Annonce
Film

Filminstruktør vil nedbryde fordomme: - Jeg forstår ikke de negative mediehistorier fra Vollsmose

For Emil Langballe (tv.) er det vigtigt at give de mennesker, som medvirker i hans dokumentarfilm en god oplevelse. Som for eksempel her, da han inviterede Qasim Ahmed Nuur, hovedpersonen i "Q's Barbershop", til forpremiere i Odense. Foto: Mikkel Hamann Jensen
Emil Langballe har succes for tiden, hvor to af hans dokumentarfilm er nomineret til priser ved CPH:DOX. Avisen mødte ham til en samtale om en fynsk opvækst, fordomsfrihed og en frisør fra Vollsmose.

Film: Der er sket meget for den lille dreng, der i de sene 1980'er legede hjemme i Hunderup-kvarteret med sine jævnaldrende venner. Nogle af dem underviste hans mor i Vollsmose. En større rejse begyndte mod hans status i dag som en af Danmarks blomstrende dokumentarister. Meget har ændret sig siden - og så alligevel ikke.

36-årige Emil Langballe er opsat på at skabe nuancer i samfundet, skære ned på stereotyper og nedbryde verdens mange fordomme. Dokumentarfilmene er midlet, og om få dage får to af disse verdenspremiere. "Et ægte par", som handler om et forelsket Downs syndrom-par fra Kerteminde-egnen, og "Q's Barbershop", der skildrer et minikosmos af en frisørsalon i Vollsmose.

Begge film er nomineret til priser ved den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

- Dokumentaren kan noget specielt. Den kan rykke ved folk og forandre deres syn på ting, mener Emil Langballe.

Annonce

Om Emil Langballe

Født 25. november 1982. Bor på Nørrebro i København.

Han voksede op i Hunderup-kvarteret i Odense. Flyttede som 13-årig til Tåsinge.

Student fra Svendborg Gymnasium. Uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Færdiggjorde i 2013 sin kandidat på National Film and Television School i London.

Aktuel med dokumentarfilmene "Q's Barbershop" og "Et ægte par", som op optaget i henholdsvis Vollsmose og Kerteminde.

Filmene er nomineret til hver deres pris ved CPH:DOX, en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, hvor de mellem 20.-31. marts får verdenspremiere.

"Q's Barbershop" bliver vist hos DR3 10. april, og "Et ægte par" bliver vist på TV2 i begyndelsen af maj.

De kreative historier

Men hvor opstod hans lyst til at ændre verden? Hjemme i Hunderup havde han som sagt somme tider besøg af børn, der var lidt anderledes end ham selv. Anden kultur, anden hudfarve, andet sprog. Børnene kom ofte fra udsatte familier, som moderen kendte fra jobbet som folkeskolelærer i Vollsmose, så de blev aflastet dér. For Emil Langeballe var de blot legekammerater. Han var ikke opmærksom på områdets negative ry, men elskede at komme med sin mor på arbejde.

Tiden gik, og i en alder af 13 år flyttede han og familien til Tåsinge. Forældrene havde altid snakket om politik, og en journalistdrøm satte frø i hans sind. Han dimitterede fra Svendborg Gymnasium i 2003, og et par år efter kom han ind på Journalisthøjskolen i Aarhus, så han kunne begynde at fortælle historier.

- Og mere specifikt kunne jeg godt lide menneskers historier.

Han opdagede hurtigt, at journalistikken ikke var ham. For mange regler om formidlingen, for meget tilstræbt objektivitet.

- Jeg endte i praktik hos Bastard Film, som specialiserer sig i dokumentarfilm. De lavede både journalistiske og cinematiske produktioner, så jeg fik lov til at snuse til genren, fortæller han.

Politisk hvisken

Emil Langballe valgte at færdiggøre Journalisthøjskolen, blandt andet med dokumentaren "Grillfesten i Tingbjerg", som blev vist på DR2 og svensk SVT. I 2011 kom han ind på National Film and Television School i London, og knap tre år senere vendte han tilbage til Danmark. Klar til at filme og instruere dokumentarfilm.

Sidenhen har han arbejdet med værker, der bringer et andet lys på stereotyperne. En ung, afghansk flygtningepige. Et værested for mænd, der har været udsat for vold. En kunstner, der beskæftiger sig med strukturel racisme.

- Jeg går ikke ind i projekterne, fordi jeg vil lave noget politisk. Jeg tror, det sker meget underbevidst på grund af min opvækst, siger dokumentaristen.

"Et ægte par" og "Q's Barbershop" bliver Emil Langballes dokumentarer nummer to og tre. Én af hovedpersonerne fra Kerteminde-ægteparret kendte han gennem sin lillebror, og hovedpersonen Qasim Ahmed Nuur fra frisørsalonen i Vollsmose syntes han om efter at have set en fotoserie i Politiken.

Er du nogle gange bange for, at dine film bliver for subjektive?

- Nej. Lige dér er jeg ret glad for, at jeg ikke er journalist. Filmene er mine subjektive skildringer. Det er mig, der vælger og fravælger. Jeg synes bare, det er vigtigt at få nuancerne med.

At lære hos frisøren

Ved "Q's Barbershop" blev han forelsket i det lille sociale univers, han trådte ind i i Vollsmose. Glæden, værdigheden, snakken mellem frisøren og kunderne. Efter få minutter vidste han, at det havde potentiale til en levende og anderledes dokumentar, og selvom det tog tid - faktisk 1,5 år - og megen optagen, før kunderne og Vollsmose-borgerne blev vante til Emil Langballes kameraer, endte han med sjove karakterer til filmen og flere gode venner.

- Den research har helt sikkert givet mig meget, som jeg vil tage med i arbejdet med kommende dokumentarfilm. Man får en ægthed og afslappethed fra dem, man optager, når man giver dem sin tid og interesse, forklarer odenseaneren.

- Jeg håber, at folk har lyst til se en masse fede frisurer, nogle seje, sjove drenge og en positiv side af Vollsmose, der langt fra matcher mediebilledets Vollsmose. Jeg håber, den kan lære os, at sammenhold og lokalfællesskab er vigtigt, for det har vi mistet i de store byer. Og selvfølgelig håber jeg, at folk vil se på filmens medvirkende som mennesker; ikke stereotyper.

Emil Langballe synes, at filmmediet er det stærkeste medie. Med levende billeder fanger man mennesker mere, og der er så mange muligheder. Foto: Mikkel Hamann Jensen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce