Annonce
Udland

EU: Fødevarer fra israelskbesatte områder skal mærkes

Nir Elias/Reuters
Forbrugerne skal kunne foretage valg på baggrund af blandt andet "etiske overvejelser", fastslår EU-Domstolen.

Fødevarer fra israelskbesatte områder skal udstyres med en tydelig mærkning for at undgå at vildlede forbrugerne.

Det har EU's øverste domstol tirsdag bestemt.

Ifølge EU-Domstolen skal fødevarer i EU være påført mærker, så forbrugere kan foretage valg på baggrund af "etiske overvejelser og overvejelser i forhold til efterlevelse af international lov".

Tirsdagens dom kommer, efter at Frankrigs øverste domstol bad om en afklaring i forhold til varer fra Vestbredden, Golan-højderne og Østjerusalem.

- Fødevarer, der kommer fra områder, der er besat af Israel, skal have tydelig markering af, hvor de kommer fra, lyder det fra EU-Domstolen.

Israel "afviser på det kraftigste" EU-Domstolens afgørelse.

Beslutningen "er et værktøj i den politiske kampagne mod Israel", siger en talskvinde for det israelske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Frankrig offentliggjorde i 2016 retningslinjer, der betød, at produkter fra israelskbesatte områder skulle mærkes.

Det blev dog udfordret af Den Europæiske Organisation for Jøder samt firmaet Psagot, som har flere vingårde i besatte områder.

Ifølge EU-Domstolen er det vildledende over for forbrugerne at sætte mærkatet "Staten Israel" på fødevarer, som kommer fra "områder, der er besat af Israel, og som ikke er inden for landets jurisdiktion".

Frankrigs afgørelse i 2016 blev modtaget med kritik af Israel.

Israel beskyldte franskmændene for at hjælpe propalæstinensiske aktivister med et boykot mod Israel. Frankrig blev også beskyldt for at være dobbeltmoralske ved at ignorere andre konflikter om landområder verden over.

I 2015 udløste det en diplomatisk krise mellem EU og Israel, da der i Bruxelles blev vedtaget regler, der reelt set betød, at alle EU-lande skulle mærke produkter fra bosættelser.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce