Annonce
Nordfyn

- Fantastisk bane: World Cup sætter Bogense på verdenskortet

Flere tilskuere til World Cup i Bogense havde kommet langvejsfra. Her en gruppe cyklecross-entusiaster fra Sverige. Foto: Amalie Klitgaard
  • Cykelcross-løbets indtog i Bogenses gader og stræder søndag fik flere danskere til at komme på visit - men i den grad også udlændinge.
  • Blandt andre en gruppe cykelcross-entusiaster fra Sverige.

Bogense: World Cup i cyklecross fik søndag rettet noget af det internationale samfunds opmærksomhed på Bogense.

For på cykelruten, der kørte forbi Bogense Havn, Kyst Camping og Kirkebakken, var der blevet flere 18 kameraer op af de belgiske produktionsselskaber Play Sport og Videohouse, som dækkede begivenheden.

Derved blev World Cup og Bogense sendt live ud på 14 tv-stationer i 10 lande - og dermed ud til flere end tre millioner mennesker i Europa.

Men Nordfyn kom ikke kun ud til de cykelglade europæere - de kom også til Nordfyn.

Når man gik rundt langs den 2,9 kilometer lange cykelrute, hørte man nemlig lige så meget hollandsk og tysk, som man hørte dansk. Nogle af de tilskuere, som havde taget rejsen til Bogense i anledning af World Cup i cykelcross var en gruppe fra Göteborg og omegn i Sverige.

- Det er et virkeligt dejligt sted.

- Det er fantastisk.

- Det er virkelig godt.

Siger de gult og blåt-klædte mænd i munden på hinanden til spørgsmålet om, hvad de synes om placeringen af World Cup'en. De har tidligere deltaget i World Cup i Belgien.

- Man har den smukke beliggenhed ved havet og en smule held med vejret, hvor solskinnet stadig er her. Og så er det en fantastisk bane med masser af udfordringer, siger Bjørn Frederiksson:

- Det er en spektakulær bane. Det er ikke så almindeligt at have så mange, der er tre eller fire ved hver runde. Rimelig brutalt.

- Ja, og så i det fladeste land i verden, siger Phillip King, som får hele gruppen til at bryde ud i grin.

Sammen dyrker de både cykelcross og mountainbike, hvilket selvfølgelig også har fået dem til at rejse til Bogense i dag. Og derfor er de enige om, at vejret jovist er godt for dem som tilskuere - men regn ville have været bedre for cykelræset.

- Vi mangler bare lidt regn til at gøre det endnu hårdere for dem. For at gøre det endnu mere mudret. Det fedeste er, når man ser sved på deres pander på vej op ad de stejle dele af banen, griner Matthias Cedwin. Han skal lige til at sige noget mere, men bliver straks afbrudt af den svenske gruppes yngste medlem - Oliver King på otte år:

- Mere mudder! Der skal være endnu mere mudder!

Det blev ikke i denne omgang, at elitecyklisterne blev oversvømmet af mudder - solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen. Men det håber den svenske gruppe måske kommer til at ske, når de kommer tilbage til Bogense til VM i cyklecross i 2019.

- Det gør vi helt sikkert, siger Bjørn Frederiksson han hurtigt - men så skal de også skynde sig videre for at se tre svenske professionelle cykelryttere deltage i dagens sidste løb blandt Herrer Elite.

Annonce
Gruppen fra Göteborg og omegn var især imponerede over den del af cykelruten, som lå på Kirkebakken i Bogense. Foto: Lasse Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce