Annonce
Kultur

Feel good-mad på slottet

Beliggenheden ved Lillebælt er i særklasse, og Realdania Byg har ikke sparet under renoveringen af Hindsgavl Slot - og så er der garanti for at blive mæt.

Den Hvide Dame på Hindsgavl Slot byder på fin mad, store portioner og god betjening - og så kan man strække ben i parken

Vi har en aftale med Den Hvide Dame klokken 18.30, og undervejs fra stationen i Middelfart må taxachaufføren tjekke med centralen, at restauranten nu også ligger på Hindsgavl Slot - og det gør den.

Chaufføren parkerer foran slottet med udsigt til en stor trækker med hænger fra et internationalt dækfirma - Hindsgavl Slot har fine nyrenoverede konference-faciliteter - og receptionisten kan berette, at restauranten denne aften er fyldt godt op.

Vi kan skimte Lillebælt gennem en åbenstående dør, og på en mere lys og lun aften ville vi være ankommet tidligere for at strække ben i parken, men vi går i stedet ind og nyder et glas crémant de bourgogne og studerer menukortet. Her er tre retter for 425 kroner med oksemørbrad som hovedret, men vi giver lidt ekstra og vælger fra a la carten. Den Hvide Dame har et enkelt kort med tre forretter, tre hovedretter og fire desserter inklusiv ost.

Annonce

Det hvide valg

Vi går efter en flaske vin, som kan dække fugl og fisk, og tjeneren spørger, om vi er til hvidvin eller rødvin: Vi er til den hvide, og hun foreslår Errazuriz’ chardonnay som første bud eller sauvignon blanc fra Frankrig - og vi vælger chileneren, som ifølge tjeneren har meget at byde på.

Den kommer på bordet fra restaurantens vinkøleskab, men mangler et par grader i at være kold nok, men det klarer hun i løbet af de næste minutter.

Min forret består af bagte skiver lyssej med crunch af bacon og syrligsprødt æble i skiver under filigran af superfrisk salat - absolut nydeligt. Det samme gælder medspiserens blinis med stenbiderrogn og filet af samme fisk, som i denne hjemmerøgede udgave er fyldig uden at være så fedladen, som kvabsoen hurtigt bliver det.

Vi har fået godt brød i en kurv og hjemmekærnet smør, og det glider fint sammen med den flinte- og røgprægede chardonnay, som nu står i en spand med is ved bordet.

De fleste gæster kommer ved 19-tiden, og snart er bordene fyldt med tilfredse konferencegæster og enkelte par. Dresscode er uformel, dækfolkene holder af jeans og polo-shirts.

Fisk for alle pengene

Hovedretterne holder niveau, og de er fyldige for ikke at sige store: Jeg får dampet helleflynder for alle hovedrettens 265 kroner, og fileten ligger på en smuk bund af dampet spinat med flis af pasta foruden jordskok, som er tilpas sprød - og det sker sjældent, at denne madanmelder en kort stund overvejer, om han kan spise en fiskeret op.

Medspiseren får et stort stykke saftig bornholmerhane med sprødt skind. Skorzonerrødder er normalt ikke hendes favorit, men her er de holdt lidt sprøde og lækre, mens hvedekernerisottoen til gengæld er fed som risalamande - også denne portion kunne mætte en sumobryder in spe.

Tårne af mørbrad

Min helleflynder er omkranset af bisque, som er dyb og intens i smagen, og det generelle indtryk af køkkenet er stor sikkerhed i håndelaget og råvarer med masser af smag. Vi ser hovedretterne fra den faste menu glide ind, og rosastegte stykker af oksemørbrad står på tallerkenerne i næsten frygtindgydende størrelse.

Mere TV 2 end DR2

Med en pause får vi plads til dessert, og medspiseren nyder pære med lakridskaramel og hvid chokoladecreme, mens jeg får fire stykker ost fra dansk Balder til fransk ged sammen med syltede nødder, pikant krydret med kanel og appelsin.

Vi kunne have fået tre retter fra menuen med en flaske vin for omkring 1300 kroner, men prisen for det frie valg plus et par ekstra glas vin ender på 1771 kroner.

Den Hvide Dame stryger gæsterne med håret, her er velsmag frem for innovation, og et besøg er mere som en helaftensoplevelse med Kevin Costner på TV 2 end en temalørdag på DR2. Høj kvalitet, professionel udførelse og fokus på gæstens velbefindende snarere end intellektuel stimulering, og det er alt i alt en oplevelse til fem stjerner.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce