Annonce
Udland

Filippinske guider redder askeklædte heste fra vulkan

Ted Aljibe/Ritzau Scanpix
En række desperate filippinerne iværksatte tirsdag en risikabel redningsmission ved den rumlende vulkan Taal.

Mens flere end 80.000 personer hidtil er flygtet fra en rumlende vulkan i Filippinerne, så har en række desperate guider taget turen den anden vej.

De har således været tilbage nær vulkanen Taal for at komme deres heste til undsætning. Guiderne måtte søndag forlade deres heste i en fart, da Taal vågnede og spyede aske og røg op i flere hundrede meters højde.

Hestene udgør en vigtig indtægtskilde for de filippinske guider i området.

Hestene bruges til at transportere turister op ad vulkanen, der normalt er en populær attraktion for turister.

En tur kan indbringe guiderne næsten 50 kroner - et betragteligt beløb i Filippinerne, hvor millioner lever for under 15 kroner om dagen.

- Vores liv består af vores heste. Det er sådan, vi tjener penge, siger 62-årige Alfredo Daet efter tirsdag at have hentet tre af sine fire heste på vulkanen.

- Vi elsker vores heste. Det er derfor, vi ville redde dem, tilføjer han.

Vulkanen Taal er omringet af en stor sø, og hestene skulle derfor reddes i både. Billeder af de nødstedte heste viser dem indhyllet i vulkansk aske.

Myndighederne har advaret om, at vulkanen kan gå i udbrud når som helst.

- Men hvis vi lader hestene dø, så vil det være os, der taber i sidste ende, lyder det fra en anden hesteejer, Pejay Magpantay.

Det lykkedes tirsdag at redde 11 af hans families 14 heste.

I alt er 82.000 personer hidtil tvunget på flugt på grund af vulkanen. Det oplyser myndighederne onsdag, skriver nyhedsbureauet dpa. To personer, en 62-årig kvinde og en 27-årig mand, er døde af hjertestop under flugten.

Taal har tidligere skabt både død og ødelæggelse.

Det mest voldsomme udbrud var tilbage i 1911. Her døde omkring 1300 personer, og der blev sendt aske hele vejen til hovedstaden Manila, der ligger omkring 100 kilometer nord for vulkanen.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce