Annonce
Underholdning

Fem generationer af frugtavlere: Arbejds- og familieliv er en stor pærevælling

Lone Lollesgaard sagde sit job op på Langelands Efterskole for at arbejde sammen med sin mand på frugtplantagen Strandlyst nord for Rudkøbing. Foto: Anna Stærbo
Siden Lone Lollesgaard sagde sit job op og begyndte at arbejde på familiens frugtplantage, er familiens arbejds- og familieliv blandet sammen i en stor pærevælling.

PELØKKE: - Farfar, hvad har du lavet, spørger syvårige Johan til Peter Lollesgaard, da han kommer gående imod ham med blodrøde fingerspidser iført en trøje, der ligner en malerjakke med pletter i røde og lilla nuancer.

- Jeg har været ude og plukke morbær, siger Peter Lollesgaard.

- Og jeg har endda vasket hænderne, forsikrer han barnebarnet.

Her på Strandlyst frugtplantage bor de tre generationer side om side. Peter Lollesgaard, hans søn og svigerdatter Kristoffer og Lone Lollesgaard samt parrets tre børn. Siden 2014 er familien kommet endnu tættere på hinanden, efter Lone Lollesgaard sagde sit job op på Langelands Efterskole for at arbejde fuldtid i frugtplantagen.

Det har været en god beslutning, synes hun.

- Nu arbejder jeg for eksempel lidt i weekenderne, men til gengæld kan jeg sige ja til en masse ting med børnene. Så jeg har fået en større fleksibilitet, og man skal ikke hænge i en klokkestreng. Det kan godt være, jeg skal indhente nogle ting en gang imellem, men jeg er herhjemme. Så selvom jeg skal arbejde, er jeg lige i nærheden af børnene, siger Lone Lollesgaard.

Annonce

Blå bog

Lone Lollesgaard er 47 år og gift med Kristoffer Lollesgaard.

Parret har tre børn – Rasmus på 13 år, Clara på 11 og Johan på 7 år.

Lone Lollesgaard arbejder sammen med sin mand om at drive Strandlyst frugtplantage lidt nord for Rudkøbing. Hun står blandt andet for at drive gårdbutikken og for at lave regnskab, markedsføring, kommunikation og alt det administrative.

Før arbejdede hun som forretningsfører på Langelands Efterskole, og er uddannet advokatsekretær.

Stadig travl, men sammen

Det har givet mere overskud til familien, mener Kristoffer Lollesgaard, der havde svært ved at få enderne til mødes, før parret slog sig sammen om frugtplantagen.

- Nu er der lidt mere overskud til børnene. Vi har stadig travlt, men det er på en anden måde. Vi er mere sammen med børnene, og der er altid nogen hjemme – også når børnene kommer hjem fra skole. Børnene hjælper til, og vi holder kaffepauser sammen, siger han og tilføjer:

- Hvis jeg arbejdede et andet sted fra klokken 6 til 18, ville jeg nok ikke se ret meget til mine børn. Her arbejder jeg nok 12 timer, men flere gange om dagen er jeg sammen med børnene, når vi fx denne sommer skal fodre hundehvalpe.

Det flyder sammen

Familiens struktur betyder, at det er svært at skelne mellem, hvornår man er på arbejde, og hvornår man holder fri. Det hele flyder ind i hinanden, forklarer Lone Lollesgaard.

- Og det skal man kunne lide. Nogle gange kan jeg da også misunde dem, der kan sige, at ”klokken fire har jeg fri, og så skal jeg ikke tænke mere på arbejde”. Det må da være et lækkert job. Men jeg har valgt noget andet, siger Kristoffer Lollesgaard og griner.

Kristoffer Lollesgaard er frugtavler på femte generation, og derfor kender han alt til at vokse op blandt voksne, der arbejder hjemme. Det er sundt at lære, hvor pengene kommer fra, og hvordan det hele hænger sammen, mener han.

- Det giver god mening, når man ser tilbage på det som voksen. Så tror jeg på, at vores børn kan se, at de har fået et godt fundament. At de har haft nogle forældre, der har været nærværende. Det er i hvert fald dét, der er vores håb. Vi vil gerne give dem en god base, siger Lone Lollesgaard.

Familien Lollesgaard med børnene Johan og Rasmus, deres forældre Lone og Kristoffer samt farfar Peter bor side om side med hinanden på frugtplantagen Strandlyst. Foto: Anna Stærbo
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce