Annonce
Danmark

Få dage fra at dø af tumor: Synstjek blev Kims redning

Kim Foder har i dag fået sit gamle liv tilbage takket være et lidt tilfældigt synstjek. Foto: Lars Fahrendorff
Uden at vide det selv var 47-årige Kim Foder ifølge lægerne få dage fra at dø pludseligt. Men en vaks optiker fattede mistanke.

Et stort cirkelformet ar går fra isse til kæbe henover højre side af 47-årige Kim Foders ansigt. Det er blevet Kims tatovering, der minder ham om, hvor tilfældig balancen mellem liv og død kan være. Uden at vide af det var Kim Foder fra Hammelev ved Haderslev sidste år uger, måske få dage, fra at dø af en otte centimeter stor hjernetumor.

- Jeg stod oppe i VIP-loungen på ishockeyarenaen i Vojens og kunne ikke længere følge med i, hvad der foregik på isen. Det var nok synet, det var galt med, tænkte jeg.

Kim Foder havde selv spillet ishockey siden han var 14 år og siden fulgt det på sidelinjen som fan. Pucken havde han aldrig haft besvær med at se, men nu var der noget galt.

Annonce

De troede jo nok, at de skulle sige farvel til mig.

- Kim Foder, hjerneopereret

Opereret af tre specialister

I løbet af ganske få dage lå Kim Foder på operationsbordet på Odense Universitetshospital med den ene side af hovedet lukket helt op. Selv kæbemusklen var skåret over, så kirurgerne kunne komme til. For inde i hovedet havde Kim formentlig i årevis båret på en voksende tumor, som nu var nanomillimeter fra at tage livet af ham.

- Optikeren sagde, at jeg skulle undersøges nærmere. Jeg kan i dag takke ham for, at jeg er i live. Det viste sig, at tumoren trykkede på min højre synsnerve, og det var derfor, at jeg havde problemer med at se.

Det var chefoptiker Thomas Aarø Andersen fra Louis Nielsen i Haderslev, der så problemet og sendte Kim til læge hurtigt. Tirsdag stod Kim i ishockey-arenaen, onsdag var han ved Louis Nielsen, torsdag ved øjenlæge og fredag indlagt på Odense Universitetshospital.

Ikke mange chancer

Lægerne gjorde hurtigt klart for Kim, at han ville dø i løbet af få dage, hvis de ikke greb ind med en operation.

- Jeg tænkte slet ikke på, om det var farligt at blive opereret. Det var min eneste chance. Det skulle bare gøres, fortæller Kim Foder.

Fra fredag til søndag aften kom familie og venner for at se til Kim - heriblandt Kims kone og hans to døtre.

- Der var så mange, at sygeplejerskerne mente, at jeg skulle ligge i velkomsten. De troede jo nok, at de skulle sige farvel til mig, siger Kim Foder.

Men sådan skulle det ikke gå, men det er især ventetiden, Kim husker.

- Det var frygteligt. Ventetiden fra fredag aften til mandag morgen, hvor jeg skulle opereres - det er de længste i mit liv.

Automekaniker Lars Kryger (th) fra LK Auto i Vojens kendte godt Kims historie, inden Kim kom og spurgte, om han kunne bruge en mekaniker. Foto: Lars Fahrendorff

Olie på fingrene

Vi møder Kim Foder på hans arbejde hos KL Auto i Vojens. Chef Lars Kryger kendte udmærket Kim i forvejen og hans historie. Han var ikke længe om, at tage Kim med på værkstedet.

- Kim kan og gør, det han skal. Der er ikke noget i vejen med ham. Jeg sagde ja med det samme, da han kom og spurgte, om vi kunne bruge en mand, siger Lars Kryger.

Kim fortæller, at han efter den opfattende operation måtte gennem et langt sygeleje med smertestillende medicin og derefter genoptræning.

- Jeg er jo konkurrencemenneske, så jeg ville være den bedste til at genoptræne. Men det gjorde jeg kun i tre måneder, inden vi fandt ud af, at jeg bare havde brug for ro derhjemme.

Arbejdet på værkstedet er også en slags genoptræning for Kim.

- Jeg skal have noget at stå op til. Ellers går det ikke, siger han.

Kim er siden blevet kontrolscannet, og alt ser fint ud. Kim er også vendt tilbage til sin gamle fritidsbeskæftigelse som fodboldtræner for Haderslev Fodboldklubs damer i 1. division.

Kim Foder er også tilbage som fodboldtræner for det lokale damehold i 1. division fra Haderslev. Foto: Lars Fahrendorff
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce