Annonce
Kultur

Fake news eller fakta: Det er op til publikum, om de tror på Leonora Christina, siger musicalinstruktøren Peter Langdal

Instruktøren Peter Langdal (midt i billedet) arbejder med en vekselvirkning mellem stort anlagte scener, hvor lyssætningen er med til at skabe visuel "volumen" og scener, der er næsten skrabede i deres enkelhed. Foto: Vibeke Volder

Musicalen "Leonora Christina" handler om en kvinde spærret inde i en mandeverden og om en kvinde, der benhårdt holder fast på sin version af sandheden, siger instruktøren Peter Langdal.

Selv om Peter Langdal er fyldt 61, er han stadig dansk teaters utrættelige legebarn. Båret af umiddelbar begejstring, smittenede entusiasme og et brændende ønske om at give publikum store teateroplevelser. Han har fornyet Holberg og Shakespeare, lavet banebrydende musikteater og piftet taleteatret op. Nu er han i Odense for at instruere "Leonora Christina", der er en co-produktion mellem Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera.

- Da Odense Teaters chef, Jens August Wille, spurgte, om jeg ville lave en forestilling om Leonora Christina, måtte jeg lige grave i min indre historiebog: "Leonora. Det var da hende, der sad 22 år i Blåtårn, ikke? Hende, hvis mand blev dømt for landsforræderi og sat på hjul og stejle - hvis det da ikke bare var en dukke, der blev maltrakteret til skræk og advarsel".

Annonce

Blå bog

Peter Langdal, sceneinstruktør, født 1957.Uddannet fra Statens Teaterskole 1982.

I 23 år var han teaterleder på Betty Nansen Teatret sammen med Henrik Hartmann.

Har iscenesat klassikere af Shakespeare, Ibsen, Molière, Tjekhov og Holberg samt ny dramatik, musikteater og opera. Blandt hans største successer er Tom Waits-forestillingen "Wozzeck", som også turnerede i USA og Japan.

Gift med manuskriptforfatteren Mai-Britt Soley Langdal. Parret har børnene Albert, Dagmar og Elvira. Fra sit ægteskab med instruktøren Charlotte Sieling har han to voksne børn, Rumle og Camille.

En af de store ensemblescener fra "Leonora Christina" med Stig Rossen (t.v.) og Joakim Lind Tranberg i front som generalmajor Fuchs og Frederik III. Foto: Vibeke Volder

Hillary og Leonora

Peter Langdal behøvede ikke lang betænkningstid, for han var fascineret af mennesket Leonora Christina:

- Hun er en vanvittigt interessant kvinde. En vred, usympatisk, tiltrækkende og skurkagtig kvinde. Og skurkene er de sjoveste.

Peter Langdal fik opgaven, da Hillary Clintons selvbiografi netop var udkommet:

- Hun skrev bogen ganske kort tid efter, at hun tabte præsidentvalget, fordi det var vigtigt for hende at give sin version af historien. Parallellen til Leonora Christina er oplagt, for hun skrev "Et jammersminde" som et benhårdt forsvar for sig selv. Og så var hun for øvrigt den første kvinde i verdenshistorien, som skrev sin selvbiografi.

Om "Leonora Christina"

Året er 1659, og foran den svenske konges domstol står Leonora Christina. Hun skal forsvare sin syge mand, rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der er anklaget for højforræderi mod den svenske konge. Parret har længe spillet et diplomatisk dobbeltspil og skaffet sig allierede i Sverige, Frankrig og Holland for at fremprovokere en krig i Danmark i forsøget på at tilkæmpe sig magten over landet. Men ikke alt går som forventet. Leonora Christina må opgive alt, hvad hun elsker, og kun gennem et sidste listigt forræderi kan hun frelse sit eget liv.Manuskript: Andreas Garfield og Peter Langdal. Musik: Stephen Henriksen. Sangtekster: Torben Kirkegaard. Instruktion: Peter Langdal.

Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Stig Rossen, Lars Simonsen, Joakim Lind Tranberg, Cecilie Gerberg og Anders Gjellerup Koch m.fl.

Musicalen er et tværkunstnerisk samarbejde mellem Odense Teater, Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester. Musicalen er udviklet i samarbejde med Uterus - Danmarks Musicalrugekasse.

Premiere tirsdag 22. januar i Odeon.

Kilde: Odense Teater

Gesamtkunstwerk

Peter Langdal begyndte arbejdet med "Leonora Christina" i foråret 2018. På det tidspunkt havde komponisten Stephen Henriksen leveret en masse musik, Torben Kirkegaard havde skrevet en del sangtekster, og dramatikeren Andreas Garfields manuskript var stadig under udvikling.

- Alle ingredienserne var der, lyrikken, sangene, musikken og teksten - leveret af folk, der er garvede på hver deres felt, men ikke har den store erfaring med musikteater. Jeg var den gamle erfarne, så min opgave blev at skabe et gesamtkunstwerk, hvor tekst, musik, lyrik, billeder, lyd og koreografi smelter sammen.

Hvis instruktøren skal sætte et ord på genren, vælger han ikke "musical", men "musikteater" med tryk på "teater". Men så rettere han sig selv:

- Der er jo også et helt symfoniorkester med, så der skal også være tryk på "musik". Måske er det bedste udtryk "en teaterforestilling klonet med et symfoniorkester", ler han.

Fra adel til enevælde

Handlingen i "Leonora Christina" tager afsæt i hendes halvbror, Frederik III's kroning til enevældig konge. Åbningsscenen er inspireret af et maleri af kroningen, som hænger på Rosenborg Slot.

- Forestillingen udspiller sig i det ublodige magtskifte fra adelsvælde til enevælde, som Frederik III indførte. Det var enevælden, altså diktaturet, der reddede Danmark. Landet var tæt på at gå under, for nationens eksistens var truet af statsbankerot. Enevælden blev redningen: en stærk central magt, der sørgede for at få landet på fode igen. Det er tankevækkende, at det kræver en diktator for at få en stat til at overleve. Diktatorer begynder som helte, men magt korrumperer, og så ender de som magtfuldkomne despoter.

Teater er erindring

Men selv om Frederik III's magtovertagelse er rammen, er motivet Leonora Christina. En kvinde spærret inde i en mandeverden og i Blåtårn, hvor hun skriver sin selvbiografi:

- Teater er erindring, og hele Leonoras fortælling udspiller sig, mens hun sætter pennen til papiret - i de to sekunder, hvor pennen rammer papiret foregår hele handlingen. Leonora manipulerer og styrer den udgave af virkeligheden, hun lægger ud. Det er hendes sandhed, men ikke nødvendigvis sandheden, hun beskriver.

Leonora bliver holdt i skak af to mænd. Manden i hvidt er en form for terapeut eller samvittighed, mens manden i sort er en abstraktion inspireret af anklageren ved den svenske domstol, hvor Leonora Christina forsvarede sin mand, Corfitz Ulfeldt, som var for syg til selv at gøre det.

- Mit mål er, at publikum selv skal afgøre, om de tror, Leonora taler sandt eller falsk. At sandheden er relativ viser sig ved, at manden i hvidt i begyndelsen tror på Leonora, men ender med at tvivle på alt, hvad hun siger, mens manden i sort gennemgår den modsatte udvikling. Han begynder med at være den uforsonlige modstander, men ender med at blive betaget af hendes styrke og handlekraft.

Relationer er nøglen

For Peter Langdal er det vigtigt, at forestillingen viser, at ingen er kun gode eller kun skurkagtige. Han vil pille prædikater af, nuancere karaktererne og vise nye sider af mennesker med store lidenskaber.

- At handlingen udspiller sig blandt konger og dronning er mindre væsentlig. Jeg interesserer mig ikke for kendte og kongelige. Når jeg faldt for netflix-serien "The Crown", der handler om dronning Elisabeth II, var det, der fangede mig ikke skildringen af et kongehus, men historien om en familie - om børn, forelskelse og utroskab. Det er relationerne mellem familiemedlemmerne, der er nøglen. Sådan er det også i persongalleriet i "Leonora Christina". Vi skildrer menneskers indbyrdes forhold: søster-bror, svigersøn-svigerfar, far-datter, mand-kone, og hele tiden er det relationerne, der er brændstoffet.

Læs også interview med to af de medvirkende, Troels Lyby og Xenia Lach- Nielsen, lørdag.

Annonce
Forsiden netop nu
OB

Da Alphonse Tchami kørte over hajtænderne

Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce