Annonce
Underholdning

Fantastiske sange og koreografi: Forestillingen om "Pippi" er både stærk og skrøbelig

Flere gange i løbet af forestillingen er hele det store "Pippi"-ensemble på scenen og det giver en fremragende dynamik. Foto: H.C. Andersen Festspillene
H.C. Andersens festspillenes opsætning af "Pippi" rummer pragtfuld musik og dans, men historien mangler dybde.

Det var med en overbevisende selvsikkerhed, at 15-årige Ida Marstrand torsdag aften gjorde sit indtog på scenen i Magasinet iklædt forskelligfarvede lange strømper, rødt hår og fregner og med et drillende blik i ansigtet, som man kender det fra Astrid Lindgrens "Pippi Langstrømpe".

Åbningssangen "Kald mig Pippi" havde en en skøn energi over sig, så man fra starten fandt sig godt til rette i det skøre univers, skabt af fru Lindgren. Desværre var lyden til at begynde med øredøvende høj, og det gik ud over Ida Marstrands ellers fremragende stemme.

I takt med at lyden blev justeret, blev man overvældet af skøn musik og finurlige melodier og tekster. Komponisten Sebastian har gjort et godt stykke arbejde; det samme gjorde musikerne og sangerne på scenen.

Især, da Ida Marstrand gik ned i tempo i sangen "Hoppetossen", hvor hun synger om, at Pippi savner sin far, kom hendes gode vokal til sin ret, og da Pippi fik selskab af et ensemble af pirater på scenen i en smuk, næsten rørende koreografi med røg og mystik over sig.

Koreografien er et af de helt store plusser ved "Pippi". Flere gange var stort set hele ensemblet på scenen, og selvom det nemt ville kunne komme til at virke rodet med så mange mennesker på en scene, var koreografien så veludtænkt, at den i stedet skabte en særlig synergi mellem spillerne.

Annonce

Pippi på Magasinet

"Pippi", der opføres af H.C. Andersen Festspillene, spiller på Magasinet frem til 26. januar.

Det er en familieforestilling.

Manuskriptet er skrevet af Staffan Götestam efter Astrid Lindgrens originale historie og oversat af komponisten Sebastian, som også har skrevet musikken.

Forestillingen er instrueret af Carsten Friis.

Medvirkende: Ida Marstrand, Tal Pila Chen-Zion, Nicoline Hansen, Anja Torp Due Kruntel, Pernille Geertsen, Emilie Kallagaer, Charlotte Hansen, Allan Kirkebæk, Nicolai Hede, Jonas Cheblaoui, Christoffer Laubel, Lasse Krintel, Mikkel Hansen, Augusta Lund Lau, Mikkel Hansen, Emilie Kallager + ensemble.

Kapelmester: Krisoffer Nybye. Koreograf: Line Friis. Korleder: Mette Marstrand. Scenograf: Malene Ilskov. Kostumier: Charlotte Hansen.

Der spilles i alt 16 forestillinger, og der er sat 7340 billetter til salg. Forestillingen varer knap to timer inklusiv 20 minutters pause. Der er dobbeltforestillinger både lørdag og søndag.

Alle forestillinger er på Magasinet i Odense. Se spilletider på www.hcandersenfestspillene.dk

En flad Pippi

Trods den gode musik, den imponerende koreografi og det skønne univers fanger selve historien om Pippi ikke.

Allerede tidligt i forestillingen får man slået fast, at Pippi er verdens stærkeste pige. Derfor er det overflødigt, da det bliver slået fast igen og igen - når hun slås med en stærk mand, når hun slås med røvere, når hun slås med politiet, når hun lægger arm med sin far, sørøverkaptajnen.

Det er sjovt i starten, men man kan ikke lade være med at tænke på, om man kunne have givet Pippis karakter mere dybde ved at have udforsket nogle af de andre dilemmaer i historien i stedet for det store fokus på hendes styrke.

Det er rørende, når Pippi i en scene viser, at hun savner sin far. Her ser man, at der bag verdens stærkeste pige også kan være en skrøbelighed.

Denne sårbare Pippi, der stadig blot er en lille pige, der mangler sine forældre, ville være langt mere interessant at følge. I stedet bruger man tid på karakterer som røverne Blom og Dunder-Karlsson, som - til trods for at være spillet godt af Christoffer Laubel og Lasse Krintel - mest af alt virker overflødige for historien.

Det får Pippi til at fremstå som en flad karakter, fordi man, hver gang man kommer tættere på at tilføre hende en dybde, vælger at gå i den anden retning. Derfor lærer man aldrig Pippi ordentligt at kende.

For lidt Tommy og Annika

Handlingen i "Pippi" stritter i flere retninger: At Pippi er stærk, at Pippi bor alene og skal anbringes på institution, at Pippi går mod normerne og opfører sig, som hun vil, at Pippi savner sin far, og at Pippi bliver gode venner med Tommy og Annika. De første tre temaer bliver belyst meget i løbet af forestillingen, hvor de sidste to får knap så meget fokus.

Især Tommy og Annika, spillet af Tal Pila Chen-Zion og Nicoline Hansen, er mest af alt med på sidelinjen og blegner i kraft af alt for få replikker i Pippis skygge. Det havde været ideelt at bruge dem noget mere i forestillingen, for da Pippi til sidst synger en sang med de to og vælger at blive i Villa Villekulla for deres venskabs skyld, sker det lidt pludseligt. Det er en skam.

"Pippi" er en velspillet forestilling, og hvis man er i humør til at få trænet lattermusklerne med lagkagekomik og til at lade sig fascinere af flotte kulisser, gode sange og sublim koreografi, er det en ideel forestilling at bruge sin aften på.

Forestillingen om verdens stærkeste pige "Pippi" var fornøjelig, men historien om venskabet med Tommy og Annika er ikke overbevisende. Foto: Claus Milling
Der er meget fokus på Pippis styrke i foretillingen. Foto: H.C. Andersen Festspillene
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Byråd sætter punktum for Odeon-sag: Men der mangler stadig en undskyldning

Leder For abonnenter

Odeon har tumlet rundt som en beruset balletdanser

Det er ynkeligt, at selskabet bag Odeon ikke vil undskylde de løgne, som man var sendt ud i offentligheden for at dække over sagen om den systemkritiske kinesiske dansetrup Shen Yuns aflyste optræden i musik- og teaterhuset. Odeon-selskabet har, som det fremgik af avisen tirsdag, i stedet valgt at "beklage" sin optræden via en advokat, men man har ikke haft mod og mandshjerte nok til at sige det lille, men vigtige ord "undskyld". Det er uhørt dårlig stil; en uforskammet opførsel. Derfor må man håbe, at Odeon tager ved lære af forløbet og den berettigede kritik, der er blevet rejst mod selskabet. For selvfølgelig skal man undskylde, når man stikker en løgn. Odeon har i Shen Yun-sagen tumlet rundt som en beruset balletdanser midt i et balletkompagni. Man har løjet for offentligheden, og man har løjet for sin kontraktpartner, Odense Kommune. Det har absolut ikke været kønt at se på. Det er blevet grundigt tilbagevist, at aflysningen af den kinesiske dansetrups optræden skyldtes pres fra det kinesiske regime. Der findes ganske enkelt ikke skyggen af dokumentation for, at den kommunistiske supermagt Kina har forsøgt at diktere programmet i et musik- og teaterhus i hjertet af Danmark. Der er andre og bedre forklaringer på, at Shen Yun-truppen ikke fik lejlighed til at optræde i Odeon. Alene det faktum, at truppen er ukendt i offentligheden og derfor næppe ville have haft gennemslagskraft til at samle et større publikum i Odeon, kan begrunde, at truppen fik et nej fra Odeon. Det kunne man imidlertid have sagt højt og dermed sparet sig selv for megen ballade. Ligesom man fra Odeons side kunne have sagt, at der var åbenlyse samarbejdsproblemer mellem den kinesiske trup og musik- og teaterhuset. Det er nu engang altid bedst at sige tingene, som de er - også når det er ubekvemt. Selv om sandheden ifølge mundheldet er ilde hørt, er sandheden altid at foretrække. Derfor må Odeon mande sig op og lære at sige tingene, som de er. Også, når det handler om at afvise ukendte, kinesiske dansere. Alt andet er ynkeligt.

Annonce