, at det var kommunens skyld, at han ikke længere kunne bo hjemme. I dag har han et andet perspektiv og kan se, at der var en årsag til anbringelsen, og at det har hjulpet ham. Foto: Maj Petersen
- Jeg håber, at flere forældre får øjnene op for, at Brohuset og børnehjem generelt ikke er dårlige steder. At det kan hjælpe i stedet for, at det er verdens undergang, siger Noel Månsson, der har boet fire år på Brohuset i Nørre Aaby.

Nørre Aaby: Da Noel Månsson var 10 år gammel, blev han anbragt på Brohuset.

Derhjemme var forholdene ikke optimale, og som resultat kunne han ikke længere bo der. I stedet blev han anbragt på Brohuset, en døgninstitution eller et børnehjem, som Noel selv kalder det, for børn og unge i alderen seks til 18 år.

På Brohuset oplevede Noel for første gang at blive mødt med de ressourcer og den hjælp, han havde brug for, og som han ikke havde kunnet få hjemme.

Annonce

- Der var nogle andre trygge rammer herude, end der var derhjemme. Man var meget mere sikker på, at der var folk, der ville hjælpe dig her, fortæller den i dag 18-årige dreng og tilføjer:

- Det gav mig rigtig meget, at pædagogerne var åbne over for, hvad du kom med og gerne ville hjælpe dig igennem det.

For Noel blev det til fire år på Brohuset. Her udviklede han sig fra barn til teenager, og med årene fik han med egen vilje og pædagogernes støtte vendt tilværelsen på rette kurs.

Et vigtigt skridt blev et skoleskift.

Uudnyttet potentiale

- Noel er faktisk ret brainy.

Sådan beskriver Peter Bjerre, der er pædagog på Brohuset, den i dag 18-årige dreng.

Men den ”ret brainy” side af sig selv var ikke en, han viste meget frem som 10-årig. Da var han elev på en specialskole, hvor de dårlige forhold hjemme havde trukket tråde ind i hans adfærd på skolebænken både fagligt og socialt.

- Det gik ud over min skole, mine klassekammerater og mine lærere, siger Noel, der dengang nemt blev arrig og reagerede udad ved eksempelvis at kaste med ting.

Men det ændrede sig med Brohuset. Med de nu stabile rammer og støtte fra pædagogerne begyndte han at kunne se ulemperne i hans adfærd, og at den ikke styrede ham i den ønskede retning. Derfor besluttede han, at der skulle ske noget nyt.

- En eller anden dag slog det bare klik for mig, og dér forstod jeg, at jeg bliver ikke til noget, hvis jeg bliver her. Jeg får ikke noget ud af at være her, fortæller han og derfor besluttede han, at han ville over på en normal folkeskole.

Mens Noel Månsson boede på Brohuset, havde han regelmæssig kontakt med sin biologiske familie, og selvom han ikke bor hos dem, er de i dag en aktiv del af hans liv. Foto: Maj Petersen

Det projekt kastede både pædagogen Peter Bjerre og Brohusets leder, Lars Mose, sig hurtigt ind i. På Brohuset så de nemlig intet af den adfærd, der stod skrevet om i Noels papirer, hvorimod det potentiale, han nu selv havde fået øjnene op for, det havde de allerede øje for.

I første omgang blev det til en skolepraktik, hvor Noel i to gange 14 dage skulle prøve kræfter med den almindelige skolegang på Nørre Aaby Skole.

- Det gik heldigvis så godt, at du faktisk blev dernede, siger Lars Mose til Noel.

På skolen blev Noel mødt med lærere, der forstod hans situation og var villige til at hjælpe ham, og som en ekstra støtte blev Peter Bjerre tilknyttet skolen med tilbud om pædagogisk sparring og samarbejde, så skolen var bedst muligt udstyret til at arbejde med og hjælpe Noel.

Det blev et fælles projekt, men i sidste ende er det Noels egen fortjeneste, at det lykkedes, mener Lars og Peter tilføjer:

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at hjælpe, men det er stadig dig, der har gjort det.

Annonce

En hel almindelig hverdag

I dag har Brohuset pladser til 16 børn og unge på døgninstitutionen, der fungerer som et midlertidigt hjem, inden de flytter tilbage til deres biologiske forældre eller til plejefamilier.

Selv beskriver Noel sin tid på Brohuset som "ret nem", og den har aldrig været noget, han har skammet sig over eller haft svært ved at fortælle om. Men det har ikke altid været nemt at få folk til at forstå, hvad det betød.

- Det har altid været svært at forklare folk udefra, hvordan det foregår. Du kan forklare og sige til dem, at det er sådan her, det fungerer, men du kan ikke rigtig forstå det, hvis du ikke har prøvet at være her, siger Noel, der beskriver hverdagen på børnehjemmet som helt normal.


Jeg vil gerne være pædagog og arbejde sådan et sted her. Faktisk det her sted hvis det kan blive.

Noel Månsson


Som i alle andre husstande er der faste rutiner med spise- og sengetider og faste opgaver, og Noel gik til hverdag i skole og til fritidsaktiviteter sammen med sine venner. Præcis som i en "almindelig" familie, forklarer han og tilføjer:

- Der er bare flere søskende og flere forældre.

Over for de andre børn påtog Noel sig hurtigt rollen som storebror. En rolle han ikke rigtig havde kunnet udfylde over for sine egne søskende, og det er en rolle, han ønsker at fortsætte med - bare med en smule mere autoritet og faglig viden i bagagen.

Når han er færdig med HF, som han læser på første år i Middelfart, vil han nemlig videre til pædagogstudiet.

- Jeg vil gerne være pædagog og arbejde sådan et sted her. Faktisk det her sted hvis det kan blive, siger han.

Annonce

Teenageårene krævede nye rammer

Som 14-årig skulle Noel videre fra Brohuset.

Som 10-årig var rammerne, Brohuset kunne tilbyde, optimale, men som teenageårene tog form, stod det klart, at han havde udviklet sig det, som han kunne på Brohuset, og at der skulle nye rammer til.

Løsningen blev fundet hos Peter Bjerre, der sagde ja til at tage Noel ind som plejebarn.

- Her (Brohuset red.) er der børn med de samme problemer, jeg engang har haft. Hvis det var det eneste, jeg rendte rundt sammen med, lærte jeg ikke, hvordan det ellers bliver gjort, siger Noel Månsson (tv), der som 14-årig flyttede ud fra Brohuset og kom i plejefamilie hos Peter Bjerre (th). Foto: Maj Petersen

I første omgang var det et forslag, der lige skulle sluges. For Noel havde dengang en tendens til gerne at ville skubbe lidt til grænserne, og det var ikke en mulighed hos Peter. Det vidste han fra årene på Brohuset.

- Jeg havde tankerne om, at det her kun kunne gå dårligt, husker Noel tilbage.

Men det viste sig heldigvis at gå meget godt. Altså efter han én gang havde prøvet at ryge ud ad vinduet og meget hurtigt forstod, at det var en virkelig dårlig idé. Og siden da er han blevet glad for livet på Peters gård, hvor han, ligesom med Brohuset, har fået trygge rammer og plads til at udvikle sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce