Annonce
Faaborg-Midtfyn

Festlig dag på havnen med grill og musik

Trompetisten Ida Brinch har samlet unge jazzmusikere om et repertoire fra den store amerikanske sangbog. PR-foto
Den nye sommer-havnepromenade får sin debut som musik- og samlingssted. Musikforeningen Vaff og Træskibsforeningen Faaborg - Projekt Haabet inviterer på en musikalsk og festlig fredag.

Faaborg: Uden for det gamle frølager på Vestkaj i Faaborg - lige ud til havnen, kun med en ny "gågade" imellem - arrangerer Musikforeningen Vaff og Træskibsforeningen Faaborg - Projekt Haabet fredag 5. juli en festlig eftermiddag og aften.

Foreningerne håber med initiativet at åbne op for de kreative muligheder, der er opstået med den nye "havnepromenade" - og lægger op til, at andre foreninger, ildsjæle og eventfolk vil benytte sig af de unikke forhold, som nu byder sig til i sommermånederne.

Arrangementet begynder kl. 16 med en sing-a-long koncert med Kirkegaarden & Valbak på asfalten mellem Frølageret og kajen, hvor der etableres en pop-up-musikcafé.

Kl. 18 er der fællesgrill på Havnen. Der bliver opstillet et antal gas- og kulgrill, som kan benyttes af interesserede publikummer, som opfordres til at tage mad og service med, men købe drikkevarerne på stedet. Det er kun indtægter fra baren, der finansierer udgifter til projektet.

Annonce

To gange koncert

Ida Brinch Quartet fra Odense giver koncert kl. 19. Trompetisten Ida Brinch har samlet et stærkt hold af unge jazzmusikere om et repertoire fra den store amerikanske sangbog.

Og kl. 21 er der danseaften med Odensebandet The Pouls Garage. Guitaristen Poul Strøyer er garageejer og har samlet et velspillende orkester bestående af: Stig Vognæs på bas, René Dam Hansen på trommer og ikke mindst rocksangeren Ulrik Fromholt. De lover dansevenlig musik fra 60’erne og opad.

Der er gratis entré til hele arrangementet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

April 1960: Rugby på Fyn

Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce