Annonce
Debat

Facebook sælger vores sjæl på fremtidens slavemarked

Jeanette Varberg

Hvad er økonomi? I sin grundform er det, når to parter begge ejer noget, den anden vil have og bytter. Siden tidernes morgen har arkæologerne fundet tegn på handel og udveksling. I første omgang betalte man ikke med klingende mønt. Men det betød ikke, at der ikke var et økonomisk system. I stenalderen eksporterede stenalderbønderne flintøkser fra Stevns på Sjælland så langt væk som til Finske Bugt. Senere kom bronzen til, som var det første menneskeskabte metal. Kobber og tin blev smeltet sammen til en stærk legering og dermed havde man en eftertragtet vare. Det skabte en omfattende handel i store dele af Europa, Afrika og Asien, og man så for første gang de første spæde skridt til det, vi kan kalde et globaliseret marked.

Men der var stadig ingen penge i omløb. Det kom først langt senere. Penge er vigtigt for vores økonomi, det giver fremdrift, købekraft og øget produktion. Det er måske den vigtigste dynamiske faktor i et samfund. Men forskerne er stadig uenige om, hvad penge er, for i bund og grund handler økonomien om tillid mellem mennesker. Tillid til, at tingene har den rigtige værdi, tillid til at udbud og efterspørgsel er gennemskueligt og tillid til, at vores valuta-system er i balance.

Penge har før været alt lige fra muslingeskaller til store stenhjul, som stenpengene fra Yap. Yap er en lille Stillehavsø et sted mellem Phillippinerne og Ny Guinea. Indbyggerne på Yap rejste 600 kilometer i deres kanoer for at hugge store runde stenhjul ud af øen Palaus kalkstensklippe. Derefter blev hjulene under stort besvær og mange kanoforlis transporteret hjem, og de blev symboler på rigdom. De kunne udveksles mellem øboerne, men uden de blev flyttet fra deres plads.

Det er lidt det samme som nutidens værdiansættelse. Penge er ikke længere bundet i guldreserver, men komplicerede økonomiske systemer, der i sidste ende bygger på tillid mellem de store verdensmarkeder. Man ejer aktier, som stenpenge der aldrig flytter sig, men kan skifte ejere. Penge er en måde at opbevare værdier på. En sæk æbler kan rådne, men omsættes den i penge, så kan dens værdi i princippet opbevares endeløst.

De fleste af os har en god ide om, hvad der er noget værd, og hvad vi kan tage penge for. Men det er hastigt ved at ændre sig. Jeg er selv gået i fælden mange gange. Det irriterer mig, at jeg ikke kunne se det. De fleste af jer kender det. En sjov test på en hjemmeside eller de sociale medier. Eller en konkurrence. Man skal bare lige svare på et par spørgsmål først. Det virker harmløst, men i virkeligheden giver du analysefirmaerne bagved adgang til din email og oplysninger om dine hobbyer, alder, køn og meget andet. Det er internethandlens nye guld, og vi giver det gratis - i håbet om at modtage en flad iPad eller en fiktiv rejse til Island. Informationer om vores adfærd som købelystne forbrugere sælges flittigt - uden vi ser en krone.

Men det bliver værre endnu. Sociale medier, anført af Facebook, sætter os til salg. Vores tanker, adfærd og vaner er den nye valuta, og vi har ikke engang opdaget det. Vores sind og sjæl afdækkes på platforme mod, at vi kan benytte den gratis. Det er - siger arkæologen - verdenshistoriens dårligste handel, og det er os, der er taberne. Det er fremtidens slavemarked pakket ind som en uundværlig social service. Det er det geniale bag ved Facebook, hvor reklamerne målrettes i vores feed, og algoritmer bestemmer sidens indhold forklædt som tilfældige opdateringer. Det er en manipulation af fremtidens største ressource, som er vores intellekt.

Prøv at tænk på, hvilke oplysninger Facebook har på dig. Alle dine likes, alle de steder du har logget ind og alle dine statusopdateringer, inklusiv dem du slettede igen, ligger lagret på servere som små journaler over dit liv de sidste ca. ti år. Deres algoritmer bruger alle de data sammenholdt med data fra vores browserhistorik, måske også økonomiske oversigter, og det styrer både det, du ser på siden, men også hvilken målrettet reklamekampagner, der ender på din skærm.

Men det er ikke det værste. Hvad nu hvis mennesker med magt, regeringer og ledere bruger disse algoritmer, som kan regne din religion, sociale status, politiske orientering og sexvaner ud bare på baggrund af dine likes, til at holde dig under observation? Fremtrædende sociologer advarer nu mod, at algoritmerne er blevet så effektive, at de kan påvirke hele befolkningsgrupper og derved påvirke den demokratiske beslutningsproces i forbindelse med f.eks. valg. For ikke at tale om, hvordan de kan bruges i hænderne på et veloplyst diktatur forklædt som et demokrati. Hvordan kan vi holde fast i vores fri vilje, når vi konstant bliver manipuleret af et program, som kendes os bedre end os selv?

Penge og deres værdi fastsættes udelukkende i et kompliceret samspil mellem mennesker og her er vores adfærd på nettet gledet ind som en stor økonomisk spiller, bare uden at vi selv har opdaget det. Vores oplysninger er penge værd og derfor burde en del af kagen ligge som digitale tal på vores plastikkort i stedet for i Facebooks arktier. Jeg deltager aldrig i en test på nettet for sjov igen, og konkurrencerne kan rende mig. Jeg ærgrer mig gul og grøn over, at serverne et sted stadig gemmer alle de åndsvage ting, jeg har lagt ud på nettet og ville ønske, at der var en lille fortrydknap et sted.

Tværtimod, mine klik sælges lystigt derude og jeg kan intet gøre. Jeg føler mig som en indfødt i lændeklæde, der lige har solgt halvdelen af mit rige for en håndfuld "magiske" glasperler, mens købmændene grinede deres silkebeklædte røv i laser hele vejen ud til deres store mægtige handelsskibe.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce