Annonce
Nyborg

Farvel til bosted ryster handicapformand

Handicaprådets formand, Lars Bennedbæk, er dybt bekymret for, hvordan beboerne vil reagere på lukningen af det særlige botilbud i Øksendrup. En bekymring, som han deler med de pårørende. Arkivfoto: Patrick Allan Dejbjerg
Det vil få store konsekvenser for både beboere og pårørende, når bostedet i Øksendrup lukker, advarer handicaprådets formand Lars Bennedbæk.

Øksendrup/Nyborg: Med beslutningen om at anbefale en lukning af Bostedet Øksendrup går medlemmerne af Social- og Familieudvalget ikke kun stik imod ønsket fra personalet.

Også de pårørende til de tre beboere på stedet har til det sidste forsøgt at overbevise politikerne om at bevare tilbuddet i en eller anden form.

Formanden for handicaprådet i Nyborg Kommune, Lars Bennedbæk, kalder ligefrem beslutningen for "katastrofal" og advarer om, at den kan få store konsekvenser.

- Vi taler om mennesker, som har brug en masse struktur og genkendelighed i hverdagen. De risikerer at blive bombet tilbage i deres udvikling, når man flytter dem til andre institutioner, hvor de vil blive mødt af nye mennesker og nye metoder. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil få en dårligere hverdag, og det vil samtidig påvirke deres pårørende. Derfor er jeg mildest talt rystet over, at man ikke har lyttet, siger han.

Bostedet Øksendrup, der er botilbud til udviklingshæmmede voksne eller personer med senhjerneskader, blev for få år siden udvidet til fem beboere, men er i dag nede på tre. Falder det tal yderligere, vil regningen for at holde bostedet i live stige tilsvarende.

Allerede som det ser ud i dag ville man være nødt til at tilføre yderligere en million kroner om året for at sikre driften. Med kun to beboere kan det ifølge Stiftstidendes oplysninger koste kommunen 2-2,5 millioner kroner ekstra sammenlignet med i dag.

Flere politikere peger imidlertid på fagligheden og hensynet til beboerne som det, der har vejet tungest. Lars Bennedbæk minder i den forbindelse om, at Bostedet Øksendrup tidligere er blevet fremhævet for netop sin høje faglighed.

Det skete sent som juli i år, hvor Socialtilsyn Syd var på besøg og efterfølgende roste personalets kompetencer.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce