Annonce
Erhverv

Facebook-chef: - Vi skal gøre noget, hvis vi ikke skal mangle ressourcer

Carsten Sørensen er local site manager for Facebook i Odense, og han håber, at de unge fra blandt andet Seden Skole kan være med til at fylde behovet for it-kyndige i fremtiden. Foto: Kim Rune Jessen
For Facebook handler det nye partnerskab om at støtte Odenses lokalsamfund, men samtidig også gøre næste generation mere teknologivant. Hvis ikke det sker, så kommer hele teknologiindustrien til at mangle menneskelige ressourcer.

Carsten Sørensen er Facebooks Local Site Manager i Odense. Torsdag var han på Seden Skolen sammen med repræsentanter fra Odense Kommune for at præsentere det nye partnerskab, hvor Facebook har givet 500.000 kroner i støtte til, at børn kan blive bedre til at bruge teknologi.

Hvad betyder partnerskabet for Facebook?

- Det betyder, at vi gerne vil være en del af både strategien, men også det lokale miljø. Når vi starter et datacenter op, så starter vi også vores legatprogram op. En del af legatprogrammet er at være en aktiv spiller i lokalsamfundet og vise, at vi også gerne vil yde og ikke kun nyde. Det er en del af det. Vores program kører på tre områder. Det er støtte af STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering og Mathematics, red.), at få folk til at bygge lokalmiljøer, både offline og online. Så der er også muligheder for støtte, hvis folk har gode ideer til det. Men det handler også om, hvis teknologi kan gå ind og støtte lokalmiljøer, hvis eksempelvis folk vil have aktive tavler i en park eller noget andet. Det er de tre områder, vi går ind og støtter. Vi har også krav om, at det skal være skoler eller non-profit organisationer, der får støtten.

Hvornår begyndte i at diskutere muligheden for et samarbejde?

- For os har det ikke stået på særlig længe. Jeg tror, det har været i løbet af i år. Vi har fokuseret meget på at få datacenteret op at køre, så det er først efter det, at vi har sagt, nu begynder vi at koncentrere os om andet. Vi har været nødt til at kigge ind ad først, inden vi begyndte at interessere os for vores omgivelser og sige, nu har vi overskud til det også. Så det er i løbet af i år, vi har haft dialogen.

Hvad får Facebook ud af at oplære de unge.

- Det er op til dem (børnene, red.), hvad de vil i fremtiden. Hvis det får tændt nogen, som vil teknologivejen, så er det fantastisk, for jeg tror ikke, der kommer mindre teknologi i fremtiden. Om det så hedder Facebook eller nogen andre teknologiske virksomheder er sådan set underordnet. Det vigtigste er, at vi er med til at bidrage. Hvis nogen ender med at blive ansat i Facebook, er det jo bare fantastisk, men det er ikke det, vi går efter. Teknologien er et område, der fylder mere og mere i vores liv, så vi skal gøre noget, hvis vi ikke vil stå og mangle ressourcer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce