Annonce
Sydfyn

Falck mangler deltidsbrandmænd: Kontorfolk kan også slukke brande

Carsten Wolf Larsen, områdeleder i Falck i Svendborg, kan godt bruge en håndfuld deltidsbrandmænd mere. Foto: Michael Bager
Falck kigger nye steder efter kommende deltidsbrandmænd, og der mangler en håndfuld. Hvor det tidligere typisk har været håndværkere, der smed arbejdshandskerne, når det brændte, så er det nu oftere medarbejdere i administrative stillinger, der melder sig.

Svendborg: Kan du smide, hvad du har i hænderne, og nå frem til brandstationen på under fem minutter, så skulle du måske melde dig som deltidsbrandmand.

Den opfordring kommer fra områdeleder i Falck på Odensevej i Svendborg, Carsten Wolf Larsen.

Beredskabet trænger til assistance - og det har det faktisk gjort i årevis.

- Det er ikke fordi, vi ikke kan fylde brandbilerne, og vi får også klaret de opgaver, vi får. Men vi trækker lidt for hårdt på de samme personer, siger han og anslår, at der her og nu er brug for fire-fem nye deltidsbrandmænd i dagtimerne.

Men det er generelt blevet sværere for beredskabet at tiltrække nye deltidsbrandmænd.

Hvor det tidligere typisk har været håndværkere, der smed værktøjet og med mesters opbakning stak af fra værksteder og byggepladser, så er billedet et andet i dag.

Carsten Wolf Larsen peger på en udvikling, hvor der er flere mennesker, der pendler og derfor ikke er i nærheden af stationen, når det brænder. Også de lokale håndværkere kører mere rundt, og nogle kunder bor forholdsvis langt væk fra værkstedet.

På Odensevej i Svendborg, hvor Falck-stationen har adresse, ligger det ene bilfirma efter det andet, men mekanikere har også fået sværere ved at melde sig som brandmænd.

- Firmaerne har ikke altid mulighed for akut at undvære en mekaniker, når brandalarmen lyder. Tempoet er blevet højere på værkstedet. De er ofte booket ned til mindste kvarter, og der er en kunde, der forventer sin bil klargjort til tiden, siger han.

Også supermarkeder er der mange af tæt på brandstationen.

- Men i vore dage er det jo ofte ungarbejdere, der passer butikken, og de har endnu ikke alderen til at blive brandmænd, siger Carsten Wolf Larsen.

Annonce

Løn og krav

En deltidsbrandmand får et fast månedligt honorar samt en timeløn ved udkald:

- Vagthonorar: 615 kr/måned. (inkl. 17 årlige weekendvagter)
- Rådighedshonorar: 970 kr/måned.
- Ved udkald: 204 kr/time (minimum 2 timer)
Indtægterne er B-indkomst.

Uddannelseskrav: 174 timers grunduddannelse plus 12 årlige øvelser.
Bopæl og/eller arbejdsplads: Maksimalt fem minutters afstand fra brandstationen, Odensevej 48 .
Læs mere på www.blivbrandmand.nu

Positive arbejdsgivere

Områdelederen kigger derfor nye veje.

- Vi har de senere år set flere kvinder melde sig som brandmænd, og vi får også flere, der er beskæftiget i administrative stillinger. Det er kontorfolk, som med hjælp af den digitale udvikling har fået lettere ved at være fleksible i deres arbejdsgang.

Og i vore dage er det ikke muskler, der afgør, om man kan blive en god brandmand.

Carsten Wolf Larsen fortæller, at kvinder klarer sig lige så godt som mændene, når der skal slukkes brande.

- Dels har vi redskaber til tunge løft, og dels gør vi generelt meget for at passe på vores mandskab, så de ikke kommer ud i farlige situationer, siger han.

Han håber hele tiden at kunne vække nogen, der ikke umiddelbart har kunnet se sig selv som brandmand.

- Vi har det altid med i baghovedet, når vi er ude til møder eller ses med venner og bekendte i vores netværk. Vi spotter potentielle brandmænd og gør dem opmærksomme på muligheden, som de tit ikke selv har tænkt på.

- Vi taler også med arbejdsgiverne her i området. De kan jo godt se behovet, og også at det er en tryghed for dem selv at have brandfolk i nærheden. Mange af dem er derfor positive overfor at have en deltidsbrandmand ansat, også selvom det betyder, at de må undvære en mand en gang imellem.

Det er jo trods alt heller ikke dagligt, at der rykkes ud med slukningskøretøjer. 275 udrykninger blev det til i 2019 - en tredjedel af dem blev dog klaret af det faste mandskab. Det har typisk været mindre forureninger, automatiske brandalarmer og småbrande.

Af de resterende er det også cirka en tredjedel af udrykningerne, der berører hver af de tre vagthold. Carsten Wolf Larsen regner sig frem til, at hver deltidsbrandmand i snit rykker ud 65 gange på et år.

Brandberedskabet i Svendborg består af 30 mænd og kvinder, hvoraf nogle kun er til rådighed uden for arbejdstid. Kravet til dem alle er, at de skal være bosat eller have arbejde i området omkring Falck-stationen.

De skal kunne nå frem til stationen indenfor fem minutter, når de har vagt. Om det er i bil, på cykel eller i løb. Brandbilen skal køre ud af garagen senest fem minutter efter, alarmen har lydt. Den regel kan der ikke fires på.

- De fleste brandmænd bor derfor i området. Nogle er naboer, og alle kender hinanden fra beredskabet. Deres familier er også gode til at hjælpe, hvis der er brug for lige at passe hinandens børn, når sirenerne lyder. Nye deltidsbrandmænd vil også hurtigt komme med i det netværk, siger områdelederen.

Der er en aldersgrænse på 18 år, men Carsten Wolf Larsen ser helst, at man har lidt flere år på bagen.

- Helt ideelt ville det være, hvis man er i en alder, hvor man har fået børn, der er startet i skole, og hvor man kan finde ud af det med familien, når man bliver kaldt ud. På det tidspunkt i livet er man ofte etableret og flytter ikke så meget rundt igen.

- Og så er det vigtigt, at man gør det af lyst og ikke, fordi man vil tjene lidt ekstra. Det er nemlig ikke noget, man spinder guld på, lyder det fra områdelederen.

- Til gengæld hører jeg mange sige, at det faktisk er rigtig givende at komme ud og kunne yde en indsats for andre. De føler, at de gør en vigtig forskel, og så får de jo erfaring og kompetencer, som de kan bruge på både deres arbejdsplads og i hjemmet. For eksempel førstehjælp.

Brandmændene får et fast månedligt honorar på 1585 kroner før skat. Dertil får de 204 kroner i timen, når de rykker ud.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce