Fange nummer 73.085, Sachsenhausen

ODENSE: Han kan gengive en ordre på tysk med en fart og en kraft i stemmen som en maskingeværssalve, så man næsten springer op af stolen.

For selv om det er mere end 60 år siden, at Poul Nielsen gennem 17 måneder var fange i den tyske koncentrationslejr Sachsenhausen, 30 kilometer nordvest for Berlin, så har de 17 måneder brændt sig så hårdt ind i hans hukommelse, at han ikke kan slippe dem.

Han var kun 18 år, da han den 25. november 1943 blev læsset af midt om natten på et trinbræt i Sachsenhausen i silende regnvejr sammen med 35 andre danskere.

- Vi anede ikke, hvad der ventede os. Vi troede, at vi måske skulle være der nogle måneder, inden vi blev sendt hjem igen, husker han.

For selv om Poul Nielsen knap en måned tidligere var blevet anholdt for fjendtlige handlinger mod besættelsesmagten i Danmark, så var det ikke en garvet modstandsmand, der pludselig stod der midt i en af nazitysklands mest centrale koncentrationslejre.

Han havde løbet med lidt illegale blade og distribueret en illegal bog, som tyskerne fandt på hans værelse, da de anholdt ham hjemme ved forældrene på Bernstorffsvej i Odense.

I lejren fik Poul og de andre fra første færd at føle, hvad der ventede dem.

Da de ankom, gik en SS-officer rækkerne igennem for at se, om der var nogen jøder iblandt dem.

Hans opmærksomhed faldt på en lille krumbøjet skohandler fra København, som med Poul Nielsens ord lignede tyskernes karikaturer af jøder på en prik.

Manden blev gennembanket for øjnene af dem, og kun fordi der kort efter blev råbt an til appel for lejrens mange fanger, stoppede mishandlingen.

Poul og de andre stod med ryggen til de øvrige fanger men kunne høre de mange råb og lyden fra de tusindvis af fanger, der stillede op i rækker.

Med sin placering tæt på Berlin og flere af de store tyske rustningsvirksomheder blev fangerne brugt til tvangsarbejde.

Arbejde som også Poul blev sat til. Først i en lejr ved et reservedelslager for flyfabrikken Heinkel og efter trekvart år i arbejdslejren på selve fabrikken, hvor op mod 7000 fanger arbejdede for at forsyne Luftwaffe med fly.

Mens nøden blandt en del af fangerne var stor, lykkedes det Poul og de andre danskere og nordmænd i lejren at klare sig igennem.

Begge nationaliteter fik tilsendt Røde Kors-pakker hjemmefra med jævne mellemrum, og pakkerne gav dem en særlig status i lejren.

- Der herskede en særlig form for kapitalisme i lejren. Og når man fik en pakke, var der tre prioriteter. Først tog man til sig selv, så var der ting til vennerne, og så var der ting, der kunne bruges til bestikkelse, husker han.

Bestikkelsen kunne blandt andet sikre dem fangedragter, der passede.

Og i det hele taget havde danskere og nordmænd flere fordele i forhold til de øvrige fanger.

Med deres ariske udseende fik de lov at beholde tre centimeter hår på hovedet, mens alle andre fanger blev klippet skaldet.

- Det gjorde os et eller andet sted til mennesker.

I lejren var det de svageste, det gik ud over, mens de stærke fanger fik lov at være mere eller mindre i fred.

Gik man med fast mine og rank holdning, kunne man slippe af sted med flere ting. Mens dem, der var svage og var ved at bukke under, blev udsat for alt muligt.

- Jeg kan huske, at en vagt pudsede sin hund på en fange, der næsten ikke kunne mere. Vedkommende blev fuldstændig bidt i stykker og overlevede det ikke.

At næsten 100.000 af de knap 200.000 fanger, der nåede at sidde i Sachsenhausen fra lejrens oprettelse i 1936 til den blev befriet den 22. april 1945, døde, har Poul først fundet ud af bagefter.

- Der var nok af rygter i lejren, men det var jo svært at vide, hvad der egentlig foregik.

Brutaliteten og den høje dødelighed kunne dog ikke skjules, og selv om Poul og de øvrige danskere havde tålelige forhold, så frygtede de ikke mindst i krigens sidste tid, at de skulle miste livet.

- Vi vidste jo godt, at krigen ikke gik godt for tyskerne, og vi frygtede, at de ville gøre alt for at slette alle spor. At de ville kalde alle ud på appelpladsen og meje os alle ned med deres maskingeværer og flammekastere.

At nazityskland var ved at styrte i grus, fandt han ud af ved selvsyn, da han i marts 1945 bestak en fange, der fungerede som chauffør med ærinder i Berlin.

Sammen med to øvrige fanger og overvåget at en tysk vagtmand kørte han ind til den tyske hovedstad, der lå i ruiner.

Da en armada af amerikanske fly pludselig viste sig på himlen, måtte han og de øvrige fanger søge tilflugt i et beskyttelsesrum med almindelige berlinere.

- Jeg kan huske, at de klagede over, at det aldrig hørte op, at de sultede, og at de frygtede for deres liv.

Alt det, han selv havde haft inde på livet i det foregående halvandet år.

Tilbage i lejren begyndte nyheden om evakueringen af nordiske fanger med de hvide busser fra Sverige at give håb om, at de alligevel ville overleve.

Og i april 1945, efter at være blevet overført til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg, skete det så.

- Det var som at træde ind i en anden verden at stige op i en svensk bus med svensk personale og Røde Kors-pakker. Og da vi kom over den danske grænse, var det helt fantastisk. Folk stod i titusindvis og hilste os velkommen hjem.

Efter en uges ophold i Kolding kom de videre til Sverige, og først den 10. maj 1945 kunne han genforenes med sin familie i Odense. Dagen før forældrenes sølvbryllup.

Og selv om opholdet har mærket ham for livet, så slap han uden de store ar på sjælen.

- Da vi kom hjem, var det forår. Danmark var lige blevet frit, og pigerne var dejligt brune, som han siger med et smil.