Annonce
Danmark

Et liv som flygtning i Jordan: - Det er uretfærdigt, at de skal leve sådan her

Familien Munk er netop hjemvendt fra en lille uge i Jordan, hvor de har været nede sammen med Dansk Flygtningehjælp for at se og opleve, hvad alle pengene fra landsindsamlingen går til, samt hvordan livet er i Jordan som syrisk flygtningefamilie eller i en flygtningelejr. Se mere på flygtning.dk/li. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Familien Munk fra Midtjylland skiftede i starten af oktober hverdagen i hamsterhjulet ud med et besøg hos en syrisk flygtningefamilie. Her fik de et indblik i, hvordan hverdagen fungerer, når man pludselig må flygte fra alt, man ejer for at starte et nyt liv i et andet land.

Besøg: Den mørkhårede pige på bare fødder kommer løbende ude fra gangen med en stor rød stofpose i hånden. Hun tager posen med op på madrassen, vender bunden i vejret og ud vælter plastikbiler, dukker og legetøjsdyr. Den lyshårede pige fisker en af dukkerne ud af bunken og begynder at rede dukkens hår med sine hænder.

Den mørkhårede pige får fat i en af de andre dukker. Med hver sin dukke i hånden begynder de to piger at lege.

En helt almindelig leg mellem to helt almindelige piger på 9 og 11 år. Forskellen er bare, at den lyshårede pige er dansk, mens den mørkhårede pige er syrisk flygtning.

Legen, der kunne foregå på et hvilket som helst børneværelse i Danmark, foregår i virkeligheden på en tynd madras på et koldt stengulv i det østlige Amman i Jordan hos en syrisk flygtningefamilie. I et værelse, der deles af fire børn, hvor huller i væggene, afskallet maling og abstrakte tusstreger i grøn, blå og rød præger det lille rum.

- De har mere legetøj, end jeg regnede med, siger Liv Munk.

Annonce

Hun er simpelthen så sød, så det er trist at sidde og fortælle om, hvor mange ting, vi har derhjemme, når de ikke har ret meget legetøj og deler værelse alle fire børn. Det er noget helt andet, end jeg er vant til hjemmefra.

Liv Munk

En anden verden

Hun er sammen med sin mor Karina Munk, far Asger Munk og lillebror Sejer Munk i Jordan for at opleve, hvordan midler fra Dansk Flygtningehjælps landsindsamling er med til at hjælpe flygtninge i Jordan til bedre levevilkår. En landsindsamling, som familien Munk har samlet ind til de sidste fire år.

Til daglig arbejder 39-årige Karina Munk ved Almindelig Brand, mens 35-årige Asger Munk arbejder i Sydbank. Liv og Sejer går begge i folkeskole - Liv i 5. klasse og Sejer i 1. klasse. Familien bor sammen med deres hund Marley i et hus i midtbyen i Silkeborg.

I fritiden går Sejer til fodbold og Liv går til svømning og atletik. Asger træner fodboldholdet, mens Karina presser en løbetur ind, når der er tid til det.

Langt væk fra en hverdag med leverpostejmadder, lektier og arbejde, er familien på besøg hos den syriske flygtningefamilie, Khasharfeh, der bor i Camp Hussein i den østlige del af Amman.

Her har familien boet, siden de flygtede til fods med ni tasker med deres ejendele fra Daraa i det sydlige Syrien i 2013. Den seks, snart syvmand store familie nåede at bo en måned i Zaatari-flygtningelejr i Jordan, inden de flyttede til Amman, hvor de i dag bor i et lille hus med et børneværelse, en stue, en entré og et smalt køkken.

Liv hiver en tiger frem fra bunken med legetøj, holder den op foran den mørkhårede pige Enas, peger på den og siger "tiger". Efter bedste evne prøver Enas at efterligne Livs udtale af tiger. De to piger griner. Nu tager Enas tigeren i hånden, og siger det arabiske ord for tiger, som Liv prøver at efterligne.

Sejer Munk og familien Khasharfehs mindste søn, Sultan, har fundet hver sin bil i bunken med legetøj, som de nu kører om kap med.

- Har de det egentlig godt, udbryder Sejer.

Familiens 14-årige søn Abdullah kigger på Sejer og forklarer, at det var svært at bo i et helt andet land de første tre år, men at familien efterhånden har vænnet sig til livet i Amman, selv om de har været nødsaget til at bygge et helt nyt liv op fra bunden.

Ingen garanti for fremtiden

Mens 11-årige Liv Munk kan nøjes med at gå små 10 minutter med sin veninde til skole hver dag, har 14-årige Abdullah og hans søster Enas på ni år en time til og fra skole på gåben for at være i skole to timer, da de jordanske børn går i skole om formiddagen, og de syriske børn går i skole om eftermiddagen.

Dog frygter familien for vinteren, der er på vej. De voldsomt stigende vandstande i byen om vinteren betyder, at Enas ikke kan gå til skole, da vandet vil gå hende op til livet. Og fordi familien ikke har råd til at betale for skolebussen, går Enas som regel ikke i skole fra oktober til marts.

- Selv om vi går i skole, er vi ikke sikret en god uddannelse. Vi lærer ikke ret meget, når vi ikke går mere i skole, end vi gør, fortæller Abdullah Khasharfeh.

Men selv om Enas og Abdullah Khasharfeh har bekymringer om, hvad deres fremtid bringer, betyder det ikke, at de ikke har et håb om at få en uddannelse.

- Jeg vil allerhelst være astronaut, men hvis jeg ikke kan blive det, vil jeg gerne være makeupartist, fortæller Enas Khasharfeh.

Modsat Liv Munk, der er vant til en meget struktureret hverdag med skole, lektier, fritidsaktiviteter og en sikker fremtid, ved børnene i familien Khasharfeh ikke altid, hvordan dagen forløber. Men i de måneder hvor Enas går i skole, mødes familien om et fælles måltid, når børnene har fri, inden hun selv vasker sin skoleuniform, for derefter at gå i seng.

- Det er ærgerligt at høre, at de ikke går i skole mere end to timer om dagen. Selv om det kan være lang tid at gå i skole seks timer hver dag som os, må det være træls at føle, at man ikke får en god uddannelse. Og så er det ret vildt, at de går to timer om dagen for at komme i skole - det er en helt anden hverdag end min, lyder det fra Liv Munk, der selv drømmer om at bliver dyrlæge en dag.

Familien Munk

Familien Munk består af mor Karina på 39 år, far Asger på 35 år, Liv på 11 år og Sejer på syv år.

Karina Munk arbejder ved Almindelig Brand, mens Asger Munk arbejder i Sydbank.

Liv Munk går i 5. klasse og Sejer Munk går i 1. klasse.

Familien bor i et hus i midtbyen i Silkeborg, hvor de har boet de sidste seks år.

Udover de fire familiemedlemmer bor hunden Marley også i huset.

I fritiden går Sejer til fodbold og Liv går til svømning og atletik. Asger træner fodboldholdet, mens Karina presser en løbetur ind, når der er tid til det.

Karina Munk er koordinator for Dansk Flygtningehjælps landsindsamling i Silkeborg, som i år finder sted den 3. november.

Asger, Liv og Sejer Munk har været med til at samle ind de sidste fire år.

Man kan tilmelde sig landsindsamlingen på www.flygtning.dk/li.

- Hun er den stærkeste kvinde

Inde i stuen er de to mødre rykket sammen på en af de fire tynde madrasser, der ligger på stuegulvet, som udgør familiens sofa om dagen og forældrenes seng om natten.

På endevæggen kører arabiske nyheder på et lille fjernsyn, mens en slidt ventilator ihærdigt prøver at cirkulere den lune luft rundt i rummet. Væggene, der engang var hvide, har store gråbrune plamager, hvor malingen ikke længere hænger fast. Stuk i loftet vidner om, at tidligere palæstinensiske flygtninge har prøvet at pynte på omgivelserne, men også den slår revner og mangler maling flere steder.

38-årige Shorouk Adnan Abu Salou fortæller Karina Munk, at alt hun håber og drømmer om, er, at hendes børn kan få en god uddannelse og en tryg opvækst.

Karina begynder at blinke for at holde tårerne hen, men øjnene bliver våde og der går ikke lang tid, før tårerne triller ned af hendes kinder en efter en.

- Alt jeg ønsker, er, at mine børn får et bedre liv, end de har nu. Men det vigtigste er næsten, at de får en god uddannelse. Abdullah var nødt til at gå 4. klasse om tre gange, før han kunne komme videre til 5. klasse, fortæller Shorouk Adnan Abu Salou.

De to mødre kigger på hinanden, Shorouk læner sig frem og omfavner Karina, der er ved at tørre øjnene.

- Det er uretfærdigt, at de skal leve sådan her. Vi er kun lidt over fire timers flyvetur væk fra dem, og alligevel er der kæmpe forskel på, hvordan vores levestandarder er. Ikke engang vores kælder ser ud, som det de lever i hver dag.

- Hun har drømme og ønsker, præcis som jeg har, så det er skræmmende, hvor ens vi er, men alligevel er det så langt fra vores virkelighed. Hun har børn, som hun gerne vil give en god opvækst og uddannelse, og det kan hun ikke – det er noget, hun kæmper for hver dag. Det rammer mit moderhjerte. Hun er den stærkeste kvinde, jeg nogensinde har mødt. Det går lige i hjertet.

Familien Khasharfeh

Familien Khasharfeh består af mor Shorouk Adnan Abu Salou på 38 år, far Naeem Ahmed Khasharfeh på 40 år, sønnen Mohammad på 16 år, sønnen Abdullah på 14 år, datteren Enas på ni år og sønnen Sultan på fire år.

Naeem Ahmed Khasharfeh arbejder som metalarbejder, men er daglejer, hvilket betyder at han skal finde arbejde fra dag til dag. Han har modtaget efteruddannelse fra Dansk Flygtningehjælp, hvilket har gjort det nemmere for ham at få arbejde.

Moren Shorouk Adnan Abu Salou arbejder ikke, da hun er gravid med deres femte barn.

Familien bor i et lille hus i Hussein Camp i den østlige del af Amman.

Familien Khasharfeh kom til Jordan fra Daraa i det sydlige Syrien i 2013. Familien nåede at bo en måned i Zaatari-flygtningelejr, inden de flyttede til Amman.

Abdullah og Enas går i skole to timer om dagen, mens Mohammed er taget ud af skolen for at kunne hjælpe med at tjene penge til familien.

Dansk Flygtningehjælp har hjulpet faren med at finde et arbejde. Derudover bruger familiens børn og moren meget tid i Dansk Flygtningehjælps medborgerhus, der ligger tæt på familiens hus. Her har moren blandt andet lært at lave sæbe, som hun kan sælge videre.

En fars værste mareridt

En duft af stærk friskbrygget kaffe med kardemommekrydderi breder sig i det lille hus. Ude i det smalle køkken er 35-årige Asger Munk og 40-årige Naeem Ahmed Khasharfeh i gang med at vaske nektariner, bananer og vindruer.

- De sprøjter frugterne med så mange kemikalier, at vi bliver nødt til at vaske dem, før vi spiser det, fortæller Naeem Ahmed Khasharfeh.

Naeem Ahmed Khasharfeh arbejder som metalarbejder, men er daglejer, hvilket betyder at han skal finde arbejde fra dag til dag. Hvis han ikke får arbejde den pågældende dag, køber han grøntsager med hjem og hjælper Shorouk med at lave mad.

Inden Shorouk Adnan Abu Salou blev gravid med deres femte barn, vaskede hun tæpper og gjorde rent hos folk, for at tjene penge til familien.

Naeem fortæller Asger om, hvordan han arbejdede som bilhandler og samtidig dyrkede lime, oliven og vindruer, da familien boede i Syrien, og om hvordan han savner at kunne forsørge sin familie.

Naeem og Shorouk har valgt, at deres 16-årige dreng Mohammed ikke længere skal gå i skole, da han skal være med til at tjene penge ind til familien, mens moren er gravid med barn nummer fem. Men heller ikke det, er Naeem Ahmed Khasharfeh tryg ved.

- Jeg holder ham hjemme lidt endnu, så jeg er sikker på, at han ikke ender i de forkerte hænder, når han skal finde et job. Det skal være et ordentligt job med ordentlige mennesker.

Asger placerer de forskellige frugter i et fad, mens Naeem hælder den varme kaffe op i små hvide porcelænskopper - klar til at blive serveret.

- Det er en fars værste mareridt, at man er i en krigszone, hvor der ikke er trygt og godt at være for børnene, for derefter at må flygte til et sted, hvor man ikke kan forsørge sin familie. Jeg er imponeret over, at de holder modet oppe.

- De er glade for at have hinanden og et godt ægteskab. Det er basale ting, vi andre tager for givet, men som virkelig betyder noget for dem. Vi går og drømmer om, hvad vores børn kan blive og ser frem til det en dag, men her handler det bare om at overleve fra dag til dag.

Bag om historien

Avisen Danmarks journalist tog i starten af oktober med familien Munk fra Midtjylland og Dansk Flygtningehjælp til Jordan for at følge familien, da de besøgte en syrisk flygtningefamilie i den østlige del af Amman samt flygtningelejren Azraq.

Familien var blevet udvalgt af Dansk Flygtningehjælp til at rejse til Jordan for at opleve, hvad pengene fra Dansk Flygtningehjælp Landsindsamling går til.

Karina Munk er koordinator på indsamlingen i Silkeborg, men Asger Munk og de to børn, Liv og Sejer Munk har været med til at samle ind til landsindsamlingen de sidste fire år.

Jeg elsker dig

Tilbage på børneværelset har Liv og Enas fundet en blok og en kuglepen frem. Enas tegner et hjerte på papiret og skriver "I love you" til Liv.

Hun smiler til Enas, tager blokken i hånden og skriver "jeg elsker dig" nedenunder, siger det højt og Enas prøver at sige det samme som Liv. De to piger griner lidt, hvorefter de omfavner hinanden i et stort kram.

- Hun er simpelthen så sød, så det er trist at sidde og fortælle om, hvor mange ting, vi har derhjemme, når de ikke har ret meget legetøj og deler værelse alle fire børn. Det er noget helt andet, end jeg er vant til hjemmefra.

De to piger går ind i stuen, hvor de andre familiemedlemmer har fundet en telefon og en selfiestang frem. På trods af de store kontraster mellem familierne, er der blevet skabt minder. Minder, der skal foreviges.

Følg med i morgendagens avis, hvor du kan læse, hvad der har gjort størst indtryk på familien Munk efter deres rejse til Jordan.

Asger Munk arbejder til daglig i Sydbank, mens Karina Munk arbejder i Almindelig Brand. Foto: Birgitte Carol Heiberg
11-årige Liv Munk går i femte klasse, mens lillebror Sejer Munk på syv år går i 1. klasse. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Karina Munk har været korrdinator for landsindsamlingen i Silkeborg i de sidste fire år, mens Asger og børnene har samlet penge ind ved at stemme dørklokker. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Fra venstre er Sejer, Abdullah, Sultan, Liv og Enas i gang med at spille på de to fædres telefoner. Foto: Mais Salman/DRC
Selv om børnene ikke forstod hinanden, fandt de hurtigt ud af at lege sammen med børnenes plastikdyr og legetøjsbiler. Foto: Mais Salman/DRC
Børnene var glade for, at der kom en dansk familie og besøgte dem i deres hus. Det var første gang, at der kom udlændinge i deres hjem. Foto: Mais Salman/DRC
Moren Shorouk Adnan Abu Salou var taknemlig over, at familien havde valgt at besøge lige netop dem, så de kunne fortælle deres historie. Foto: Mais Salman/DRC
Asger Munk var med i køkkenet, hvor faren Naeem Ahmed Khasharfeh lavede sin berømte kaffe med kardemommekrydderi. Foto: Mais Salman/DRC
- Hun har børn, som hun gerne vil give en god opvækst og uddannelse, og det kan hun ikke – det er noget, hun kæmper for hver dag. Det rammer mit moderhjerte. Hun er den stærkeste kvinde, jeg nogensinde har mødt. Det går lige i hjertet, lød det fra Karina, da Shoruk fortalte om sine drømme for fremtiden. Foto: Mais Salman/DRC
Både Abdullah og hans søster Enas har en time på gåben til og fra skole, mens Liv og Sejer kan nøjes med at gå 10 minutter. Foto: Mais Salman/DRC
Familien Khasharfeh kom til Jordan fra Daraa i det sydlige Syrien i 2013. Familien nåede at bo en måned i Zaatari-flygtningelejr, inden de flyttede til Amman. Foto: Mais Salman/DRC
Familien Munk er netop hjemvendt fra en lille uge i Jordan, hvor de har været nede sammen med Dansk Flygtningehjælp for at se og opleve, hvad alle pengene fra landsindsamlingen går til, samt hvordan livet er i Jordan som syrisk flygtningefamilie eller i en flygtningelejr. Foto: Mais Salman/DRC
Familien Munk er netop hjemvendt fra en lille uge i Jordan, hvor de har været nede sammen med Dansk Flygtningehjælp for at se og opleve, hvad alle pengene fra landsindsamlingen går til, samt hvordan livet er i Jordan som syrisk flygtningefamilie eller i en flygtningelejr. Foto: Mais Salman/DRC
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Annonce