Annonce
Livsstil

Få affaldet hjem

Illustration: Julie Gry Sveistrup

I slutningen af september kunne man i diverse medier læse om, hvordan dansk affald er blevet fundet dumpet nær beboelsesområder i Malaysia og Indonesien. TV2 kunne berette, at affaldsdumpningerne i Asien kan skyldes, at det er dyrt at skille sig af med affaldet, og at Danmark i øjeblikket ikke har systemerne til at tage sig af det affald, vi sorterer. På samme tid kan man finde Danmark i toppen af 2019-udgaven af SDG Index, som er en rangliste, der fortæller, hvor langt de enkelte lande er kommet med at opnå Verdensmålene. Nærmest komisk vil nogle måske fristes til at sige.

Et af de absolut vigtigste principper i Verdensmålene er ”Leave no one behind”. Derfor bliver jeg så utroligt skuffet, når et land som Danmark ikke lever op til sit ansvar ved at tage vare på vores eget affald. For vi opnår intet ved at sende problemerne over landegrænsen. Tværtimod.

Uanset om man er tilhænger af at være sin egen lykkes smed, eller om man mener, at den stærke skal hjælpe den svage, så kan vi aldrig være tilfredse som samfund, hvis vi ikke kan løse vores egne problemer. Det er så vigtigt, at hvis vi giver håndslag på at sortere vores affald, så skal vi også kunne håndtere de mål og systemer, vi vedtager.

Men ikke alene er det regeringens ansvar. Verdensmålene skal opnås i vores hverdag, uanset om man er politiker, virksomhed eller enkeltperson. Verdensmålene er blevet vedtaget af alle FN’s lande, for at vi alle kan rykke tættere på et bæredygtigt globalt samfund uanset vores udgangspunkt. Verdensmålene er derfor ikke lavet, for at vi kan måle os op ad andre – men op ad os selv. Vi skal hele tiden kigge på, hvordan vi som samfund kan gøre det endnu bedre, end vi gjorde i går.

At investere i affaldshåndtering er et af Danmarks vigtigste bidrag til at opnå Verdensmålene. Ifølge Miljøstyrelsen producerer danskerne i gennemsnit 447 kilo affald årligt. Affald er derfor en signifikant synder for vores miljø og natur. I Danmark brænder vi en stor del af vores affald, fordi vi trods affaldssortering ikke har tilstrækkeligt fungerende systemer til at håndtere den store mænge affald.

Ifølge FN har vi allerede i august hvert år brugt de råstoffer, vi årligt har til rådighed. Hvis vi investerer i vores affaldshåndtering, vil det reducere miljøpåvirkningen fra den store mængde affald som brændes og samtidig sikre, at flere ressourcer bliver genbrugt, så vi ikke behøver at producere nyt.

Indtil da vil jeg - nu hvor skaden er sket - opfordre miljøministeren til at rydde op og få affaldet hjem. Vi skal stå til ansvar for vores eget forbrug, og vi skylder som samfund en undskyldning til Malaysia og Indonesien for de skader, vores handlinger har forvoldt. Snart går finanslovsforhandlingerne ind i sin sidste fase. Hvis vi vil beholde den grønne førertrøje, er affaldshåndtering og affaldssortering et område, vi skal tage seriøst og investere i.

Så kære miljøminister, Lea Wermelin, og finansminister, Nicolai Wammen, vi skal være stolte over vores arbejde med Verdensmålene og ikke vælge de halve løsninger. Det er næste generation, som skal leve med konsekvenserne af vores handlinger i dag – samme generation som vi fortæller, at man ikke må snyde. Få det affald hjem, invester i dansk og europæisk affaldshåndtering og giv det danske samfund sin integritet og tillid tilbage igen ved at opnå Verdensmålene på fair og retfærdig vis.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Du tager fejl, Mette

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale for flere tvangsanbringelser af børn. Jeg er lodret uenig: Vi skal have som mål at tvangsanbringe så få børn udenfor hjemmet som muligt. Vores ambition som samfund må være at skabe gode rammer om børnene og familierne, så tvangsanbringelser bliver absolut sidste udvej. Vi har i dag to voldsomme problemer: at de allersvageste familier ikke bliver hjulpet godt nok, tidligt nok, og at det system vi anbringer børn i, ikke virker. Løsningen må for det første være at hjælpe familierne bedre, og for det andet at reparere anbringelsessystemet, så det også virker bedre. I dag går det alt for ofte galt for de anbragte børn. Halvdelen af alle unge hjemløse er tidligere anbragte. Meget få af de anbragte børn får en uddannelse. En skræmmende høj procentdel af de tidligere anbragte forsøger selvmord. Og rigtig mange anbragte børn får selv børn, der bliver anbragt. Lad os derfor fokusere på, hvordan vi undgår at anbringe børn! Man kan for eksempel støtte nybagte forældre, så de nye familier får en bedre start på livet sammen. Helt fra fødslen kan der tilknyttes socialt personale til de svageste familier, og de kan også få tid i særlige barselshuse, så en ny familie først kommer hjem, når de er parate til det. Vi skal også – under alle omstændigheder – styrke normeringen i vuggestuer og børnehaver, og have flere lærere i folkeskolen. For det er i de gode institutioner at vi dels skal opdage tidligt, når børnene ikke har det godt, og dels er i stand til at hjælpe de børn ekstra meget, der ikke har den store støtte derhjemmefra. I de tilfælde hvor det alligevel går galt, og et barn fjernes fra familien, skal vi sætte langt mere kvalificeret ind, end vi gør i dag. For eksempel med bedre plejefamilier. For eksempel med ordentlige vilkår for anbragte børn der fylder 18 år. Og absolut også med frivillige tilknyttet de anbragte børn, så de anbragte børn også har venner og mentorer, der ikke repræsenterer myndighederne. Vi vil fra radikal side gerne være med til at drøfte hvordan vi forebygger anbringelser, og hvordan vi forbedrer anbringelser. Men begge dele skal være på plads, før vi går ind i en diskussion om flere anbringelser.

Odense

Et skud tysk testosteron: For første gang i otte år har Odense Zoo atter en søløve-han

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];