Annonce
Faaborg-Midtfyn

Festdag endte i tårer: Far til kræftramt 3-årig holdt rørende tale

Mens Lasse Stolpe-Piester holdt sin rørende tale, sad 3-årige Laura på mors skød med storebror Mathias ved sin side, og en krammekanin i favnen. Foto: Vibeke Volder

Lørdag blev der på Torvet i Ringe gjort status efter sommerens cykeltur med Team Rynkeby og 17 års indsamling til fordel for kritisk syge børn. Samtidig fik publikum sat ansigter på, hvad den gode sag drejer sig om, og det fik tårene til at trille ned ad kinderne på de fremmødte.

Ringe: Lørdag var en dag i både glædens og sorgens tegn, da Team Rynkeby overrakte årets indsamling på hele 29,4 milioner kroner til Børnecancerfonden og Børnelungefonden på Torvet i Ringe.

Selvom Torvet i Ringe var pakket med feststemte mennesker, der var klar til at fejre sommerens indsamling, kunne man høre en knappenål falde til jorden, da faren til en kræftramt 3-årig holdt sin rørende tale:

- Lørdag den 7. april i år ændrede mit og min families liv for altid. Min datter Laura, der i juli fyldte tre år, fik konstateret en aggressiv, ondartet hjernetumor, der ikke kan opereres væk. En DIPG, en Diffust Infiltrerende PonsGliom. En meget sjælden kræftsygdom, der rammer 1-3 børn i Danmark om året. En tumor, der er vokset ind i hjernestammen og op i lillehjernen. En sygdom uden behandling. Vores lille dejlige, og indtil den dato, helt almindelige datter har fået en dødsdom. Sofie, Andrea og Mathias' lillesøster skal dø, lød det med en grådkvalt stemme fra Lasse Stolpe-Piester fra Kokkedal, der med kærlighed lysende ud af øjnene kiggede på sin hustru, der sad med Laura i skødet og storebror Mathias ved sin side på trappen foran ham og lyttede opmærksomt til deres historie.

- Chok, sorg og forvirring er vel det bedste, der kan beskrive perioden efter diagnosen. En pludseligt opstået ny hverdag har meldt sig. Maiken gik på orlov fra sit kandidatstudium, og konsulentbureauet Implement sendte mig hjem for at passe på min familie. Arbejdet skulle jeg ikke tænke på.

- De første 14 dage var rent kaos. Fokus var på Laura og på at følge med behandlingstoget, der kørte for fuld damp. Men vi skulle også håndtere reaktionerne fra de tre store børn. Og når de var lagt til ro og krammet, kunne jeg løbe ud i skoven og skrige min fortvivlelse ud, lyder det fra Lasse Stolpe-Piester, mens der går et suk igennem Torvet i Ringe.

Annonce

De første 14 dage var rent kaos. Fokus var på Laura og på at følge med behandlingstoget, der kørte for fuld damp. Men vi skulle også håndtere reaktionerne fra de tre store børn. Og når de var lagt til ro og krammet, kunne jeg løbe ud i skoven og skrige min fortvivlelse ud.Lasse Stolpe-Piester.

Der blev tørret mange tårer af kinderne, da fadderen til den kræftsyge 3-årige Laura holdt sin tale til forsamlingen. Foto: Vibeke Volder

Forskning kan redde Laura

- Men i samme moment, som vi fik dødsdommen, tilbyder Rigshospitalet i København et håb. Vi kan deltage i et nyt pan-europæisk forsøg, leddet af Karsten Nysom fra Rigshospitalets Enhed for Ny Medicin til Børn med Kræft, som finansielt støttes af Børnecancerfonden. Den nye behandling kombinerer stråling med et forsøgsmedicin, som lægerne håber kan stoppe tumoren.

- Et håb er født, og det er det håb, der i dag får os til at stå op hver morgen og glæde os over endnu en god dag, når vi går i seng om aftenen. Men behandlingen er et forsøg. Vi ved ikke, om det virker. Vi ved basalt set ikke, om vi har Laura i 4 måneder, 4 år eller 80 år.

- Derfor er det vigtigste for os lige nu at skabe opmærksomhed om sygdommen, om forskningsenheden, om Børnecancerfonden, der støtter Enheden og om jer i Team Rynkeby, fordi I støtter Børnecancerfonden.

- Se bare på de muligheder, donationer fra Børnecancerfonden giver de professionelle, der skal redde vores børns liv. Bare siden Laura fik konstateret kræft i starten af april i år, har Børnecancerfonden givet 12 millioner til oprettelse af en nyt nationalt forskningskonsortium for hjernetumorer hos børn og skal forbedre behandlingen og mindske senfølger og bivirkninger for danske børn med hjernetumorer. Og i maj gav Børnecancerfonden 6 millioner kroner til udvikling af immunterapi og celleterapi som en del af fremtidens behandling af danske børn med kræft. Og netop immunterapi kunne måske være en løsning for Laura - hvem ved?

- Vi kan ikke gøre så meget mere for Laura lige nu. Tiden og forskningen arbejder for hende. Det samme gør Team Rynkeby, heldigvis.

- Tak Børnecancerfonden og tak Team Rynkeby for jeres støtte. Tak alle ryttere - hver og eneste en af jer, for at have cyklet helt til Paris, for alle træningstimerne for at rejse alle pengene og donere dem til Børnecancerfonden. I har min dybeste respekt, og jeg er meget taknemmelig over den kæmpe store indsats, som I gør. I er så seje. Tusind tak fordi I er med til at hjælpe min Laura og alle de andre børn, som slet slet ikke burde have brug for jeres hjælp. Tak - bare et kæmpe stort TAK, slutter talen der bliver afløst af en klapsalve, der får hele Torvet til at runge.

3-årige Laura tog sammen med sin familie imod 21.850.561 kroner til Børnecancerfonden. Foto: Vibeke Volder
Victoria har en kronisk lungesygdom. Hun var på scenen sammen med sin far, Michael, for at modtage donationen til Børnelungefonden på 7.637.722 kroner. Foto: Vibeke Volder
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce