Annonce
Udland

EU-kontorer efterlever ikke FN-mål for virksomheder

Mens 7400 virksomheder i EU skal rapportere bidrag til FN's verdensmål, gør to ud af 53 EU-kontorer det samme.

Mens EU siden 2018 ved lov har påkrævet, at 7400 større virksomheder rapporterer om bæredygtighed, er der ingen lignende krav til EU's institutioner og agenturer.

Det fortæller en ny undersøgelse fra EU's revisionsret (ECA), hvis opgave er at kontrollere, om EU-borgernes penge bliver brugt i overensstemmelse med deres aftalte mål.

Foruden at EU har forpligtet sig til at bidrage til FN's 17 verdensmål (SDG), der ikke er bindende ved lov, er bæredygtig udvikling skrevet ind i EU-traktaten, som noget unionen skal arbejde for.

Derfor kritiserer revisorerne, at kun knap fire procent af de 53 undersøgte EU-institutioner og agenturer formidler deres bidrag til verdensmålene ved for eksempel at opgøre, hvor meget vand eller papir de bruger.

Ifølge Eva Lindström, ECA-medlemmet bag undersøgelsen, mangler EU også en konkret strategi for, hvordan dets milliardbudget og initiativer vil bidrage til verdensmålene frem mod 2030.

- Ud over at EU både formelt og i udtalelser har forpligtet sig til opfyldelsen af SDG'erne, er der også et element af, at EU-borgerne forventer, at unionen skal vise det gode eksempel, siger Eva Lindström.

FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget ved FN's Generalforsamling i 2015 med et sigte om at blive indfriet i 2030.

Den overordnede ambition er at udrydde fattigdom og forskelsbehandling uden at skade fremtidige generationers muligheder for at møde deres behov.

Det kræver, at man ikke kun opgør omsætning og overskud men også "ikkefinansielle oplysninger" eksempelvis klima- og miljøaftryk eller kønsfordeling.

Aktuelt er det ifølge ECA den private sektor, der sidder forrest i klasseværelset, når det kommer til den slags rapportering.

For selskaber i EU-landene skyldes det blandt andet, at EU i 2014 vedtog en lov, der siden 2018 har krævet, at omkring 7400 større virksomheder med mindst 500 ansatte, skal indlevere bæredygtighedsrapporter til staten.

- EU-loven er bred og vag og giver virksomheder stor fleksibilitet i forhold til, hvordan de kan rapporterer, siger Eva Lindström.

Loven kræver, at virksomhederne rapporterer konkret information om deres bidrag eller indvirkning på miljøet, sociale forhold og medarbejdere.

EU-Kommissionen har siden 2017 beskrevet, hvilke af FN-målene deres politiske programmer vil bidrage til, men i vage formuleringer der ikke regnes for rapportering.

Hvis ECA's anbefalinger skal følges, bliver det en opgave for den næste EU-Kommission. Den nuværende kommission med Jean Claude Juncker som formand udskiftes efter planen 1. november.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce